Video : Tipsbladet
Superliga

Efter redning: Lyngby og forsvarsprofil forlænger

Klublegenden skal også være med i Superligaen i næste sæson.

Under et døgn efter at Lyngby Boldklub sikrede sig den ultravigtige overlevelse i Superligaen, er arbejdet med næste sæson gået i gang på Lundtoftevej.

Tipsbladet kan afsløre, at de kongeblå og forsvarskrumtappen Andreas Bjelland er blevet enige om en forlængelse af kontrakten.

Parterne har givet håndslag på et år mere, og der mangler kun en underskrift, før det fortsatte samarbejde er en realitet.

Andreas Bjelland, 35, er en sand klublegende i Lyngby Boldklub, som han voksede op i som barn, og som han kom tilbage til i 2021. Siden er det blevet til historiske tre overlevelser i Superligaen. Siden konkursen i 2002 er det ikke sket.

I 2018 blev han også medejer af klubben, da han blev en del af ‘Friends of Lyngby’, der er klubbens ejerkreds.

Lørdag, da Lyngby Boldklub endegyldigt cementerede et nyt år i Superligaen med fire point ned til nedrykningsstregen, tilkendegav Andreas Bjelland, at han langt fra var færdig med topfodbold.

- Lysten er der stadig. Jeg synes stadig, at jeg kan være med. Jeg synes stadig, at jeg kan bidrage. Så jeg vil rigtig gerne fortsætte. Og selv om jeg selv er en del af ejerkredsen, så skal jeg også lige have klubben til at være med på mine vilkår. Jeg håber da, at jeg får lov til at fortsætte, sagde han.

Det er Lyngby Boldklub altså med på, og klublegenden kan se frem til at optræde i flere kampe for et Superliga-hold, han allerede har repræsenteret hele 111 gange.

Andreas Bjelland står også noteret for 29 landskampe.