Video : Tipsbladet
Superliga

Lössl og FCM laver opsigtsvækkende aftale

Jonas Lössl har efter sigende skrevet under på en ganske speciel aftale med FC Midtjylland.

Jonas Lössl har lavet en ny, lang aftale med FC Midtjylland, men mister sin plads som førstekeeper. Det erfarer TV2 SPORT og TV Midtvest.

Den 35-årige keeper var i sidste sæson førstevalg mellem stængerne på Heden og har først kontraktudløb om to år. Alligevel har han nu sat sin signatur på en aftale med klubben, der binder ham endnu længere. Samtidig accepterer han at være andetvalg.

I stedet er det den 11 år yngre Elias Olafsson, der skal vogte FC Midtjyllands bur.

Islændingen er vendt tilbage efter en udlejning hos søsterklubben CD Mafra, og Thomas Thomasberg har tænkt sig at give ham chancen. Olafsson har også spillet klubbens testkampe denne sommer.

I stedet får Lössl en noget anderledes rolle, hvor han skal være sparringspartner for Olafsson og samtidig være bindeled mellem spillertruppen og den sportslige ledelse i klubben.

Jonas Lössl får denne rolle, da han anses for at være en vigtig kulturbærer. Keeperen er et produkt af FC Midtjyllands akademi og har spillet 236 førsteholdskampe for klubben.

Han har også optrådt for Guingamp, Mainz, Huddersfield, Everton og Brentford.