Video : Tipsbladet
Superliga

FCK leder stadig efter ny træner: Vi har fået mange interessante henvendelser

William Kvist, der var med til at fyre Ståle Solbakken, forsvarer beslutningen og kalder den nødvendig.

William Kvist, der er ansat som midlertidig sportslig leder i FC København, er i fuld gang med arbejdet med at finde en ny cheftræner efter fyringen af Ståle Solbakken.

Men Kvist og FCK vil ikke forhaste sig, fortæller han til klubbens hjemmeside.

- Vi har ikke sat en deadline på en ny træner eller et nyt sportsligt setup, men vi er i fuld gang med arbejdet og er meget fortrøstningsfulde omkring det.

- Vi har selvfølgelig selv haft en god liste med kandidater at arbejde ud fra, men en klub som FCK får også mange interessante henvendelser, når sådan noget sker, da det er et meget attraktivt job.

- Vi kommer ikke til at forhaste os, for det er vigtigere at ramme rigtigt end at ramme hurtigt, siger Kvist.

Læs også:Claus Steinlein om fyret Solbakken: Jeg savnede ham allerede til frokost

I søndags tabte FCK 1-2 hjemme til AaB i Superligaen i den første kamp efter Solbakkens fyring.

Kvist, der er medlem af klubbens bestyrelse, forklarer baggrunden for fyringen af Solbakken. Den kommer efter blot et FCK-mesterskab i de seneste tre sæsoner, og det er for lidt.

- Tallene og udtrykket har talt et tydeligt sprog over en længere periode. Pointsnittet i Superligaen i 2020 kender mange, men vi ser også tilbage på tre sæsoner, der kun har givet en titel.

- Den frekvens skal op, og samlet set er pointsnittet i de seneste tre sæsoner ikke, som det skal være i FCK.

- Over en relativt lang periode har vi både tabt uforholdsmæssigt mange hjemmekampe og vundet alt for sjældent ude, siger Kvist.

Læs også:Se det omtalte interview med Kvist: Har du ikke set kampe i 2020 eller hvad?

Han mener, at det var både nødvendigt og ansvarligt at fyre Solbakken, selv om det havde været "lettere at lade være og bare blive ved med at håbe på forbedring".

- Bestyrelsen var udmærket klar over, at det ville efterlade et tomrum på den korte bane og skabe stor røre blandt fans og medier.

- Men det siger vel også lidt om nødvendigheden, når konklusionen alligevel blev, at tiden nu var inde til at søge ny energi og ny inspiration.

- Ikke for at skabe en kortvarig opblomstring, men for at komme tilbage som det dominerende hold i Danmark og Norden på en måde, der er langtidsholdbar, siger han.

/ritzau/

Læs også:Tøfting revser William Kvist: Han står og drikker kaffe midt i det hele

Læs også:Optakt: FC København - AaB

Læs også:Officielt: FC København udlejer Guillermo Varela