Lykkelig Rasmus Falk: Kan være jeg vender tilbage til OB en dag
Foto: Polfoto
Superliga

Lykkelig Rasmus Falk: Kan være jeg vender tilbage til OB en dag

tipsbladet.dk i Odense

Det er først til august, at den årlige blomsterfestival løber af staben i Odense, men det var ganske givet en god dag for blomsterhandlerne i Odense alligevel. For det er ikke hver dag, at der skal siges farvel til så mange store navne i OB. Men der blev altså uddelt en del buketter på stadion i Odense inden kick off i sæsonens sidste fynske Superliga-kamp.

Mens det næppe fik hårene til at rejse sig hos de fynske fans, da Michael Tørnes og fem af de andre førsteholdsspilleres afskedshilsen, var tre andre farveller mere markante. Legenden Lars Høgh takkede af som målmandstræner i klubben og den tidligere førsteholdsspiller, cheftræner og talentchef Uffe Pedersen fik også en sidste hyldest fra de fynske fans. Og så var der Rasmus Falk. Klubbens bedste spiller i løbet af de sidste fem år skulle også have sin afsked i forbindelse med sin 160. og sidste kamp i den stribede trøje i denne omgang. Og sikke en afsked.

En liveudgave af Kim Larsen-sangen ”Her i Odense”, der altid spille før kampstart på Tre-For Park, blev leveret fra kopi-bandet Smukke Møller, og kampen forløb dramatisk som et billede på Falks tid i OB. Der var både op- og nedture, men det hele endte med positive vibrationer og en sejr til OB på 3-2.

Kampen forløb også godt for Falk, der i dagens anledning var anfører og blev budt velkommen på banen med et kæmpe banner fra de fynske fans med påskriften ”Uanset hvor vejen fører dig hen… vil du altid have et stribet hjem”. Efter 3-2-sejren blev han hyldet med stående ovationer – krydret med nogle få buh-råb – af det fynske publikum. Og i bar overkrop forlod han stadion med hive-fives til fans og en krammer fra bestyrelsesformand Niels Thorborg.

Rasmus Falk forlader nu OB for at tage til FC København, og han tager af sted med stor glæde i kroppen efter en fin afsked på Fyn.

- Det er helt vildt. Det er så fedt. Den måde, vi gør det på, og den vilje der er på holdet, er helt ekstrem. Vi var bagud og brændte straffe, men vi scorede tre mål. Det var helt exceptionelt. Der var ingen der slog op i banen. Kæmpe cadeau til holdet, siger Rasmus Falk.

Han ser tilbage på sin OB-tid med glæde, og kampens forløb og resultat er et godt billede på hans tid som førsteholdsspiller.  

- Der har været mange op- og nedture. I nogle år har der været for mange nedture; det er vi mange i klubben, der synes. Vi havde håbet på noget bedre, og det er jo også en af grundene til, at jeg gerne vil udvikle mig videre et nyt sted. Lige nu er det bare kanonfedt, at vi hiver den her sejr hjem på den her måde. Det er helt vildt vigtigt for mig. Det er det sidste indtryk, man går. Det var den fedeste oplevelse på stadion for mig siden min debut, fastslår Falk, der også glæder sig over, at han inden kampen fik overdraget anførerbindet.

- Det var en kæmpe gestus af Kent (cheftræner Nielsen, red.) og Haddi (normal anfører Jonasson, red.). Det siger også noget om de mennesker, der står bag den her klub. Det er høj klasse, at man gør det. Det er jeg bare taknemmelig for, siger Rasmus Falk.

Siden han blev præsenteret  i FC København har han mødt mange reaktioner fra fynske fans – både af negativ og positiv karakter. Han glæder sig derfor over, at hans afsked med OB’s fans var mest positiv.

- Det var fantastisk. Først og fremmest er fodbold følelser, så jeg forstår godt, at nogen er kede af de. De mister en god spiller, og det er derfor, de er kede af det. Ni ud af ti kan godt se min vej, og de forstår det også fra min side. De kan godt se, at det er det rigtige skridt for mig. Jeg vil ikke fokusere på det negative, for der har ikke været så meget. Jo, den første dag, hvor skiftet blev offentliggjort, var en turbulent dag, hvor jeg nok gik lidt senere i seng end normalt. Der var gang i den, men det er følelser.

- Ni ud af ti beskeder, jeg har modtaget, har været positive, og den opbakning jeg har mødt det sidste halve år, har været fantastisk. Der var en masse, der skrev til mig, at den sidste tid ville være virkelig hård for mig, men jeg vil gerne sige, at min sidste tid i klubben har været fantastisk. Jeg har prøvet at nyde det så meget som muligt, siger han.

Nu venter en spændende fremtid i FC København (og muligvis udlandet), men Rasmus Falk kan godt se sig selv vende tilbage til OB en dag.

- Det kunne jeg nemt. Alle fodboldspillere lægger en plan med ambitioner og håb for fremtiden. Jeg håber, at jeg kan blive en bedre fodboldspiller og vinde en masse ting i København. Jeg er glad for at få den muligheder. Jeg tror, at det er det rigtig skridt for mig, og det er også det, mine rådgivere er enige i. Det er for at blive en bedre fodboldspiller, og det kan jo være, at det en dag er en bedre fodboldspiller, der vender tilbage her til OB, siger han i sit sidste interview som OB-spiller.

Få minutter senere kunne man fra OB's omklædningsrum høre tonerne fra et anden Kim Larsen-hit:

"Altid vil jeg mindes denne aften
Altid vil jeg huske denne dans
Våren i dit blik
Smilet om din mund
Altid vil jeg mindes denne stund"