TIPSBLADET i Brøndby Mathias Kvistgaarden er én af de spillere i Brøndbys trup, som klubben forventer at kunne sælge videre med stor fortjeneste en given dag, og der har allerede været bud på ham fra Celtic.
Det skete sidste år, hvor B.T. kunne fortælle, at den skotske storklub fik afvist et bud på 35 millioner kroner.
Sidste efterår havde Mathias Kvistgaarden en meget flot halvsæson, mens foråret blev delvist ødelagt af skader, så det er nærliggende at spørge ham, om han ikke havde tænkt, at han denne sommer skulle have været skud af sted, hvis skaderne ikke havde stået i vejen.
- Lige nu er jeg slet ikke sikker på, hvad mine fremtidsplaner er. Jeg står i en Brøndby-trøje, og det er jeg stolt over, hver eneste gang jeg står i den, siger Mathias Kvistgaarden og tilføjer, at han er klar til at tage springet, hvis det rette tilbud kommer:
- Selvfølgelig føler jeg mig klar, jeg synes, at jeg har vist mig frem på en masse måder, der gør, at jeg forhåbentlig på et eller andet tidspunkt kan spille noget internationalt uden for de danske grænser, men det kan man også gøre i Brøndby-trøjen, lyder det fra Kvistgaarden, der har fokus på én ting, og det er spillet på banen.
- Jeg er ansat til at være fodboldspiller, og så er der en masse andre, som er ansat til de andre ting.
Angriberen slår fast, at han er helt fit igen.
- Jeg har glædet mig rigtig meget til forhåbentlig at komme ind i sæson, hvor jeg ikke er lige så skadespræget, som jeg har være i foråret, siger han og forklarer, at sidste sæsons kæmpe nedtur i sidste spillerunde, hvor guldet blev smidt, var hård at komme igennem.
- Der er ingen tvivl om, at den var tung, men nu har jeg gået med tankerne og er bare blevet enig med mig selv om, at sket er sket, og vi er stadig pisse stolte af og selv, for det var en god sæson. Selvom vi havde ønsket mere, forklarer han og ærgrer sig over, at han ikke kunne gøre mere selv grundet skaderne.
- Det var hårdt mentalt for mig. Jeg var egentlig glad for det efterår, jeg havde leveret, og jeg var irriteret over, at mit forår gik i gang, som det gjorde, jeg troede, at da jeg kom tilbage fra min baglårsskade, så var det tid, for det gik godt, da jeg kom tilbage, og jeg fik lavet nogle mål, men så går knæet i stykker, men det skyldes igen den branche, vi er i. Der kan sådanne nogle ting ske. Det er bare pisseuheldigt, at det skulle være.
Brøndby har første træningskamp frem mod næste sæson på lørdag, hvor Vejle Boldklub venter.