Video : Tipsbladet
Superliga

Kent Nielsen: Fodboldspillere er blevet mere egoistiske

Kent Nielsen er ikke begejstret for fodboldspilleres voksende egoisme og agenters øgede indflydelse.

Fodbolden er under forandring, og ikke alt nyt er et godt nyt. Blandt andet er spillerne blevet mere egoistiske og fokuserede på egen lykke frem for holdets.

Det siger Silkeborg-træner Kent Nielsen til Jyllands-Posten på et spørgsmål om, hvordan Superligaen har udviklet sig i de seneste 20 år set fra trænerbænken.

- Der er ingen tvivl om, at tidsånden med selviscenesættelse fylder meget. I dag kræver det meget mere af trænerne at dyrke og arbejde med den kollektive bevidsthed om at være et hold, for det var mere naturligt tidligere. Og der er jeg jo stor tilhænger af at tro på velfungerende kollektiver og en målsætning om at gøre holdkammeraterne gode, siger Kent Nielsen.

Læs også:Silkeborg-midt inden Lyngby: Tænker ikke så meget på, hvor vi ligger

Han peger blandt andet på sociale medier som en af de ting, der belaster og påvirker spillerne.

Samtidig er han ikke begejstret for, at spillernes agenter har fået mere indflydelse.

- Set med den brede pensel tror jeg ikke, at det er til fordel for fodbolden, at agenterne har den magt i dag. Med andre ord er pengene kommet til at styre meget mere end tidligere, siger Kent Nielsen til Jyllands-Posten.

Læs også:Ørnskov inden Silkeborg-gensyn: De mangler en gammel nar som mig

Avisen har interviewet den 57-årige fodboldtræner i anledning af, at han søndag overtager rekorden for flest superligakampe som cheftræner, når Silkeborg møder Lyngby.

Det er hans kamp nummer 432 på sidelinjen i Danmarks bedste række, og dermed vil han være en kamp foran Troels Bech.

Europamesteren fra 1992 debuterede som cheftræner for AGF i april 2000. Siden har han stået i spidsen for AC Horsens, Brøndby, AaB, OB og Silkeborg i landets bedste række. Han har hentet 562 point, hvilket giver et pointsnit på 1,30 point per kamp.

/ritzau/

Læs også:Kent Nielsen: Jeg har fået at vide af mange, at det er sidste chance

Læs også:Sportschef freder Kent Nielsen: Han skal ikke være nervøs

Læs også:Troels Bech overlader rekord til Kent Nielsen: Jeg er glad for, det er ham