Ludomaniforeninger langer ud efter DBU og Danske Spil
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Ludomaniforeninger langer ud efter DBU og Danske Spil

Foreninger vil have finansministeren til sætte DBU og Danske Spil på plads efter Kasper Hjulmands kritik.

Den nytiltrådte fodboldlandstræner Kasper Hjulmand skabte stor opmærksomhed, da han tidligere på ugen var ude i medierne og sige, at han mente, bettingreklamer skulle forbydes.

Det vakte opsigt, da hans arbejdsgiver, Dansk Boldspil-Union (DBU), blandt andet er sponsoreret af Danske Spil, hvor landsholdet er med til at promovere Oddset.

DBU forsvarede udadtil Hjulmands ret til at have sin egen holdning. Men man forsvarede samtidig samarbejdet med Danske Spil. Og unionen har pointeret, at Hjulmand som landstræner også kommer til at promovere sponsoren.

Det får nu Foreningen Støttegruppen for Ludomaner og Alliancen mod Spilafhængighed til i en fælles pressemeddelelse at lange ud efter DBU og Danske Spil.

Under overskriften "DBU og Danske Spil skal sættes på plads i Hjulmand-sagen" gør foreningerne det klart, at de er ekstremt skeptiske over for sponsoratet af landsholdet og DBU's ageren i sagen.

- Én ting er, at landets største børneidoler - det danske fodboldlandshold - promoverer sportsbetting over for landets unge. Det er i sig selv meget, meget uhensigtsmæssigt på grund af den normalisering af gambling hos danske børn og unge, det medfører, skriver foreningerne.

- Men nu vil vi som samfund også gennem vores fællesejede bookmaker, Danske Spil, til at tvinge personer, der har haft ludomani inde på livet, til at reklamere for gambling. Det er ganske enkelt ikke i orden.

I programmet "Fremkaldt" på Radio4 fortalte Kasper Hjulmand, at han har set mange unge skæbner i fodboldmiljøet, som er blevet ødelagt af ludomani.

Da Danske Spil er statsejet, ønsker de to foreninger, at regeringen griber ind.

- Da Danske Spil er statsejet (80 procent staten, 20 procent idrætsorganisationer) vil vi gerne pointere, at det faktisk er helt og holdent op til samfundet selv, om vi vil tvinge landstræneren til at reklamere for vores spilselskab, skriver de.

- Vi vil derfor opfordre finansministeren, som administrerer Danske Spil, til at gå ind i sagen og sætte DBU (medejer af Danske Spil via medlemskab i DIF) og Danske Spils ledelse på plads.

Ifølge de to foreninger sportsbetter danske 16-årige langt mere end de jævnaldrende i Norden, og godt en fjerdedel af de 17-årige danskere har et problematisk forhold til pengespil, skriver de i pressemeddelelsen.

/ritzau/