Lukas Hradecky på plads i Frankfurt
Foto: Anthon Unger/Polfoto
Superliga

Lukas Hradecky på plads i Frankfurt

Handlen med Lukas Hradecky er på plads. Den finske keeper bytter Brøndby IF ud med Eintracht Frankfurt.

Lukas Hradecky er færdig i Brøndby IF.

De blå-gule har gennem længere tid forhandlet med Eintracht Frankfurt om en handel, og nu melder den tyske avis Bild, at transferen er faldet på plads. Lukas Hradecky skifter til den tyske Bundesliga-klub.

Det er en uge siden, at det kom frem, at Frankfurt jagtede den finske landsholdskeeper, og siden har der været forhandlinger i gang. Disse er nu kommet til en ende, og Lukas Hradecky skifter til den tyske klub i dag, hvis man skal tro avisen.

Klubbens sportsdirektør Bruno Hübner var på farten hele dagen i går for at lukke handlen, og det er nu lykkedes.

Selv om handlen kun mangler de sidste formaliteter, så vogter Lukas Hradecky alligevel buret i aftenens kamp mod Omonia Nicosia i Europa League. Det erfarer tipsbladet.dk. Opgøret kan meget vel blive hans sidste som Brøndby-keeper.

Den endelige bekræftelse på Lukas Hradeckys skifte er endnu ikke kommet, men finnen har aldrig lagt skjul på, at han gerne vil til Eintracht Frankfurt.

- I mine øjne er det den optimale mulighed. Det foretrækker jeg mere end at sidde på bænken i Premier League. Der skal være minimum 50% chance for, at jeg bliver førstemålmand, sagde Lukas Hradecky i sidste uge.