Da Kamil Grabara senest spillede en kamp for FC København, var Jess Thorup cheftræner. Når polakken næste gang går på banen for "løverne", er det Jacob Neestrup der udstikker retningslinjerne.
I landskampspausen blev Jess Thorup fyret efter en ekstremt dårlig start på sæsonen i Superligaen, og det skete som en kulmination på mange uger - ja, måske endda måneder - hvor snakken gik lystigt blandt fans og medier om Thorups job(u)sikkerhed.
Kamil Grabara mener, at hans nu tidligere chef fik en for hård behandling af medierne.
- Det er altid træneren, der må tage imod al skidtet, og pressen gav ham vel kun fred i to uger i sidste sæson, efter at vi lige var blevet mestre. Allerede efter det første nederlag i denne sæson, startede I (journalister, red.) forfra. Det er så let for pressen at gå efter træneren hver gang, et hold enten spiller uafgjort eller taber.
- Man bør som minimum vise Jess respekt for at bringe mesterskabet tilbage til FC København efter tre års tørke og samtidig føre klubben i Champions League, siger Kamil Grabara til Tipsbladet.
Han kan imidlertid godt finde argumenterne, der talte for en fyring af Thorup.
- Vi er på niendepladsen i Superligaen og har tabt seks ud af ti kampe, så selvfølgelig kan sådan noget ske. Det er dog slet ikke ensbetydende med, at jeg mener, det er Jess' skyld, lyder det fra målmanden.
Jess Thorup nåede 88 kampe som cheftræner i FC København.