En spektakulær scoring af Lyngby-spilleren Nicolai Geertsen bliver i øjeblikket set og beundret over store dele af verden.
Da Lyngby onsdag slog Slagelse med 9-0 i pokalturneringen, saksesparkede den 29-årige forsvarsspiller bolden på overliggeren, rejste sig op og flugtede returbolden i mål til 7-0.
Efterfølgende er Geertsen blevet kimet ned af journalisterne fra flere lande. Det fortæller han til TV2 Sport.
- I går var nok den sygeste og mest surrealistiske dag i mit liv. Det var fuldstændig vanvittigt.
- Jeg har haft en del problemer med det engelske, fordi jeg ikke er den skarpeste til det, og der er virkelig mange, der har ringet og spurgt til målet. Det var en lang dag, men det var sjovt at prøve, siger han.
Målet bliver omtalt hele verden rundt, og videoen af scoringen kan se på medier hele vejen fra Australien til USA.
Med sejren over Slagelse gik Lyngby videre til ottendedelsfinalen i pokalturneringen, hvor Sønderjyske venter.
På grund af den igangværende landsholdspause skal Lyngby og Geertsen først i aktion i Superligaen på fredag, hvor AC Horsens venter.
/ritzau/