AaB-ikon: Han kunne gøre mig så selvglad

Lynge Jakobsen er Mr. AaB, og det kan man ikke komme udenom.

I 17 år var han sportslig ansvarlig for Nordjyllands fodboldflagskib – først som sportschef og senere som sportsdirektør. Dermed har han en aktie i en lang parade af de spillere, der har trukket i den bolsjestribede trøje de seneste 25 år. 

Tipsbladet har taget en snak med AaB-legenden i forbindelse med vores tema om de bedste udlændinge i dansk fodbold. Mange af de udlændinge, der har været i AaB, har været forbi hans kontor.

Lynge Jakobsen var i 90'erne med til at indføre, at AaB skulle satse benhårdt på skandinaviske spillere, og det kastede i 1999 et mesterskab af sig. Det var med spillere som Jozo Matovac, Ståle Solbakken og Frank Strandli på holdet.

– Vi følte, at vi kunne få større kvalitet til færre penge, og da vi blev mestre i 1999, sagde Per Bjerregaard, som var en vigtig person på det tidspunkt, at nu, hvor AaB havde haft succes med nordiske spillere, ville de begynde at kigge den samme vej, siger Lynge Jakobsen til tipsbladet.dk og tilføjer:

– Vi gjorde det i en årrække, og jeg synes, at vi fandt fantastiske spillere, og vi nåede dertil, at hvis der skulle overtalelse til ud over penge, var det nemt at sige til en nordmand ”ring lige til Ståle” eller en af de andre. Nøjagtig det samme med svenskere. 

Kiggede også ud i Europa
Det gik dog ikke an med udelukkende danskere, svenskere og nordmænd, og Lynge Jakobsen har været med til at hente flere mere eller mindre eksotiske spillere til Aalborg. De havde andre kvaliteter end skandinaver, der først og fremmest var dygtige til at organisere sig og havde en stor spilforståelse.

– Hvis vi skulle have spillere, der kunne meget mere end fadervor, så skulle vi finde dem lidt længere væk, som Lynge Jakobsen formulerer det.

Nordjyden måtte dog også sande, at det var noget andet at forhandle med en klub i Sao Paulo end en klub i Stavanger.

– Det er bare vanskeligere. Vi prøvede på et tidspunkt at satse på brasilianere, og det lykkedes ikke. Det ser ud til, at FCM nu har succes med at gå den vej, men de køber dem jo også. Vi forsøgte at finde brasilianere, som hverken var på øverste eller næstøverste hylde.

– Når man skulle forhandle med spillere og agenter fra andre kontinenter, oplevede jeg en større mistro. Jeg skulle dokumentere det hele. De testede mig og prøvede mig af, og det tog lang tid at få tingene bragt i orden.

– Der kunne også være noget med, hvor pengene skulle føres hen. Det kunne vi ikke være med til. Spillerne skulle være klar over, at det i Danmark er en borgerpligt at betale skat, forklarer Lynge Jakobsen.

Han kunne gøre mig så selvglad
Én af de spillere, der kom til AaB langvejsfra, var sydafrikaneren Siyabonga Nomvethe, der kom til Danmark fra Orlando Pirates i hjemlandet i 2006. Offensivspilleren scorede 12 mål i 84 kampe for AaB – du kan se mere til Nomvethe i videoen i toppen af artiklen.

– Han var en fantastisk spiller. Nogle gange kunne jeg sidde på tribunen og tænke ”hvem er dog den sportsdirektør, der har været i stand til at hente ham der?”. Nomvethe kunne gøre mig så selvglad. Han var en berigelse for vores hold. Han spillede absolut ikke godt hver gang, men når han spillede bedst, var han fantastisk, siger Lynge Jakobsen.

Den mangeårige AaB-boss kan ikke svare på, hvem han mener er den bedste udenlandske spiller, der har været i klubben. For ud fra hvilke parametre skal man dog bedømme det, som han siger.

Der er dog én spiller, han har lyst til at nævne.

– Dan Sahlin. Han spillede kun fem kampe, før han blev skadet. Han nåede at overbevise alle i Aalborg om, at han var en kanon spiller. Én af de største ærgrelser i min karriere er, at vi ikke så ham. Desværre blev han fodboldinvalid, før vi fik gang i ham, siger Lynge Jakobsen om Sahlin, der var i AaB i 1998.

Monsteret fra Norge
En anden spiller, der står Lynge Jakobsens hjerte nært, er den norske angriber Frank Standli, der var med til at vinde mesterskabet i 1998/1999-sæsonen.

Det var noget af en opgave at gøre nordmanden til AaB-spiller. 

– Han var i Panathinaikos, og forhandlingerne foregik i Zürich. Så skulle jeg jo have ham lægetjekket, og hvor fanden fik jeg lige det gjort? Så måtte jeg ringe til FC Zürich og spørge, om de ikke kunne lægetjekke ham for os, og det ville de gerne.

– Jeg kan huske, at Frank havde et mørkt jakkesæt og en mørk skjorte på. Han havde slet ikke taget træningstøj med, og jeg troede da også, at han bare lige skulle en tur op på madrassen, og så ville de tjekke, om hans knæ var ved at falde af. Men han blev simpelthen pisket igennem, og man må sige om Frank Strandli, at han var en stor mand, så han storsvedte i det der jakkesæt. Heldigvis var alt i orden.

– Men så var der også lige forhandlingerne med grækerne. De var også et kapitel for sig.

Ja?

– Ja, man skal forstå, at når man forhandler med udenlandske klubber, forhandler man nogle gange med klubbens ejere. Det betyder, at det i lige så høj grad er penge til hans baglomme, man forhandler om. Det vil sige, at man kunne sidde og tale om 50.000 i meget, meget lang tid. Nogle gange tænkte jeg ”kan vi ikke snart blive færdige med det her?”. 

Vidste du godt, at Frank Strandli blev pizzabager efter sin aktive karriere?

– Ja, ja. Han har vist også haft noget med fisk at gøre. Det er nok ikke helt tilfældigt, at det har noget med mad at gøre alt sammen, siger Lynge Jakobsen med et stort smil og tilføjer:

– Hold op, hvor var vi glade for ham. Han var et monster.

Nævn nu bare Zwijnenberg
Det var selvsagt ikke alle udenlandske spillere, Lynge Jakobsen var glad for. Den mangeårige sportsdirektør erkender, at han bestemt også har lavet fejlskud på transfermarkedet.

– Jeg kan da godt finde mere end en håndfuld. I perioder måtte vi have spillere ind, som var på et niveau, vi var usikre på. Men vi havde ingen penge, og det var de muligheder, der var. Nogle af dem skulle jeg have holdt snitterne fra, men det er jo nemt at være bagklog, siger Lynge Jakobsen.

Er det spillere som Jones Kusi-Asare og Dickson Nwakaeme?

– Ja, de var ikke noget, havde jeg nær sagt, men vi skulle have en trup, og så prøvede vi dem i stedet for at finde noget i 1. og 2. division i Danmark.

Efterfølgende afbryder Lynge Jakobsen Tipsbladets journalist midt i et spørgsmål. 

– Og så kan jeg jo lige så godt selv nævne Clemens Zwijnenberg, før du smider hans navn i ansigtet på mig.

Clemens Zwijnenberg kom til AaB i 1998, og der var enorme forventninger knyttet til den hollandske midtstopper, som havde optrådt i Champions League. Han nåede dog kun ni Superliga-kampe for nordjyderne. 

– Det er ham, folk har grinet mest af. ”Nåh, Lynge, kommer der en ny Zwijnenberg”, sagde folk, når de skulle drille mig. Det var, fordi pressen skrev, at han kostede en million euro, og det kommenterede jeg ikke, men han kostede altså en million danske kroner.

– Vi købte ham fri af Feyenoord, og han havde spillet 175 kampe for FC Twente – de fleste som anfører. Når Feyenoord køber en spiller i Twente, svarer det lidt til, at FCK køber en spiller i en dansk klub. Det vidner om en vis kvalitet, men det gik slet ikke. Jeg vil ikke give Zwijnenberg skylden, det kan lige så godt være os, der ikke var gode nok til at forløse ham, lyder det fra Lynge Jakobsen.

I alt har 85 udlændinge repræsenteret AaB i Danmarks bedste fodboldrække.