Klubløs i 7 måneder: Eddi Gomes åben for prøvetræning i Danmark og udlandet
Eddi Gomes skal bladre langt tilbage i sin kalender, hvis han skal finde datoen for sin seneste gældende fodboldkamp. Det var 29. september 2018, da han og resten af FH Hafnarfjördur vandt 1-0 over Stjarnan i sidste runde af den islandske liga.
Den tidligere Superliga-profil var udlejet til klubben fra kinesiske Henan Jianye, men efter han vendte tilbage, har heldet ikke tilsmilet ham. Dels ophørte parternes samarbejde ved udgangen af januar, dels har Gomes døjet med en knæskade.
Derfor har han ikke haft en klub, siden han forlod Kina, men han er snart klar til en ny. Det fortæller agent Kim Wacker.
- Han har haft problemer med det ene knæ, og det skal han lige have helt styr på. Det regner vi med, at han får inden for 14 dage. Men han er jo fri, så han kan skrive kontrakt uden for transfervinduet. Han er åben for at vise sig frem i en klub, både herhjemme og i udlandet, siger Wacker til tipsbladet.dk.
- Vi har talt med et par stykker, men vi vil lige vente, til han er helt klar, så han kan vise sig frem på en ordentlig måde.
Da Eddi Gomes bragede ind i Superligaen for Esbjerg fB, udmærkede han sig ved, at kunne løbe alle angribere op og bagefter kanøfle dem i kampen om bolden. Så hans fyiske formåen har aldrig været en hæmsko, og agenten forsikrer da også, at formen er, hvor den skal være.
- Han trænede med landsholdet (Guinea-Bissau, red.) op til Africa Cup of Nations, hvor han var med i tre uger. Derudover træner han med egen fys, så selvfølgelig mangler han lidt med bolden, men han er fit. Han træner på livet løs.
30-årige Eddi Gomes slog igennem på topniveau sent i karrieren; han var i midten af 20'erne, da han skrev kontrakt med Esbjerg fB. Derefter gik det hurtigt, og efter bare et halvt år solgte klubben ham videre for et stort millionbeløb til Henan Jianye. Gomes nåede fire OL-kampe for Danmark, inden han i 2017 debuterede for Guinea-Bissau.