FC Midtjylland fik en succesfuld start på 2020, da de mødte Superliga-konkurrenterne Esbjerg fB i en testkamp fredag eftermiddag.
Med fra start havde FC Midtjylland blandt andet den tidligere Esbjerg fB-profil Anders Dreyer, mens Esbjerg fB havde Kevin Conboy med, efter at de torsdag aften præsenterede venstrebacken.
I første halvleg bragte FC Midtjylland sig foran på en straffesparksscoring af Evander kort før pausen, og i pausen skiftede midtjyderne alle 10 markspillere ud. Det gav blandt andet plads til nyindkøbet Lasse Vibe, der udnyttede chancen til at komme på måltavlen.
Efter at Mathias Kristensen havde udlignet for Esbjerg i starten af anden halvleg, bragte Lasse Vibe nemlig midtjyderne foran igen efter 61 minutters spil.
Læs også:Esbjerg håber på mere transferaktivitet: Vi kigger på at komme styrket ud
I slutminutterne scorede både Sory Kaba og den 17-årige offensivspiller Aral Simsir, så FC Midtjylland i sidste ende vandt 4-1.
FC Midtjylland er aktuelt på førstepladsen i Superligaen, og de møder Lyngby i forårets første spillerunde. Esbjerg, der er nummer 13 i Superligaen, indleder forårssæsonen i Superligaen mod FC København. Først venter der dog en håndfuld testkampe for begge mandskaber.
Læs også:Anders Dreyer efter kritik af klubskifte: Det rør mig ikke
Læs også:FC Midtjylland-træner roser ny duo: Har gjort det fantastisk