Salget af Ernest Nuamah til et rekordbeløb til Lyon blev onsdag til en af de mest opsigtsvækkende handler i Europa, efter Lyons ejer John Textor tidligt på dagen fortalte, at man henter FCN-forwarden til fransk fodbold via en mellemstation i Molenbeek.
Før tirsdag aften lader det til, at ingen uden for en snæver kreds havde nys om, at Textor og Lyon ville benytte sig af Molenbeek som mellemstation, et træk der omgår de franske licensregler, Olympique Lyon og John Textor er i alvorlig karambolage med efter et tumultarisk forløb siden amerikanerens køb af klubben i december 2022.
Trækket er dybt kontroversielt og vækker ifølge Tipsbladets kilder opsigt både i dansk fodbold og på europæisk niveau, da fremgangsmåden lader til at være en bevidst omgåelse af de franske licensregler, eller FFP-regler om man vil.
Skiftet ligner ifølge flere kilder en bridge transfer, et form for skifte med en tredje klub involveret, der er udtrykkeligt forbudt ifølge FIFA's regler.
Det er umiddelbart Lyon og Molenbeek, der kan få fingrene i klemme, og ikke FC Nordsjælland, men der tegner sig et billede af en højst usædvanlig og nu også særdeles kontroversiel handel på grund af Molenbeek-manøvren.
En række klubber i Premier League bød sig til tidligere på måneden, ligesom der har været interesse fra klubber i andre ligaer tidligere på sommeren og i foråret.
Men Lyon bød sig til og skruede op for prisen, som FC Nordsjælland accepterede, hvorefter FCN også accepterede mindst to andre tilbud, herunder et bud fra Premier League, der også ville have Ernest Nuamah.
Man kan gisne om, hvorvidt FC Nordsjælland havde været bedre tjent med at sælge til anden side med tanke på Lyons og Textors dybt kontroversielle manøvre med Molenbeek, men det lader til, at Lyon var kantspillerens eneste ønskede destination.
Det er gode penge, FC Nordsjælland får for Nuamah.
Ifølge Tipsbladet oplysninger ryger der 26 millioner euro i kassen garanteret, mens der kan komme yderligere fire millioner euro i relativt realistiske bonusser for præstationer, som Nuamah og Lyon sandsynligvis vil indfri. Og på toppen en videresalgsklausul til FC Nordsjælland på 25 procent.
I danske kroner svarer det til 195 millioner kroner plus 30 millioner kroner i bonusser.
Hvad der også gør handlen usædvanlig er, at FC Nordsjælland ifølge Tipsbladets kilder har fået hele betalingen omgående én og samme betaling, hvilket er højst usædvanligt for en transfer i den prisklasse.
Det vil også betyde, at Lyon sandsynligvis ikke kan gøre bøvl med transferen på et senere tidspunkt, hvis der opstår yderligere problemer, enten i form af en sag i FIFA-regi eller en anden fodboldmyndighed for at bryde transferreglerne og licensregler.
Sådan endte Ernest Nuamah altså med at blive Lyon-spiller, mens der givetvis er nogle fodboldpolitikere og jurister, der begynder at se endnu mere grundigt på reglerne for at handle spillere mellem klubber i multiklub-ejerskaber.