Video : Tipsbladet
Superliga

Kamil Grabara kommenterer Brøndby-nedtur

Kamil Grabara er særdeles skuffet over FC Københavns glippede mesterskab, men den polske målmand finder en lille trøst i, at Brøndby IF trods alt heller ikke blev mester.

Med nederlagene til FC Midtjylland og AGF endte FC Københavns sæson med en slemt skuffende tredjeplads i Superligaen. 

Det blev dermed ikke til et tredje mesterskab på stribe for FC København, og det ærgrer selvsagt Kamil Grabara, der i et interview med FCK TV peger på, at 'Løverne' faktisk fik serveret flere chancer undervejs i guldkampen, men endte med at smide det hele på gulvet i hjemmekampen mod FC Midtjylland, hvor man tabte 2-1. 

En kamp, hvor Kamil Grabara selv leverede en gigantisk fejl, der kostede et mål. 

Ovenpå søndagens højdramatiske Superliga-afslutning finder Kamil Grabara dog en del trøst i, at ærkerivalerne fra Brøndby IF også gik glip af guldet efter et 3-2-nederlag til AGF på hjemmebane i sidste spillerunde.  

- At Brøndby ikke vandt mesterskabet får det til at føles lidt bedre. Det er jeg nødt til at sige. Ellers ville skulle jeg høre meget for mit citat om, at Brøndby ikke vil vinde mesterskabet, mens jeg var her. Men du kan ikke bygge din glæde på andres skuffelse. Hvis du gør det, så er du en rådden person, lyder det fra Kamil Grabara. 

Det var tilbage i november, at Kamil Grabara udtalte til Viaplay, at Brøndby aldrig kommer til at vinde Superligaen, så længe den polske keeper tørner ud for FC København. 

Fredagens Europa-playoffkamp mod Randers FC bliver Kamil Grabaras sidste kamp for FC København i denne omgang, da målmanden skifter til Bundesliga-klubben Wolfsburg til sommer.