Kenneth Emil og det indre raseri

Det gælder om at finde balancen, men Kenneth Emil Petersen har ikke fundet den endnu. I hvert fald ikke inde på fodboldbanen. For tre år siden sad midterforsvareren i det centrale Horsens og fortalte undertegnede om sine problemer med at styre temperamentet.

“Mit temperament er lidt det, jeg lever på. Jeg skal bare finde balancegangen. Det mener jeg også, at jeg har gjort de senere år. Men jeg lever meget på min gnist, min energi og min vildskab for virkelig at ville vinde hver eneste gang, jeg går ind over kridtstregen,” sagde den dengang 25-årige forsvarer.

Tre år senere får Kenneth Emil Petersen stadig mange advarsler. Unoderne forekommer mest mundtligt. I efteråret 2008 fik han karantæne for på tv at antyde, at dommeren holdt med Brøndby og dømte til deres fordel i en kamp mod Horsens. I foråret fik han igen to spilledages karantæne for at bruge mund mod dommeren i en kamp mod Lyngby. Statistikken siger i Superliga-sammenhæng 34 gule kort på 12.002 minutter. Det svarer til, at Kenneth Emil Petersen i gennemsnit får et gult kort i cirka hver fjerde kamp. Han griner lidt af tallet, men det er er ikke fordi, at han er imponeret af det, da han i ellers højt humør tager imod Tipsbladet igen.

“Det snit er for højt. Det er for mange gule kort. Det ved jeg også godt, og det er også noget, jeg skal arbejde med. Jeg får dem som regel for at brokke mig, og det skal jeg lægge fra mig. Men altså, jeg har svært ved det. Jeg kæmper stadig med det, men jeg tror altid, at det vil lægge til mig, at jeg er sådan som type.”

“Jeg har det stadig lige dårligt med at tabe. Jeg har det forfærdeligt med det. Jeg hader det, lige meget om det er søndag eftermiddag på Aalborg Stadion eller onsdag formiddag til træning ude på Hornevej. Jeg kan sågar blive rasende uvenner med min kæreste over noget så ligegyldigt som backgammon. Det har da kostet et par skænderier på vores ferie sidst. Jeg vil vinde lige meget hvad. Jeg siger ellers til mig selv; nu tager du det stille og roligt, hvis du taber, men der er et eller andet i mig, der siger, at jeg bare vil vinde.”

“Vindermentalitet hænger sammen med temperamentet. De to går hånd i hånd. Jeg vil vinde hver gang, og når det ikke lige går ens vej, bliver man lidt frustreret. Og så bliver man nok lidt mere aggressiv. Men man skal have styr på balancen.”

Tror du nogensinde, at du vil forandre dig som type på banen?

“Nu er det jo tre år siden, at vi sidst snakkede, og der sagde jeg jo, at det gik den rigtige vej. Sådan er det ikke helt gået siden. Jeg tror bare, at det ligger til mig. De kampe, hvor jeg har været bedst, har også altid været de kampe, hvor jeg har råbt lidt af dommeren og skejet lidt ud. Og fået et kort i ny og næ. Det er noget, jeg skal arbejde med. Jeg må bare, i en alder af 27 år, erkende, at det er en hård kamp for mig. Jeg vil vinde hver gang, og jeg råber og skriger. Nogle gange går jeg over stregen, og det bør jeg lade være med.”

Havde fældet Emil Larsen

Seneste karantænegivende unode var i foråret, da AaB tabte 3-2 til Lyngby i maj. Kenneth Emil Petersen fik sit andet gule kort for at bruge mund.

“Dommerne ved selvfølgelig, hvem jeg er, men jeg tror nu ikke, at der er nogen forskelsbehandling. Det i Lyngby-kampen kom sig også mest af frustration over vores eget spil. Jeg fik et straffespark dømt mod mig, der ikke bliver dømt så tit. Det var en vigtig kamp for os. Vi kunne øjne Europa, hvis vi havde vundet, og de andre resultater var gået vores vej, men vi spillede dårligt, så jeg var super frustreret. Så skal jeg selvfølgelig lære at holde min kæft.”

Hvad sagde du?

“Jeg kan huske 100 procent, hvad jeg sagde, for jeg syntes slet ikke, at det var så slemt. Men jeg ved ikke, om jeg må sige det for Lynge. Du må da godt få det at vide, men jeg tror ikke, du må skrive det,” siger Kenneth Emil Petersen.

Det viser sig at være et udtryk, man kan høre hver eneste dag på gaden, på arbejdspladser, på uddannelsesinstitutioner, eller måske i en lang kø.

“Jeg kunne forstå, hvis jeg havde svinet hans familie til, eller et eller andet, men det var jo slet ikke noget personligt,” fastslår AaB-forsvareren.

Kenneth Emil Petersen hæfter sig på positiv-tiden ved, at han aldrig har fået et direkte rødt kort i Superligaen. Han står noteret for to røde kort, men det var begge gange ved to advarsler, som så blev vekslet til rødt. Til gengæld slog det helt klik for ham i en kamp til et indendørsstævne i januar 2008, da han fejede benene væk under Esbjerg-spilleren Jesper Jørgensen, som efter Kenneth Emil Petersens mening havde begået frispark forinden.

“Der kører et klip inde på YouTube, hvor jeg saver benene væk under en mand fra Esbjerg. Der får jeg direkte rødt. Du må jo aldrig slippe mig løs inde i en hal! Der slår den helt klik for mig,” siger Kenneth Emil Petersen selvironisk.

“Nej, det var også åndssvagt. Der var jeg også ung og dum. Det kunne jeg ikke finde på i dag. Det er helt sikkert.”

Modnet og lidt blødere kanter måske, men Kenneth Emil Petersen bliver aldrig en naiv forsvarsspiller.

“Nogle gange kommer jeg da for sent, og med al respekt for fairplay vil jeg til enhver tid stoppe en modstander og tage et gult kort, hvis det er nødvendigt, og det sikrer os, at de ikke scorer. Emil Larsen havde aldrig fået lov til at løbe en banelængde mod os [som han gjorde mod Silkeborg, inden han fandt Morten Skoubo, som afgjorde kampen i sidste minut].”

“Jeg havde stoppet ham, og jeg ved, at andre på vores hold ville have stoppet ham, inden han kom ned til mig. Würtz og “Augo” kan også lave et frispark i ny og næ. Hvis ikke de havde gjort det, havde jeg i hvert fald. Prøv og se, nu har Silkeborg fået en skidt start, og bare et point mod OB havde været fint. De skulle endda have vundet ud fra spil og chancer, men står tilbage med nul point i den kamp, fordi de lod Emil Larsen løbe med bolden. Det var røvhamrende ufortjent, at de ikke vandt.”

Savner stadig følelser

For tre år siden efterlyste Kenneth Emil Petersen også flere følelser og mere kant blandt spillerne i Superligaen. Og frem for alt, at de fik lov til at vise følelser uden at blive straffet med karantæne.

“Fodbold er et spil med følelser, og hvis man ikke må udtrykke følelser i noget så banalt som fodbold, så synes jeg sgu’ der går meget af gnisten. Selvfølgelig skal man ikke svine hinanden til, og man skal have respekt for hinanden, for vi er kolleger alle sammen. Men at komme med et enkelt følelsesudbrud, når man føler sig snydt, eller omvendt, når man føler glæde… sådan noget som at man ikke må tage trøjen af, når man scorer, det synes jeg er dybt latterligt. Man må have lov til at vise sine følelser og dele sin glæde med en masse mennesker, som har det på samme måde. Det er ved at tage overhånd,” sagde Kenneth Emil Petersen dengang.

Og situationen har ikke ændret sig til det bedre, synes han.

“Jeg synes stadig godt, at der må komme flere følelser ind i fodbold, så man kan se, at spillerne har en personlighed. Det synes jeg ikke er blevet bedre, siden vi snakkede sidst. Som det er nu, må man indordne sig og bare holde de holdninger, man har, for sig selv. Jeg synes, at det er lidt småkedeligt, og der bliver gået i for små sko,” siger spilleren hvis far er den tidligere B1903- og FCK-målmand Palle Petersen.

En spiller, hvor mundtøjet bestemt heller ikke stod stille.

“Forskellen er bare, at min far fik lov til det der, har jeg fået at vide. Min far kunne tage en 40 meters spurt ud til linjevogteren og stå og råbe ham op i ansigtet, og så kom dommeren bare hen og sagde: “Skrid ind på mål med dig igen.” Og så var der ikke mere i det. Ingen gule kort eller karantæner. Det kan man jo ikke nu om dage. Man skal passe på med, hvad man siger og gør. Der bliver stanget karantæner ud, hvis man taler lidt over sig. Det er blevet lidt mere… kan man kalde det kedeligt? Det ved jeg ikke, om man kan.”

Et andet eksempel på censuren af følelser ser Kenneth Emil Petersen i det meget omtalte Twitter-forbud, som DBU indførte for landsholdsspillerne under EM. Kenneth Emil Petersen er selv meget aktiv på det sociale medie og ville meget gerne have læst kvidren fra landsholdslejren på sin iPhone i juni.

“Jeg ved ikke, om jeg synes, det er helt vildt vigtigt, at de fik lov til at skrive på Twitter under EM. Jeg synes bare, at det kunne have været meget sjovt, og jeg synes, at det var et mærkeligt forbud. Jeg kan godt se, at hvis der kom et kontroversielt tweet fra en af spiller, var det nok ikke spillet på banen, man snakkede om, men mere det tweet, han nu engang havde lavet. Så på den ene side kan jeg godt forstå, at der var forbud, men det kunne bare have været sjovt at læse det. Jeg synes, at det er sjovt med sociale medier. Det er fedt at se, hvad andre folk skriver. Store stjerner ovre på den anden side af Jorden. Det er spændende og tiltaler mig.”

“Jeg har haft min Twitter-konto rigtig længe, men har ikke brugt den, fordi det ikke rigtig har været stort før. I Danmark har det først virkelig taget fart inden for det seneste halve til hele år. Jeg har været på længe, men havde jo ikke nogen, der fulgte mig. Så er det kommet stille og roligt og blevet sjovere og sjovere. Jeg bruger det mere end Facebook nu. Jeg har ikke lavet en statusopdatering på Facebook i jeg ved ikke hvor lang tid. Nu er det Twitter. Jeg synes, det er skide skægt og er stor fan af det.”

“Jeg følger mest fodboldspillere. Også lidt skuespillere. Så kammerater selvfølgelig og andre kolleger fra Superligaen. Også folk man ikke kender, men som man synes er meget sjovt at se, hvad skriver. Man spiller mod dem, men kender dem ikke rigtig.  Du skal være velkommen til at følge mig. Jeg kommer med mange guldkorn, vil jeg sige. Mange guldkorn,” siger Kenneth Emil Petersen om sin egen kvidren.

Et skridt frem… eller tilbage?

Kenneth Emil Petersen fik sit store Superligagennembrud for AC Horsens og var med ligalandsholdet på tur til Thailand i februar 2009. Fremtiden så ganske lys ud for den talentfulde forsvarer, og det lå ligesom i kortene, at han ikke skulle tage turen med ned, da Horsens rykkede ud af Superligaen det forår. Han afslørede allerede under Tipsbladets sidste store interview med ham, at der havde været bud efter ham fra andre Superligaklubber, uden at ville sige hvem. Det viste sig så at være AaB, der var længst fremme i skoen.

“Det er jo aldrig sjovt at spille i 1. division, men derudover syntes jeg også, at det var tid til at prøve noget nyt. Så kom AaB på banen, og det var jo en stor klub, som var med i Europa Cuppen og det hele. At jeg så blev skadet, lige da jeg kom til klubben, og ikke var med i noget af det, var selvfølgelig rigtig ærgerligt, men jeg følte, at det var det rigtige skridt at tage på det tidspunkt, og det har jeg ikke fortrudt et sekund,” siger Kenneth Emil Petersen.

Men fakta er, at Horsens og AaB siden 2009 har udviklet sig i hver sin retning, og det havde de færreste, inklusive ham selv, regnet med. Horsens rykkede tilbage i Superligaen med det samme og lagde sten for sten på med ansættelsen af Johnny Mølby som træner og en række snusfornuftige indkøb af høj kvalitet til forholdsvis billige penge. Profiler som Martin Retov, Jeppe Mehl og Ken Faberberg kom endda på fri transfer. AaB derimod led mere og mere af finanskrisen. Klubben kunne ikke sælge det famøse bygningskompleks på Hadsundvej, som ellers var planen, og man segnede under udgifterne fra de tabsgivende sportsgrene som håndbold og ishockey, ligesom man var brændt inde med store lønningsudgifter til dyre og underpræsterende udlændinge, som var levn fra tidligere træner Magnus Pehrssons tid.

I foråret 2011 var AaB umådelig tæt på at rykke ned, og Horsens sluttede kun på pladsen lige over som nummer ni, men i sidste sæson trak Den Gule Fare fra og missede kun lige akkurat bronzen. Horsens spiller nu europæiske kampe mod svenske Elfsborg. AaB var derimod en lidt grå nummer syv og et stykke fra Europa.

“Da jeg skiftede, regnede jeg 100 procent med, at det ville være et skridt fremad, og det var også derfor, at jeg skiftede. Jeg kan huske et af mine første interviews derefter, hvor jeg sagde, at jeg skiftede til AaB for at prøve at spille europæisk fodbold og spille med oppe i den sjove ende af tabellen. At mærke et andet pres end det, der er i en klub som Horsens. Men ja, det har jeg så ikke helt fået indfriet endnu, kan man sige.”

“Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke havde set den komme, det med Horsens’ enorme fremgang. Og at de ligefrem skulle overhale AaB, det tror jeg ikke, at der var så mange, der havde set komme heller. Men alle kender jo historierne med pengeproblemer osv, der hobede sig op heroppe, og det er der jo ikke så meget at gøre ved. Det blev i hvert fald en anderledes udfordring end den, jeg troede, at jeg skulle have heroppe.”

Føler du, at AaB solgte dig et projekt, som ikke levede op til det lovede?

“Nej, jeg synes faktisk ikke, at de solgte mig en falsk vare. Det var jo svært at forudsige, hvor hårdt den finanskrise ville ramme, men den kom, og den satte en stopper for meget. Den havde jeg heller ikke set komme. Men jeg betegner altså stadig AaB som en større klub end Horsens. Med mange flere tilskuere og et større pres, så jeg fortryder på ingen måde, at jeg skiftede herop. Jeg er superglad for at være her og ville ikke have gjort noget anderledes, på trods af Horsens’ europæiske kampe i øjeblikket.”

“Vi har gang i et superspændende projekt heroppe. Der er en masse unge spillere med en masse gå på mod. En masse tro på tingene. Det synes jeg er fedt. Jeg håber, at jeg kan hjælpe de unge videre i deres karrierer på den ene eller anden måde. Jeg kan godt lide det med, at man tager unge spillere fra egne rækker ind. Man skal selvfølgelig vide, at så bliver det nok ikke guld, hvis man skal gå efter den model, men på sigt, hvis man kan holde på nogle af de unge spillere, og de får mere hår på brystet, så ved man ikke, hvad det kan blive til, for vi har mange utrolig talentfulde spillere. “

“Derfor ser jeg egentlig mere AaB som en klub på vej op igen. Jeg tror, at vi har været nede og ramme bunden. Jeg kan kun se muligheder. Superspændende klub og trup, og stadig en fantastisk opbakning fra lægterne. Det betyder altså også meget for et ungt hold. Tilskuerne er der weekend efter weekend. De er med til at bære os frem. Alle støtter op om os, og det er også en slags pres. Der er en fællesskabsfølelse mellem os og fansene om, at vi gør det her sammen. Der er altså ikke nogen, der bliver hjemme på sofaen og ser den kamp. Det er ud på stadion.”

Imponerende indkøb

På søndag møder AaB netop Kenneth Emil Petersens gamle klub Horsens, og han ser frem til at komme tilbage på CASA Arena, selv om det ikke er første gang iført AaB-trøjen. Relationerne til de tidligere holdkammerater er dog ikke så stærk i dag.

“Jeg har ikke så meget kontakt til Horsens-spillerne længere. Det er kun lige, når vi er dernede at spille. Man møder jo nye mennesker i en ny klub og by, så det er svært at holde kontakt med alle. Jeg har faktisk heller ikke fået drillende sms’er om, at de er i Europa, og vi kun er midterhold eller noget i den stil. Man bliver stadig modtaget helt fantastisk dernede med kram og det hele. Der er åbne arme, og det er stadig en klub, der har en stor plads i mit hjerte.”

“Det er svært at sige, hvad der har fået Horsens til at gå så meget frem. Det er fandeme et svært spørgsmål. Jeg synes, at de har haft et godt koncept hele tiden. Også inden Johnny Mølby blev træner. Jeg synes, de har lavet nogle gode indkøb. Der må jeg tage hatten af, for det er indkøb, som jeg ikke troede var økonomisk muligt. En Jeppe Mehl, en Martin Retov. Ken Fagerberg også. Plus Janus Drachmann, som var en lille knægt, da jeg var i Horsens, men nu virkelig er vokset med opgaven og har gjort det godt på midten. De har lavet nogle gode signings, og de har stadig et godt koncept, så det ser godt ud for dem. De har et godt hold,” analyserer den tidligere Horsens-spiller.

Men er du sikker på, at hvis du havde vidst dengang, at Horsens og AaB ville udvikle sig så forskelligt, at du ville have foretaget det samme skifte?

“Ja, jeg havde 100 procent stadig sagt ja til AaB. Jeg var ikke et sekund i tvivl, da AaB meldte sig på banen og har ikke fortrudt det et sekund. Der var lidt andre henvendelser også, men AaB viste sig hurtigt at være den klub, der rimelig hurtigt blev enig med Horsens. Da jeg rigtig gerne ville herop, gik det rimelig hurtigt.”

Glad for Aalborg

Samtidig er Kenneth Emil Petersen blevet glad for at bo i Aalborg, hvor han har fået en række nye venner og mødt kæresten Tine.

“Jeg er faldet supergodt til i Aalborg. Det er en superfed by og nogle rigtig flinke mennesker. Alle er meget åbne, og der er en god stemning om søndagen. Masser af tilskuere. Det er en fed by, og jeg er rigtig glad for at være her. Nu boede jeg jo tre år i Horsens, og ikke et ondt ord om Horsens, men det er lidt større her. Der er lidt flere mennesker, lidt flere caféer og lidt flere valgmuligheder. Jeg trives nok bare lidt bedre i en lidt større by, selv om jeg også har boet i Køge, og det er jo en mindre by end de to. Men det tiltaler mig, at der er mange mennesker, og jeg kan sætte mig ned på en café osv. Men jeg boede ikke på noget tidspunkt i København, så større bymenneske er jeg heller ikke.”

“Jeg savner da lidt Sjælland, men det er mest fordi, at hele ens familie er derovre, og ens nære venner, som man stadig har kontakt med, er der. Det er jo svært, når man har boet så mange år i Jylland, at holde kontakt med alle. Men de helt tætte venner er der, og de bor stadig i enten Køge eller København. Så bor mine forældre i Solrød. Det er heller ikke så meget, man får set til dem, så det kan man da godt savne. Min far Palle er fast inventar, når vi spiller på Sjælland, men det er jo en lang tur at køre helt til Aalborg at se os. Der var det alligevel lidt nemmere for ham, da jeg spillede i Horsens. Men han kommer i ny og næ sammen med lillemor.”

“Mentaliteten er ikke så forskellig mellem jyder og sjællændere, som nogen siger. Jeg tror også, at jeg er god til at komme ud af det med de fleste mennesker. Jeg er nået dertil, hvor jeg siger, at jeg ikke går og drømmer om nødvendigvis at spille fodbold på Sjælland. Tanken om måske ikke at skulle bo på Sjælland de næste mange år skræmmer mig overhovedet ikke mere. Jeg er sgu rimelig omstillingsparat og har vænnet mig til at bo her, med en masse gode venner og en sød kæreste, som er her fra Aalborg. En god svigerfamilie også, så man kan komme hjem og få noget god mad engang imellem. Der er jo lidt langt hjem til far og mors kødgryder.”

Senere på måneden står Kenneth Emil Petersen så over for en ny udfordring, når han starter med at læse psykologi på Aalborg Universitet.

“Jeg skal ind at studere noget psykologi, tro det eller lad være. Inde på universitetet i Aalborg. Så det glæder jeg mig til. Det bliver noget helt nyt, men fint at komme i gang med at bruge hjernen lidt igen. Efter otte års fravær fra skolen må det være på tide at komme i gang med et eller andet. Jeg har faktisk aldrig været vildt interesseret i psykologi. Det er mere for at komme i gang med et eller andet. Jeg har bare en idé om måske at blive skolelærer efter karrieren, så nu kan jeg starte med at læse et enkelt fag. Det kan være, at det bliver til noget, eller ikke. Jeg tager det stille og roligt.”

Og hvem ved. Hvis Kenneth Emil Petersen fuldfører psykologistudiet, kan det også være, at han bliver bedre til at forstå sig selv og sit temperament på banen. Et skridt mod den vigtige balance.