Video : Tipsbladet
Superliga

Kasper Kusk om AaB-satsning: Der er sket meget de sidste par år

Superliga-klubben AaB har via en aktieemission hentet flere millioner ind. Samtidig er der hentet gode spillere fra udlandet til, og den øgede konkurrence er dejlig, mener Kasper Kusk, der ved, at ingen nu kommer sovende til noget.

Det har tidligere været navne som Andersen og Kristensen og Pallesen og Nielsen, der har domineret AaB-truppen, og selv om der fortsat er en del danskklingende navne i holdet fra Aalborg, er der nu også navne som Nkada, Prijovic og Ferreira.

AaB har skruet op for den sportslige satsning og blandt andet hentet millioner ind via en aktieemission, og med de penge bag sig skal man i højere grad være en del af den absolutte top i dansk fodbold.

Nordjyder kommer stadig til at være rygraden på holdet i Aalborg, men truppen skal forberdres og forstærkes med udenlandsk arbejdskraft.

Kasper Kusk, der er i AaB for anden gang i karrieren og fik sin opvækst i klubben, hilser de større ambitioner velkommen. 

- Der er sket meget de sidste par år, og der kom også mange udenlandske spillere i transfervinduet. Da jeg kom tilbage (til AaB), var det mest spillere af egen avl. Så i forhold til tidligere er det en ny strategi, og det er forhåbentlig noget, der giver pote, siger Kasper Kusk til tipsbladet.dk og fortæller:

Læs også:Zanka om AaB-profil: Altid nemt at pege fingre bagefter

- Det giver både pres og forventninger om at levere og spille med, hvor det er sjovt. Men vi viste i slutningen af sidste sæson, at vi sagtens kan spille med i den øverste del, og nu har vi en bredere trup.

Den bredere trup betyder også, at der skal leveres for at holde pladsen i startopstillingen. For Kusk har de sidste par kampe været som indskifter, hvor han startede de første tre, og når AaB på mandag får besøg af oprykkerne Vejle, er der nok en god sandsynlighed for, at han igen starter på bænken.

Sådan skal det også være i klubber, hvor man spiller med om det sjove. Der skal være pres og forventninger, og præstationerne skal være gode. Ellers får andre chancen. Derfor er Kusk også tålmodig, nu det er ham, der forsøger at komme tilbage i startopstillingen.

- Jeg spillede til at starte med, og det gik godt, men jeg fik ikke scoret. Så tabte vi i SønderjyskE, og andre har fået chancen. Vi spillede egentlig en fin kamp mod AGF, og der blev også spillet godt i Parken senest - ikke mindst som hold.

- Derfor bliver det også at levere gode indhop og være klar, når jeg får chancen. Det er lidt de klassiske, kedelige floskler. Jeg er tålmodig, siger nordjyden.

Læs også:AaB’er efter sjælden sejr i Parken: Det er en stor dag

På det personlige plan har 2020 budt på en familieforøgelse for 28-årige Kasper Kusk, men det er ikke noget, der får Kasper Kusk til at lukke døren for et nyt eventyr en dag, selv om det ikke er noget, der er tankerne.

- Både og. Nu har jeg prøvet at spille i Holland, hvor jeg var helt alene afsted. Det var også ret kedeligt. Der er fordele og ulemper, så det skal ses i et større perspektiv. Men jeg har ikke tænkt så meget over det, siger AaB'eren og fastslår:

- Lige nu er det vigtigst at få spilletid i AaB. Det har jeg fokus på, siger Kasper Kusk.

AaB ligger før 6. runde i Superligaen på sjettepladsen med otte point. Fire efter topholdet Brøndby IF.

Læs også:Optakt: FC København - AaB

Læs også:Avis: FC Midtjylland afviser AaB-bud på Ronnie Schwartz

Læs også:AGF holdt ikke hjem mod AaB