Video : Tipsbladet
Superliga

Langtidsskadet SønderjyskE-spiller: Jeg var i tvivl, om jeg kunne løbe igen

Marc Pedersen har siddet ude i 14 måneder, men glæder sig over at være tilbage på træningsbanen og vil nyde karrierens sidste år til fulde.

14 måneder er der gået, siden Marc Pedersen senest var i aktion for SønderjyskE i Superligaen. Det var den 21. april 2019 mod AC Horsens, og i den kamp blev den hårdtslående stopper alvorligt knæskadet. Han er nu tilbage i træning, og i et interview med Jydske Vestkysten fortæller han om en skadeshelvedet.

Marc Pedersen er således blevet opereret tre gange i forbindelse med skaden, og især den sidste operation såede tvivl om, om han ville kunne vende tilbage på træningsbanen.

Efter en besked fra lægerne sænkede han endda sit mål til blot at kunne leve et normalt liv, fortæller han i interviewet. 

Men nu ser det dog ud til, at han kan fortsætte karrieren indenfor kridtstregerne inden længe. Forsvarsspilleren er nemlig tilbage på træningsbanen i SønderjyskE, og efter skadeshelvedet er det med et nyt perspektiv.

- Jeg lå og var i tvivl, om jeg overhovedet kunne komme til at løbe igen, og nu er jeg endt med faktisk at kunne begynde at træne igen. Jeg har måske nok ikke så mange år tilbage at spille i, så de skal nydes fuldt ud, siger Marc Pedersen til Jydske Vestkysten og tilføjer, at han gerne vil spille til han er 45 år.

Marc Pedersen er 30 år gammel og har kontraktudløb i SønderjyskE om halvandet år. Tidligere i karrieren har han spillet for Vejle Boldklub, Randers FC, Djurgården og FC Fredericia.