Klubløs Rade Prica åben for det hele
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Klubløs Rade Prica åben for det hele

Den tidligere AaB-profil Rade Prica står uden kontrakt efter nogle succesfulde år i Israel. Måske et dansk comeback lurer?

Rade Prica nåede kun at spille for AaB i to sæsoner, men alligevel er der mange fodboldkyndige, der stader husker den målfarlige svensker særdeles godt. I 48 kampe nåede Prica at score 28 mål for nordjyderne, og det kastede en kontrakt med Premier League-klubben Sunderland af sig i 2008.

Det ophold blev ingen succes, og efterfølgende skiftede han til Rosenborg, inden han i 2013 skrev kontrakt med Maccabi Tel-Aviv, hvor han har været siden og scoret masser af mål.

Nu står 34-årige Rade Prica uden kontrakt, og han er åben for de fleste klubber.

- Fremtiden er uvis, og jeg kommer ikke til at lukke nogen døre. Det kan være, jeg fortsætter i Maccabi, men lige nu ved jeg ikke, hvad der skal ske, siger Rade Prica til Podcasten Lundh på fotbollskanalen.se.

Rade Prica står desuden noteret for 14 landskampe og to mål for Sverige.