Video : Tipsbladet
Superliga

Lyngby-keeper: Håber på tjeneste fra OB mod Sønderjyske

Lyngby vakler i forhold til at sikre sig en ny sæson i Superligaen efter et 1-3-nederlag til OB. Nu skal de håbe på hjælp fra fynboerne i de sidste kampe.

Der skal hjælp til fra OB, hvis Lyngby ikke skal i playoff-opgør med Hobro om overlevelse i Superligaen. Det mener Lyngby-målmand Thomas Mikkelsen efter 1-3-nederlaget mandag aften til OB.

Det fortæller han i et interview med TV3 Sport umiddelbart efter kampen.

- Nu håber jeg bare på, at OB vil gøre os en tjeneste og tager ét point mod Sønderjyske, mens vi selv slår Silkeborg. Det er den eneste chance, vi har for at komme op på Sønderjyske igen, fortæller Thomas Mikkelsen.

Undervejs i kampen så han meget uheldig ud ved OB's første mål, som kom på et straffespark, hvor Tshiembe fik rødt kort for sin forseelse. Her kan Lyngby-målmanden godt se, at han lavede en fejl på Sander Svendsens ellers halvtamme forsøg.

- Jeg skulle have taget det straffespark. Jeg kommer til at springe for langt, og så skal jeg korrigere med armene, siger han. Samtidig peger han på, at det røde kort, som førte til straffesparket også havde sin betydning for kampens udfald.

- Det er klart, at det betyder meget med et rødt kort med 40 minutter tilbage, og OB er gode til at køre bolden rundt, så vi bliver mere og mere trætte. Så er det klart, at det røde kort var hårdt ved os, fortæller Thomas Mikkelsen.

Lyngby har nu tre point op til Sønderjyske med to kampe tilbage, og de to hold mødes i sidste runde i Lyngby.