Konkurrencen er stor på midtbanen i AGF, hvor klubben op til denne sæson har hentet Mustafa Amini og Martin Spelmann til at konkurrere med spillere som Stephan Petersen, Danny Olsen, Jens Jønsson, Daniel A. Pedersen, Jens Stage og Elmar Bjarnason.
Sidstnævnte er islandsk landsholdsspiller og var en del af den EM-trup, der nåede helt frem til EM-kvartfinalen, men i AGF er det langt fra sikkert, at han er at finde i startopstillingen, når Glen Riddersholm sætter sit bedste hold.
Med et år igen af aftalen med AGF kan det måske være nu, at den 29-årige midtbanespiller, der primært spiller på venstrekanten for AGF, skal videre. Dels har han kun et år igen af aftalen med AGF, dels kan han være 'varm' efter sommerens EM-slutrunde. Samtidig kan det være, at AGF ønsker at score en mindre transfersum for en spiller, der er løntung.
Elmar Bjarnasons mellemmand, Magnus Agnar Magnusson, er ikke afvisende over for et klubskifte.
- Opstår der en mulighed, er han klar til at tage videre. Det er et perfekt tidspunkt. Men der er ikke kommet noget endnu, som er godt nok. Nu er der stadig en måned igen af transfervinduet, så vi må se, hvad der sker, siger Magnus Agnar Magnusson til tipsbladet.dk.
Bjarnason kom til AGF på en fri transfer for et år siden fra rivalerne Randers FC og havde en godkendt første sæson, hvor han spillede 27 kampe. Problemet med Bjarnason - som de måske ser det i AGF - er, at der ikke er nok slutprodukt i islændingen. Ikke nok mål, ikke nok assists. I sidste sæsons 27 kampe blev det til kun til ét mål og én assist. Ikke just noget, der afgør kampe. Han har heller ikke samme speed som Stephan Petersen.
- Som sagt: Hvis der opstår en mulighed, der er bedre end AGF, vil vi overveje det. Men han trives godt i AGF. Han var ikke fit til at spille i starten af sæsonen på grund af skade, men nu regner jeg da med, at han starter i næste kamp, siger Magnus Agnar Magnusson.
Bjarnason har 104 kampe i dansk fodbolds bedste række bag sig. Han kom til Randers i sommeren 2012 og forlod altså klubben til fordel for AGF i sommeren 2015.