Det er et af de transferrygter, der dukker op hele tiden – og efterhånden har gjort det længe. Timo Werner til Liverpool.
Flere eksperter har ment, at den tyske landsholdsangriber vil passe godt ind i Jürgen Klopps måde at spille fodbold på hos Liverpool, og nu siger RB Leipzigs tidligere træner, Ralf Rangnick, det samme.
- Ligaen er mindre vigtig, men i forhold til klubben ser jeg ham hypotetisk set i bedre hænder hos et hold, der ikke nødvendigvis spiller boldbesiddende fodbold. Siden Timo har udviklet sig under Julian Nagelsmann har hans farligste våben været sine hurtige bevægelser og et kraftfuldt skud.
- Derfor vil han passe bedre ind hos en klub som Liverpool, der spiller ret lig os, men jeg vil foretrække, at han bliver her, siger Rangnick, der nu er chef for fodbolddelen hos Red Bull-koncernen, til Bild.
Timo Werner har scoret 88 gange i 150 kampe for RB Leipzig, hvor han har kontrakt frem til sommeren 2023.