Video : Tipsbladet
Superliga

Spillerbudget: AGF under pres fra milliardærerne

AGF tror på modellen med lokale ejere og et nyt stadion, men man er under hårdt pres på transfermarkedet fra klubber og klubejere med nærmest bundløse lommer.

AGF har aldrig brugt flere penge på spillere, end klubben gør nu, og i modsætning til i gamle dage skal klubkassen ikke hele tiden fyldes med nye millioner fra aktieudvidelser og tilskud fra sponsorerne.

Men det betyder ikke, livet for AGF's Superliga-hold og klubbens ledelse bare er det rene svir, og at der er frit valg på alle hylder, selvom man handlede fint på transferdeadline med en god aftale med en dygtig ung stopper fra FC Nordsjælland.

Vi ser her nærmere på AGF i en serie, hvor vi gennemgår alle 12 Superliga-klubber med lup efter lukningen af januars transfervindue i Danmark.

AGF
Anslået spillerbudget i 2023/24: 70

Transfervinduet januar 2024
Køb: 10,8
Salg: 0,1
Dyreste nye spiller: Jonas Jensen-Abbew, købt for ni millioner kroner i FC Nordsjælland

Seneste årsregnskab (2022/23)
Personaleudgifter: 86,7
Afskrivninger transfers: 24,4
Årsresultat: 16,9

Alle tal er angivet i millioner kroner.

Spillerbudgettet: 70 millioner kroner
Vi vurderer, budgettet i AGF stiger med den markante handel med Jonas Jensen-Abbew.

Århusianerne er i gang med at skrue op, men det går ikke vildt stærkt lige nu med et gigantisk stadionprojekt, der sluger tid, og en del solide indkøb i de seneste transfervinduer.

Så AGF skruede lidt op – når stadion er på skinner, og hvis det hele fortsat kører, tror vi, der kunne komme en større acceleration i 2025.

Tipsbladets bud: Her er de om et år
Stadig ved at komme gennem en periode, der ikke er lige så spændende i forhold til tilskuertal og da ikke mindst indtægter på grund af det storstilede byggearbejde. Men AGF skal selvfølgelig have et Superliga-hold til den bedste halvdel af rækken, og der er egentlig penge nok i kassen efter de rekordstore salg i sommeren 2023, som vi da også lige så med det markante deadline-køb i FC Nordsjælland.

Analyse
Alt efter smag og behag ligger AGF enten i et smørhul eller en strategisk udfordret position.

På den ene side bruger man ikke uansvarligt mange penge på spillere og har fået hul til de store spillersalg til udlandet, og hvis fodbold- og verdensøkonomien brager klods ind i en finansiel mur og finanskrise, står AGF stærkere end næsten alle andre.

På den anden side har man morderlig svært ved at følge accelerationen på transfermarkedet fra de fire klubber foran i finanshierarkiet. De hedder FC København, FC Midtjylland, Brøndby IF og FC Nordsjælland, og de har enten ejere i Forbes' milliardærliste-klasse (FCM og FCN) eller rammer og muligheder, så de sammenlignet med AGF næsten kan trykke deres egne pengesedler, hvis der opstår behov for det (FCK og Brøndby).

Det er et langt mere interessant spørgsmål i transfersammenhæng, end om Tobias Bach er et fund eller ej i Fredericia efter en spændende lynkarriere, og om man i de seneste uger var for tilbageholdende med midlerne efter på flot vis at have sat nye standarder for Østjylland med sidste sommers salg af Yann Aurel Bisseck, Adam Daghim og Thomas Kristensen.

Disse år og dette og sidste sommers transfervindue er en koncentreret udgave af AGF's dilemma. Århusianerne kan og vil ikke bare blæse millionerne afsted, som FCM og Brøndby gjorde i 2023 (200+ og 100 millioner kroner i transferbetalinger) velvidende, at nogen om nødvendigt dækker regningen i FCM, mens Brøndby kan sælges på en måned, hvis de store spillersalg og mesterskaberne ikke indfinder sig.

AGF's strategi er særdeles interessant og for mange et frisk pust i en transfer- og ejer-ophedet fodboldverden, men den gør også, AGF ikke kan byde om kap med de fire rigeste klubber i Superligaen, som situationen er lige nu.

SE SPILLERBUDGETTERNE FOR ALLE DE ØVRIGE SUPERLIGA-KLUBBER HERUNDER