PARKEN (Tipsbladet)
FC København - Brøndby IF 3-1 (2-0)
1-0 Gabriel Pereira (5.).
2-0 Kevin Diks (17., str.).
2-1 Mathias Kvistgaarden (60.).
3-1 Mohamed Elyounoussi (75.).
Her er karaktererne til FC Københavns spillere:
Nathan Trott - 4 bolde
Målmanden fra Bermuda havde ikke så meget at se til, som man kunne have forventet, især i første halvleg, men han diskede op med nogle fine redninger, når det var nødvendigt. Stoppede blandt andet Sebulonsen, da nordmanden kom igennem i første halvleg. Kunne ikke gøre meget ved Kvistgaardens mål. Fin præstation.
Giorgi Gocholeishvili (ud 90.) - 4 bolde
Efter den svære kamp i Farum for en uge siden fik georgieren revancheret sig i dag, da han efter et kvarters spil tog et glimrende langt træk og efterfølgende blev nedlagt af Jacob Rasmussen, hvilket efter et VAR-gennemsyn blev takseret til et straffespark. God kamp af Gocholeishvili i dag.
Kevin Diks - 4 bolde
Hollænderen har været jagtet af flere store klubber denne sommer, men FCK har ikke ønsket at sælge, og rent sportsligt er der ingen tvivl om, at det er fin idé at beholde Diks i en tid, hvor der er blevet skiftet så meget ud på holdet. I dag fik Kevin Diks selvfølgelig vist sig rigtigt godt frem med et stensikkert straffespark, som forsvarsspilleren hamrede koldt forbi Patrick Pentz. Sad ikke helt tæt nok på Kvistgaarden ved 2-1-målet, hvilket trækker lidt ned.
Gabriel Pereira - 5 bolde
Den voldsomme udskiftning i transfervinduet betød, at mange FC København-fans gik bekymrede ind til dagens derby, men Gabriel Pereira skulle kun bruge fem minutter til at bringe Parken fuldstændigt i ekstase denne søndag, da brasilianeren udnyttede tvivlsom Brøndby-opdækning til at heade bolden ind forbi Patrick Pentz fra tæt hold. Et suverænt tidspunkt at score sit første mål for Gabriel Pereira, der derudover generelt virkede til at have stort overskud med sine afleveringer, der altid sad sad lige i fødderne på holdkammeraterne. Fik også generet Suzuki på et afgørende tidspunkt, da japaneren tæt under mål var tæt på at komme frem til scoring. Til gengæld trækker det lidt ned, at Pereira begik en fejl i situationen, der endte med et rødt kort til Lopez. Brasilianeren ligner dog en spiller, der kan blive rigtig vigtig for Jacob Neestrup i denne sæson.
Marcos Lopez - 2 bolde
Lopez var ikke helt på samme niveau som de øvrige spillere i FCK’s bagkæde, da han havde nogle fejlafleveringer, og peruvianerens første hjemmekamp i Parken blev bestemt heller ikke, som han havde drømt om. Lejesvenden fra Feyenoord blev udvist kort før pausen, da dommer Morten Krogh vurderede, at venstrebacken var sidste mand, da han ramte Sebulonsen.
Victor Froholdt - 3 bolde
Fin arbejdsindsats af den unge midtbanespiller, der også var involveret i nogle gode aktioner offensivt i første halvleg, inden FC København blev reduceret til 10 mand, hvorefter gæsterne tog initiativet.
Lukas Lerager - 4 bolde
Rigtig stærk kamp af Lukas Lerager, der tog ansvar i dagens derby, hvor hverken Rasmus Falk eller Thomas Delaney var med i startopstillingen. Midtbanekrigeren var et vigtigt samlingspunkt centralt og fik sendt et signal om, at FC København vil gøre klogt i at beholde ham, selvom han har været rygtet væk i noget tid.
Magnus Mattsson (ud 44.) - 3 bolde
Startede kampen fremragende med en assist til Gabriel Pereira efter et frispark. Mattssons derby sluttede dog allerede i første halvleg, da han blev ofret af Neestrup efter det røde kort til Marcos Lopez, hvor FCK-cheftræneren valgte at sende Garananga ind i stedet.
Mohamed Elyounoussi - 4 bolde
Det har været lidt op og ned for nordmanden indtil videre i denne sæson, og han kæmpede godt i dag, men det var ikke alt, der lykkedes for spilleren, der nok er Superligaens bedste, når han rammer topformen. Til gengæld fik han vist sin høje klasse, da han fik holdt Klaiber væk ved 3-1-målet, hvorefter han køligt chippede bolden over Pentz. En svær afslutning, der siger alt om Elyounoussis kvaliteter som fodboldspiller.
Viktor Claesson - 3 bolde
Efter fredagens salg af Orri Oskarsson fik Viktor Claesson opgaven med at spille 9’er i dag, og det var en lidt svær dag for FCK’s kaptajn, der ikke er den fødte centerforward. I anden halvleg var det endnu mindre, man så til Claesson, da FCK stoppede med at spille, mens Brøndby fik overtaget. Til gengæld var det høj, høj klasse af Claesson, da svenskeren viste sit fighterinstinkt ved at tackle bolden forbi Klaiber, hvorefter han sendte Elyounoussi i dybden ved 3-1-målet. Fornem assist.
Elias Achouri (ud 64.) - 4 bolde
Rigtig god kamp af tuneseren, der ved flere lejligheder fik truet Brøndbys defensiv med sin fart og dribleevner. Havde en rigtig god chance for at bringe FCK på 3-0, da han fik en halv friløber kort efter Lopez’ udvisning. Var tydeligvis ikke tilfreds med at blive udskiftet, og det kan man til dels godt forstå, for det var en rigtig god kamp fra Achouri.
Indskiftere:
Munashe Garananga (ind 44.) - 3 bolde
Forsvarsspilleren fra Zimbabwe har mistet sin startplads på det seneste, men der blev brug for ham i dag, da Marcos Lopez blev udvist i slutningen af første halvleg. Godkendt indsats af Garananga, der skal kæmpe hårdt for at slå Diks og Pereira af lige nu.
Thomas Delaney (ind 64.) - 3 bolde
Den hjemvendte klublegende gjorde comeback efter en skadesperiode, der ikke faldt på det bedste tidspunkt for FC København. Delaney gjorde det fint i dag, uden at gøre det helt store væsen af sig. Men det er vigtigt for FCK at have deres leder tilbage, det er der ingen tvivl om.
Amin Chiakha (ind 90.) - UB
Indskiftet til allersidst.
Træner:
Jacob Neestrup - 4 bolde
FC Københavns cheftræner har været igennem en hård tid i sæsonens første måneder, hvor der er blevet foretaget voldsomme udskiftninger i spillertruppen, og samtidig har der været kampe, hvor FCK-spillerne er kommet passivt fra start i kampene. Sådan var det slet ikke i dag. ‘Løverne’ kom bragende ud fra første fløjt og fik sat sig på kampen, hvor man allerede efter 17 minutter foran med 2-0. Neestrup havde sat sit hold godt op, og derudover skal FCK selvfølgelig have stor ros for at køre sejren hjem, selvom man spillede med en mand i undertal i hele anden halvleg.
Spillerne er vurderet ud fra Tipsbladets skala, der er som følger:
6 bolde: Verdensklasse.
5 bolde: Højt, internationalt niveau.
4 bolde: Fortrinlig indsats.
3 bolde: Godkendt præstation.
2 bolde: Skuffende, under middel.
1 bold: Dårlig præstation
0 bolde: Uacceptabelt.
UB: Uden for bedømmelse på grund af for kort tid på banen.
Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.
Skal du have det sidste nye fra transfer-verdenen. Så tjek Tipsbladets store liveblog.