Video : Tipsbladet
Superliga

Lars Høgh om sin sygdom: Fik end ikke en sms af OB

Da Lars Høgh fortalte offentligt om sin kræftdiagnose, fik han hilsner fra nær og fjern. Men hans hjerteklub, OB, hørte han ikke fra.

Der er ingen konkurrence om, hvem der er den største spillerlegende i OB: Med 817 kampe troner Lars Høgh i ensom majestæt over alle andre. Men da han blev syg med kræft, hørte han ikke noget fra sin hjerteklub, fortæller Høgh ifølge Ekstra Bladet i sin seneste bog.

I "Der er antal på alt" kommer han blandt andet ind på, hvor god behandling han fik af Brøndby IF, som han var (og fortsat er) ansat i, da hans kræftdiagnose kom frem. Men OB lod ikke høre fra sig.

"OB’s fans var der i den grad også med bannere og hilsner, men jeg måtte bare konstatere, at jeg ikke hørte et ord fra klubben. Igennem hele perioden efter offentliggørelsen af min diagnose, hvor det strømmede ind med de sødeste tilkendegivelser fra nær og fjern og hilsner i tusindvis, fik jeg ikke så meget som en sms fra min gamle klub.

"Det var ikke, fordi jeg lå og savnede den og kun kunne fokusere på det, jeg ikke fik, frem for alt det gode, jeg fik. Slet ikke. Men jeg kunne ikke undgå at bemærke det," skriver Lars Høgh ifølge Ekstra Bladet i bogen.

Siden da har OB dog rørt på sig for at hylde klubkoryfæet. Den har fået rejst et kunstværk, en mur overmalet med graffiti, til ære for Lars Høgh ude foran klubbens stadion. Lars Høgh var selv til stede, da muren blev afsløret.

Lars Høgh har kæmpet med kræften siden 2018, men fortalte i seneste uge, at han nu er terminal og ikke kommer til at slippe af med sygdommen. Han insisterer dog på at holde livsmodet oppe.