Video : Tipsbladet
Superliga

Hurtig Kraev-kasse var nok for FCM: Sender tre point til heden

Bozhidar Kraev blev matchvinder for FC Midtjylland med sin scoring tidligt i superligakampen mod Randers FC.

FC Midtjylland fik en god optakt til næste uges Champions League-kamp mod Slavia Prag med en hjemmesejr på 1-0 over Randers FC i Superligaen.

Det forsvarende mesterhold sparede flere profiler frem mod den vigtige kvalifikationskamp mod tjekkerne, men de tre point blev alligevel kørt i land.

Allerede efter fem minutters spil kom FC Midtjylland foran, da Bozhidar Kraev modtog bolden i feltet af Nikolas Dyhr, hvorefter bulgareren driblede forbi Simon Graves og sparkede bolden i mål.

Generelt var kampbilledet, at FC Midtjylland var mest på bolden, men at det kun i få tilfælde blev farligt.

Randers var godt organiseret, og gæsterne havde også enkelte muligheder for at få scoret, men både Emil Riis og Vito Hammershøy-Mistrati manglede skarphed i afgørende situationer.

FC Midtjylland kunne i løbet af kampen skifte både Joel Andersson og Frank Onyeka ud med henblik på at spare dem lidt frem mod Slavia Prag-opgøret.

Og i forvejen var hjemmeholdet uden profiler som Alexander Scholz, Paulinho og Sory Kaba. Men alligevel formåede FC Midtjylland at have fin kontrol over kampen, selv om der ikke blev spillet sprudlende fodbold i Herning.

Først til sidst forsøgte Randers med offensive indskiftninger af Tosin Kehinde og Marvin Egho, men FC Midtjylland forsvarede føringen flot, og indskiftede Lasse Vibe burde endda have gjort det til 2-0.

FC Midtjylland er nu noteret for seks point efter tre kampe, mens Randers har fire point.

/ritzau/