Efter tre år på posten blev Kent Nielsen mandag fyret som cheftræner i OB, og sportsdirektør Jesper Hansen har understreget, at processen med at finde en afløser allerede er gået i gang, og hvis alt klapper, står der allerede en ny mand klar på træningsbanen den 18. juni, når OB-spillerne møder ind efter sommerferien.
Tipsbladet.dk kommer her med fem bud på en ny OB-træner.
Glen Riddersholm, 46 år
Når en tidligere dansk mestertræner er ledlig på markedet, må han naturligvis være interessant for en klub som OB. Fynboerne vil gerne praktisere noget mere direkte spil med knap så mange afleveringer på tværs, og i den forbindelse passer Glen Riddersholm også meget godt på profilen. OB og Riddersholm er et match, der på mange måder giver mening.
Jakob Michelsen, 37 år
Om Jakob Michelsen kan man sige meget af det samme som med Glen Riddersholm. Hans meritter med med SønderjyskE, som han blandt andet førte til sølv i Superligaen, må gøre ham til et interessant navn for alle Superliga-klubber, der jagter ny træner. Jakob Michelsen blev fyret i Hammarby i starten af året, men det var ikke på grund af manglende resultater. Tværtimod ledte han Hammarby frem til den bedste ligaplacering i ni år. Det var samarbejdet mellem Jakob Michelsen og Hammarbys ledelse, der knirkede.
Joakim Mattsson, 48 år
Den for nyligt fyrede Thisted-træner kan være en dark horse på Jesper Hansens blok over træneremner. Joakim Mattsson har en fortid som assistenttræner i OB under Jesper Hansens virke som sportsdirektør, og svenskeren har siden stået i spidsen for Vendsyssel FF og Thisted FC, hvor han alt i alt har været med til at give klubberne et løft, selv om han altså blev fyret begge steder. Mattsson er helt sikkert ikke storfavorit til at blive ny cheftræner i OB, men hvis Jesper Hansen vil have en mand ind, der kender klubben, kan han være en løsning.
Johnny Mølby, 49 år
I 2009 ansatte Jesper Hansen Johnny Mølby som cheftræner. Dengang var det i AC Horsens, og måske de genoptager samarbejdet her næsten 10 år senere? I løbet af de seneste 10 år har Mølby høstet masser af trænererfaring, men han har været arbejdsløs siden august sidste år, hvor han røg ud i Viborg FF. Johnny Mølby har indiskutabelt en stor stjerne hos Jesper Hansen.
Bo Henriksen, 43 år
Hvis OB vælger at shoppe på en anden hylde end den med transferfrie cheftrænere, kan Bo Henriksen være et emne. Han har kontrakt med AC Horsens frem til 2021, så han vil koste fynboerne penge, og det er ikke længe siden, at flamboyante Bo Henriksen udtalte, at "end ikke Real Madrid kunne få ham væk fra AC Horsens". Det er også et spørgsmål, om den spillestil, Bo Henriksen praktiserer, passer til OB, men det er hævet over enhver tvivl, at Horsens-bossen har gjort så godt et stykke arbejde, at han må være i betragtning i større klubber.
Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?
Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?
Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.
Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.