Kryptisk Izunna: Meget langt fra hvad jeg regnede med
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Kryptisk Izunna: Meget langt fra hvad jeg regnede med

Izunna Uzochukwu gør status over sit første halve år i OB, og det sker med en række kryptiske bemærkninger.

Izunna Uzochukwo gjorde comeback i dansk fodbold tilbage i januar, da han skrev under på en kontrakt med OB frem til sommeren 2019. Det er nu godt et halvt år siden, og nigerianeren har dermed fået banket det værste rust af sig. Han er dog endnu ikke blevet den profil i Superligaen, som OB havde håbet på, og som man så ham være i FC Midtjylland-tiden.

Izunna lægger da heller ikke skjul på, at han ikke er helt tilfreds. Han er dog meget kryptisk i forhold til, hvad det konkret er, han er utilfreds med. 

- Det har været okay indtil videre, men der har været nogle aspekter, som jeg ikke synes har været, som de skulle. Jeg har ikke lyst til at komme det nærmere udover, at visse ting har været meget langt fra, hvad jeg havde regnet med, siger Izunna Uzochukwo til tipsbladet.dk.

Har det noget med klubben at gøre?

- Ingen kommentarer.

Direkte adspurgt, om nigerianeren befinder sig godt i OB, fastslår han, at han har det okay.

- Jeg er okay tilfreds med at være her. Nogle gange, når man kommer til en ny klub, må man tage tingene, som de er, og så acceptere dem, og det synes jeg, at jeg har gjort. Der spilles fodbold på en meget anderledes måde, end jeg har været vant til, og jeg gør et ærligt forsøg på at tilpasse mig, siger Izunna og tilføjer:

- Jeg har ikke ramt mit topniveau, men det skyldes også, at meget er anderledes i forhold til, hvad jeg har været vant til i så mange år. Det skal ikke være nogen undskyldning, men det er en forklaring på, hvorfor jeg til tider har haft det vanskeligt. Jeg er dog fortrøstningsfuld i forhold til at nå mit højeste niveau igen.

Izunna Uzochukwo spiller sammen med Mohamed El Makrini på OB's centrale midtbane, og hollænderen er en af de spillere i Superligaen, der tackler mest, løber mest og erobrer flest bolde. Han er kort sagt meget dominerende. Det kan man ikke sige om Izunna på samme måde, og det er noget, han har fokus på i det daglige arbejde.

- Jeg har været dominerende i nogle af kampene, mens der er andre, hvor jeg ikke har. Men jeg forsøger at forbedre mig hele tiden, og når jeg rammer et højere niveau, bliver jeg også mere afgørende, lyder det fra OB's midtbanemand.

26-årige Izunna Uzochukwu har i denne sæson været på banen i halvdelen af OB's Superliga-kampe. Senest spillede han alle 90 minutter mod Esbjerg fB.