Lars Hjortshøj: Intet slår fodbold

En stille fodboldsnak med Lars Hjortshøj blev bragt i Tipsbladet 28. december 2012:

Normalt er det navne som Rasmus Seebach og Hej Matematik, der arbejder med nye numre her i den kreative baggård et sted på Islands Brygge, men i disse uger er det komikeren Lars Hjortshøj, der fylder rummet ud med sang og musik. Han har lejet sig ind for at øve de musikalske indslag til forårets store show My Danish Collection, og det er der fuld fokus på, for premieren er kun små tre måneder væk.

Men selv om den 45-årige komiker har hovedet fuld af de karakterer, der befolker forårets turné, så hiver han gerne en time ud af tirsdagen til en snak om fodbold. For nok er han mest kendt for alt det sjove, men fodbolden er også en del af livet, om end den aktive karriere ligger nogle år tilbage.

”Jeg voksede op i Bogense lige ved siden af træningsbanerne, så det var lidt åbent, hvad der var træning, og hvad der var leg, men jeg spillede en masse for BGIF, Bogense Gymnastik og Idrætsforening. Jeg kan også huske, at vi cyklede til Odense for at se OB dengang i slutningen af halvfjerdserne. De havde et kæmpehold, og der var fan’me’ 30 kilometer hver vej, men vi gjorde det, og det var stort. På et tidspunkt blev jeg også bolddreng på Odense Stadion, og så kom man helt tæt på de store idoler som Allan Hansen. Han var en fantastisk spiller,” fortæller Lars Hjortshøj, der dog satte en anden Allan allerøverst i drengeårene.

For hjemme på værelset over skibsbriksen hang der en plakat med Allan Simonsen i hvid Gladbach-dragt med den grønne stribe på ærmet og Erdgas på brystet, og så kunne det ikke blive større for Lars Hjortshøj anno 1977.

”Det var mit store idol. Jeg havde også en Gladbach-vindjakke, og når man så cyklede afsted, så kunne man åbne den lidt, så der kom luft ind i den. Så lignede man en ballon i bevægelse.”

”Jeg har faktisk også mødt Allan Simonsen i et tv-program, jeg var med i, hvor man kunne invitere en gæst. Så inviterede jeg ham, og så han fløj sgu op fra Barcelona for at være med. Det var meget, meget stort, og jeg var fuldstændig starstruck, da jeg skulle give hånd og forklare, hvorfor jeg gerne ville møde ham. Så blev man bare bombet tilbage til barndommen. Det var pludselig Lars 8 år igen. Men han var meget venlig og omgængelig, og så viste det sig faktisk, at hans børn var begejstret for nogle af de ting, jeg havde lavet, så jeg endte med at stå og skrive autografer til dem på nogle dvd’er. Det var virkelig den omvendte verden,” lyder det fra Lars Hjortshøj, før vi vender tilbage til den aktive karriere, der kulminerede, da han var 12-13 år.

”Her blev blev jeg faktisk udtaget til unionsholdet. Jeg var forsvarer, men jeg opdagede også hurtigt mine begrænsninger, for nogle år senere, efter at vi var flyttet, spillede jeg for Silkeborg i en periode, og her blev jeg en gang sat til at mandsopdække Henrik Mortensen i en kamp, du ved ham der AGF’eren der blev kaldt ”Super” og kom på førsteholdet som 16-årig, og det gik ikke så godt. Han scorede fem mål, og jeg kastede op af udmattelse – i pausen,” siger Lars Hjortshøj med et grin.

Siden var han et år i USA på udveksling, hvor han opdagede stand-up comedy, og vel hjemme igen var det ved at være slut med den aktive fodbold. Men han fulgte firserholdet i AGF med folk som Lars Bastrup, John Stampe, Troels Rasmussen og Bjørn Kristensen fra lægterne, og da han flyttede til København i 1992 og boede i en lille lejlighed på Nørrebro, fortsatte han livet som fodboldtilskuer, for FC København var lige startet, så Lars Hjortshøj cyklede over til Parken og så sin fodbold der, dog nogle gange som en lidt splittet observatør, når AGF kom på besøg.

Men nu er det blevet småt med tiden til den slags.

”Helt grundlæggende kan jeg rigtig godt bare lide at se fodbold, men i dag er det mest i form af Champions League i fjernsynet. Jeg tager ikke ud og ser FC Nordsjælland, selv om vi bor i nærheden, men jeg kan godt tage nogle timer ud af søndagen med Onside. Og det samme med Champions League. Det forstår min kone godt, selv om hun ikke altid er lige tilfreds med sproget, for jeg råber højt undervejs. Det er jo enormt medrivende, og det kan være alt fra fejlkendelser over fantastiske detaljer til særlige spillere, der får en til at reagere. For der er ikke noget, der slår fodbold. Det er verdens sjoveste leg, og den er fuld af gode historier.”

”Og så forstår min hustru heller ikke, hvorfor jeg også skal se optakt og goal-show, men jeg vil have det hele med og være fuldstændig klædt på. Jeg savner nu Peter Schmeichel lidt som vært, og det har egentlig undret mig, for jeg kan jo rigtig godt lide Jes Dorph, og der er ingen tvivl om, at han har en kæmpe-passion for og viden om fodbold. Men når du havde Schmeichel, Elkjær og Laudrup omkring bordet, så havde du lidt fornemmelsen af at være med i omklædningsrummet. Man fik lov til at kigge ind i en hemmelig loge. Den fornemmelse har jeg ikke, når Jes Dorph står der, med al respekt i øvrigt” siger Lars Hjortshøj, der også selv har været en del af Champions League-optakten på 3+.

Både i 2010 til Inter-Bayern i Madrid og i 2011 til Barcelona-Manchester United i London var han afsted til finalen og lave skæve indslag og reportage for tv-stationen.

”Det var to kæmpe-oplevelser at se de finaler med al den hype, der var omkring det, og så den fornemmelse af at sidde et sted hvor hele verden kigger med. Og så var det selvfølgelig også sjovt at få et kig ind i det arbejde, som Werge, Frimann og Luna leverer i forbindelse med sådan en finale. Hold kæft, de er på. Det er helt vildt. Og de har deres faste steder at bo og faste steder at spise, fordi de bare har rejst rundt i det cirkus i så mange år.”

”Efter finalen i Madrid var det nu lidt specielt, for vi var jo sent færdige, men så var der en restaurant, der havde holdt åben for os, fordi Michael Laudrup var med som kommentator. Det var lidt flippet at sidde der til natmad efter finalen, mens Michaels gamle trøje hang på væggen. Når man går i byen med Laudrup i Madrid, så får man særbehandling. Det kan jeg godt hilse at sige,” siger Hjortshøj, der nu ikke var ramt på samme måde som ved mødet med Simonsen, for den ældre Laudrup mødte han faktisk første gang, da han optrådte til Laudrups 30 års fødselsdag for snart mange år siden.

En anden landsholdslegende, som Lars Hjortshøj har mødt, er Martin Jørgensen, dengang da Jørgensen var en stjerne i Fiorentina, og familien Hjortshøj fik feriehus i Toscana. For der var nogle fælles venner fra Århus, og så kunne man jo lige så godt mødes og tage til fodbold.

”Så skulle vi ind og se en kamp. Martin var skadet, så vi kørte i min bil ud til stadion, og det blev en speciel oplevelse, for der er jo spærret af alle mulige steder før sådan en kamp, men vi havde et kort i ruden, så vi kunne komme igennem. Så vi blev vinket videre af politiet, når vi kom til de afspærringer, men først når de havde kigget ind i bilen, set at det var Martin, der sad derinde, og fået deres autograf.”

”Spillerne parkerer deres biler i en parkeringskælder, og der kom jeg så i en stor Volvo stationcar og skulle have den bakset ned ad en rampe og på plads mellem alle sportsvognene neden under stadion. Der blegnede min stationcar sgu’ lidt ved siden af alle Maserati’erne”

”Bagefter kom vi op i en lounge, hvor der var nogle fine pladser. Lige bagved sad der to rækker af meget gamle mænd, der råbte og røg gennem det meste af kampen. Jeg spurgte Martin, hvem det var, og så viste det sig at være medlemmer af en meget eksklusiv klub, der hed Acadamia de Calcio. Det var klubbens vise mænd, og man skulle have været medlem af fanklubben i 50 år for at blive optaget.”

”Ellers ser jeg som regel Arezzo, når vi er i Toscana, for det er den klub, der ligger tættest på. Da jeg begyndte at kommer der, spillede de i serie B, men nu er de røget ned i serie D. Det er nu stadig meget hyggeligt, og jeg tager tit afsted med min nabo Luciano. Vi vælger gerne noget, hvor vi ikke skal snakke så meget, for det kan jeg ikke, og så er fodbold jo fint. Og det er altid hyggeligt at sidde der på et lille stykke pap for ikke at ødelægge bukserne og så kigge langs med rækken af tilskuere med alle de fine lædersko. Og så er der kaffe og grappa i pausen, der er ikke alt det fadøls-ævle-bævle.” fortæller Lars Hjortshøj, der gerne giver kærligheden til fodbolden videre til den næste generation af sønner. Ja, faktisk har han taget aktiv del i det.

Komikeren har nemlig kamplederkort med ret til at dømme syv-mands kampe op til 12 år, og det har han gjort en del.

”Begge mine børn spillede fodbold, og så stod jeg derude på sidelinjen og kiggede på og tænkte, at jeg da lige så godt kunne bevæge mig lidt også. Så jeg kom på sådan et kursus og fik dommerkort, og det har været rigtig sjovt. Selvfølgelig får man også nogle rædselsfulde oplevelser, og jeg har også en gang bortvist en far fra sidelinjen, men så var der en af de rutinerede dommere, der gav mig et fif, så man får pacificeret dem, der råber højst. Man kan altid spotte dem på forhånd og står der så sådan en stor fyr med tatoveringer op ad halsen, så skal man bare gå over og sige: ”Prøv lige at hør en gang, kunne du ikke hjælpe mig i dag. Jeg mangler en linjevogter.” Og så stikker man ham et flag, og så står han der og er med i stedet for at stå at råbe. Det virker hver gang,” siger Lars Hjortshøj med et grin.

Og så er der også en fodboldarv, der skal gives videre, så det er ikke lang tid siden, at han sad med sin søn på 12 og genså EM-finalen ”som en del af opdragelsen,” fortæller komikeren, der dengang i juni 1992 havde sit eget EM-øjeblik på toppen af en tom ølkasse midt i et stort kryds i Århus Centrum, hvor han stod og dirigerede trafikken af jublende fodboldfans.

”Der er jo en eller anden forelskelse i den nostalgi, men det er også noget af det, der stopper landsholdet i dag. Det var stort, men det kommer ikke til at ske igen, så skal vi ikke lade det ligge i forhold til det nye hold. For vi har alt for høje forventninger til det landshold, og det er næsten synd, for de får skæld-ud hver gang, selv om vi altså har at gøre med spillere, der udover nogle få enten ikke spiller fast eller også spiller i mindre ligaer. Vi forpligter dem over evne, synes jeg, og man overser, at det nok mere var held end forstand, at vi over et par årtier fostrede en så stor gruppe spillere af international kvalitet.”

”Og så har jeg sjældent mødt en så konservativ og umoderne kommunikerende institution som DBU. Deres opgave er at løfte den folkelige begejstring, når nu resultaterne ikke er til det. Vores små drenge og piger har behov for nogle at spejle sig i, vi har behov for fodbolden som samlende kulturfænomen. Opgaven er altså lidt større end, hvem der er udtaget, og hvorfor endte det 1-1, men den opgave får de ikke løst, synes jeg. Man har ikke fået skabt den store samlende effekt, som håndbolden delvist har kunnet i perioder.”

”Lige nu har de et selvbillede af, at det er dem, der står på toppen af fodboldpyramiden, hvor jeg nok for at sige det lidt storladent synes, at man skal sætte folket, tilskuerne, modtagerne på toppen. Det er jo ynkeligt, at der ikke er udsolgt til hjemmekampene. Hvad fanden er det for noget. Hvordan kan man komme folket i møde i stedet for at vente på den næste sejr og den opbakning, der så kommer af sig selv. De må skabe historierne, de må skabe profilerne, og så skal de sætte tilskueren i centrum. For vi har jo alle sammen drømt om at komme på landsholdet.”

”Og så kan man måske også lære noget af 1992, for det hold var jo heller ikke fuld af stjerner. Faktisk minder det lidt om i dag, for dengang havde man også kun to-tre store profiler i Schmeichel, Laudrup og Povlsen, men det gik alligevel, og hvorfor så det?”

”Jo, der var en indædthed over holdet, hvor man kompenserede for de mangler, der var individuelt og som hold. Hold kæft, der blev tacklet igennem på midtbanen, men det var kun en del af det. For det vigtigste var den begejstring og det gode humør, der lå som en dyne rundt om holdet og som blev givet videre til tilhængerne. Det synes jeg mangler lidt i dag, så i stedet for at ansætte en angrebstræner mere skulle man måske heller ansætte en komiker til at sørge for det gode humør på holdet. Jeg stiller mig gerne til rådighed,” siger Lars Hjortshøj.