Video : Tipsbladet
Superliga

Langer ud efter AaB: Lavede alle de fejl man kan

David Nielsen mener, at AaB's nedrykning i sidste sæson har betydning for denne sæson.

Landsholdspausen er slut, og søndag tager Lyngby hul på nedrykningsspillet, når de skal møde Randers. For førstnævntes cheftræner er det dog to hold, som har helt forskellige ting for øje i de sidste 10 kampe af turneringen.

Det fortæller han om i et interview på Lyngbys hjemmeside.

- Som jeg ser det er der tre hold, som skal spille om Europa, og tre hold, som kan rykke ned – det er Hvidovre, Vejle og så os selv. Det bliver med kniven for struben i alle ti kampe, og det skal vi være klar på” fortæller David Nielsen.

I den forbindelse minder han også om, hvordan AaB rykkede ud i sidste sæson, og det har en indflydelse på, hvordan OB, Viborg og Randers går ind til den sidste del af turneringen.

- Sidste år var der en rigtig stor klub, som lavede stort set alle de fejl, man kan forestille sig. Og de rykkede ud. OB har fået styr på deres klub og kommer ikke til at lave de fejl, det er jeg 100 procent sikker på. Randers er alt for stabile, og Viborg har så meget kvalitet, at de nok skal få hevet deres point. Så det står mellem os, Hvidovre og Vejle, siger David Nielsen.

Endvidere peger han på, at han mener, at de er godt rustede til de sidste kampe.

- Sejren mod Viborg var vigtig i forhold til at bevise for os selv og alle andre, at vi stadig kan vinde fodboldkampe. Men vi er videre, for kampen på søndag bliver ekstrem svær, og giver vi bare Randers 2 procent følelse af, at de kan vinde, så taber vi kampen, fortæller Lyngby-træneren.

Kampen mellem Randers og Lyngby spilles søndag klokken 14.