Superliga

Freder Superliga-træner trods krise

Lyngby-træner Morten Karlsen kom til i sommer, og ved vinterpausen ligger holdet seks point under stregen.

Lyngby tabte søndag en direkte bundduel til Sønderjyske, så holdet holder julepause med seks point op til nedrykningsstregen.

Trods et efterår med kun en sejr i 17 kampe er cheftræner Morten Karlsens job ikke til diskussion.

Det fastslår Lyngbys sportschef, Nicas Kjeldsen. Han afviser, at klubledelsen overvejer at ændre på trænerbænken.

- Man kunne ændre cheftræner, spillere, sportsdirektør og direktør, men det er ikke noget, som vi overvejer lige nu, nej, siger Kjeldsen til Bold.

- Alt er en overvejelse, og der er ikke nogen, der har performet, men nej, det er ikke en overvejelse, siger sportschefen og garanterer, at Morten Karlsen også er Lyngby-træner, når holdet møder ind efter nytår.

Morten Karlsen kom til Lyngby inden sæsonen og har altså kun en enkelt sejr på et halvt år.

En placering under nedrykningsstregen er ikke uvant for Lyngby.

I de seneste to sæsoner har holdet kæmpet i bunden af tabellen, men har formået at overleve i Superligaen.

Derfor maner Lyngbys anfører, Marcel Rømer, også en smule til ro trods de seks point op til Sønderjyske.

- Det er en genkendelig situation for os at ligge under stregen. Men det er en situation, jeg er ganske tryg ved. For vi er bedre til at jage noget end at forsvare, siger Rømer til klubbens egne kanaler.

- Nu har vi en lang vinteropstart, hvor vi skal finde selvtilliden frem, lyder det.

Lyngby overvintrer på 11.-pladsen i Superligaen med fire point ned til Vejle på sidstepladsen.

/ritzau/