PARKEN (Tipsbladet): Var der én spiller, som var upopulær blandt FC Københavns mange hjemmefans til dagens derby, så var det Sean Klaiber.
Hans sejrsmål dybt inde i Sandi Putros' tillægstid siger selvfølgelig det hele, men kampen igennem var størstedelen af stadion efter ham. Dette skyldtes mange hårde dueller, hvor Klaiber bestemt ikke var bange for at gå til den.
Det fik Elias Achouri at mærke mange gange, og generelt var de to ikke ligefrem gode kammerater på banen. Efter kampen havde Klaiber heller ikke lyst til at holde igen, for alt for ofte gik Achouri til jorden for nemt, og det drejede sig som sådan om FCK-holdet generelt, mener han.
- Nogle gange falder han for let. Det er bare sådan, jeg har det. De sparker mig en masse gange, og jeg smider mig ikke. Jeg bliver stående på mine fødder, mens de hver eneste gang kaster sig i græsset. Det er sådan, det er. De får også frispark, så det hjælper dem. Men jeg synes, at de får frisparkerne for nemt.
Er det unfair?
- Nej, det er nogle gange bare over grænsen. Sådan er det i de her kampe. Det er ham eller mig.
Sean Klaiber havde ikke meget ros til overs for Sandi Putros' måde at dømme kampen på, og han savner et rødt kort til Elias Achouri for FCK-stjernens aktion mod Jordi Vanlerberghe, hvor han sparkede ud efter ham. Se den episode i afspilleren over artiklen.
- Det er irriterende (at Achouri ifølge ham falder for let, red.), og jeg synes også, at han fortjener et rødt kort for det, han gjorde mod Jordi. Det var dumt.
En af Brøndbys andre helte, Mathias Kvistgaarden, var ikke meget for at pege fingre af enten det ene eller andet hold. "Det går sikkert begge veje", siger han om, hvorvidt FCK-spillerne faldt for let.
Ikke desto mindre var der nogle episoder, som han undrede sig godt og grundigt over.
- Jeg synes, der er nogle mærkelige kendelser på nogle af dem. Jeg synes, vi skal være en mand i overtal på et tidspunkt, og så vil jeg ikke snakke mere om den situation, for alle ved udmærket godt, hvilken situation jeg snakker om. Der synes jeg stensikkert, vi skal være en mand i overtal, det er der ingen tvivl om, slår han fast.
Sean Klaiber kan dog glæde sig over, at Brøndby med hans sejrsmål topper Superligaen, efter FC Midtjylland senere på dagen tabte til FC Nordsjælland. Dermed har vestegnsklubben fem point ned til FC København og to point ned til FC Midtjylland.