Lyngby Boldklub er ramt af mandefald på trænerbænken forud for pokalkampen mod Slagelse B&I onsdag aften. Hverken cheftræner Christian Nielsen eller assistenttræner Mikkel Beckmann rejser med holdet.
Nielsen sidder stadig ude med den hovedskade, han pådrog sig i sidste uge, og Beckmann har haft nær kontakt til en coronasmittet person. Så selv om han testede negativ i går, går han i isolation, før han kan fremvise en ny negativ prøve.
Læs også:Lyngbys pokalmodstander ramt af corona: Mangler fem spillere
Dermed skal den anden assistenttræner, Jonathan Hartmann, stå i spidsen for holdet sammen med U19-træner Carit Falch.
- Vi følger naturligvis protokoller og vejledningerne uanset timingen, men det er selvfølgelig frustrerende, at vi nu for anden kamp i træk skal ændre i trænerteamet med kort varsel, siger administrerende direktør Andreas Byder til klubbens hjemmeside.
- Sådan er det, der er intet vi kan gøre ved situationen andet end at bakke ubetinget op om holdet og trænerne i denne situation, og det gør vi naturligvis med alle de ressourcer, vi har.
Læs også:Lyngby-træner melder afbud: Frygter hjernerystelse og kæbebrud
- Vi har heldigvis rigtig mange dygtige trænere både omkring førsteholdet og på akademiet, så vi er helt trygge ved, at Hartmann og Carit Falch tager dagens opgave sammen med den øvrige stab. Men det er klart, at vi da efterhånden kigger os lidt om efter et skjult kamera.
Lyngby er dog ikke ene om at være ramt af coronaproblemer i forbindelse med opgøret. En Slagelse-spiller er testet positiv og deltager derfor ikke i kampen. Derudover har han været i så nær kontakt med fire holdkammerater, at de også må sidde over.
Der er kickoff til pokalkampen klokken 19 i aften.
Læs også:Landsholdet stiller op med femtemålmand mod Sverige
Læs også:Lyngby opmærksomme på afstanden til de øvrige hold
Læs også:Karantæner - hvem er ude?