FARUM (Tipsbladet): Der har været tusindvis af spillere i Superligaen i årenes løb, men et fåtal af dem har vundet en af Tipsbladets profilkåringer, Efterårets Profil og Forårets Profil, som uddeles i samarbejde med Superligaens cheftrænere.
Endnu færre har vundet begge titler.
Det har Andreas Schjelderup nu gjort. I efteråret 2022 vandt han Efterårets Profil, før han også sikrede et stort skifte til Benfica. Dette forår har han så taget Forårets Profil. Begge er endda kommet i hus før hans 20. fødselsdag - en voldsom bedrift, der vidner om et enormt talent.
Af de to priser betyder den seneste dog lidt ekstra.
- Den her er måske lidt anderledes. Jeg kom tilbage og havde en lidt sløv start i efteråret, men så kom jeg ind i foråret og har gjort det rigtig godt, så den her sætter jeg på en måde lidt mere pris på, siger en storsmilende Andreas Schjelderup til Tipsbladet og tilføjer:
- Det er selvfølgelig en stor anerkendelse. De her trænere, der stemmer, kender fodbold. Jeg har stor respekt for dem og deres dygtige hold, som vi har spillet imod, så jeg er meget taknemmelig.
En pause fra cirkusset
Hvis vi spoler tiden tilbage, ville Andreas Schjelderup nok ikke være bookmakernes favorit til at vinde Forårets Profil, før forårssæsonen gik i gang.
Den 19-årige nordmand kom tilbage til FC Nordsjælland i sommer på en etårig lejeaftale efter kun et halvt år i Benfica. Men selvom han forud for skiftet til Benfica i januar 2023 havde vundet Efterårets Profil og brilleret i Superligaen, fandt han ikke formen i efteråret.
Kun et mål og en assist blev det til.
- Ja, altså… Efteråret var svært for mig. Jeg følte, jeg skulle bevise mig, og jeg ville det måske for meget. Jeg gik lidt i stå, og det var hårdt, erkender Schjelderup.
Den svære start i Nordsjælland betød også, at samarbejdet mellem kantspilleren og cheftræner Johannes Hoff Thorup ikke kom super godt fra land.
- Jeg vil sige, at vi havde en lidt svær start. Jeg kom tilbage i en periode, hvor holdet ikke spillede så godt, og hvor jeg ikke leverede på det niveau, jeg burde levere på. Men vi har hjulpet hinanden meget efter det, og stor cadeau til Johannes for måden, han har hjulpet mig med at præstere i foråret, siger Andreas Schjelderup.
Du kalder det en lidt svær start mellem jer. Kan du uddybe det?
- Selvfølgelig når præstationerne ikke er gode på banen, bliver stemningen lidt dårligere. Jeg havde forventet et hold, hvor vi ville vinde alt, og hvor jeg kunne gøre mange gode ting. Så var der en periode, hvor det ikke gik så godt, hvor vi ikke vinder alt, og hvor jeg ikke gør det som håbet. Der er også nogle kampe, hvor jeg ikke starter inde eller bliver taget ud efter 60 minutter eller sådan noget. Jeg vil jo gerne spille 90, som jeg gør nu, men min fitness var måske ikke, hvor den skulle være, fordi jeg ikke havde spillet så meget. Men nu er stemningen fantastisk mellem os.
Ovenpå et 2023, der altså først bød på et svært forår i Benfica og siden et skuffende efterår i FC Nordsjælland, skulle Andreas Schjelderup koble af. Vinterpausen tilbragte han med familie og venner hjemme i Bodø i det nordlige Norge, mens bolden lå stille i Superligaen.
- Der var meget tid til at tænke. Jeg var meget hjemme og kunne tænke over tingene, og det var sundt, tror jeg. Jeg kom bare frem til, at jeg måtte hanke op i mig selv og måske forbedre nogle ting og fokusere mere på træning og arbejde hårdere, siger han og tilføjer:
- Der var sket meget det seneste år, så det var dejligt at få en pause fra det her fodboldcirkus.
Kæmpe forvandling
Om det var tænkepausen eller noget helt andet, der gjorde forskellen, kan vi ikke svare på. Men helt sikkert er det, at foråret stort set har været én lang optur for den unge nordmand og FC Nordsjælland.
Det bedste eksempel var velsagtens hjemmekampen mod AGF den 22. april.
Andreas Schjelderup var fuldstændig ustyrlig i den kamp. Han scorede tre gange og assisterede et fjerde mål, og AGF’s forsvarsspillere kunne slet, slet ikke styre ham.
Se herunder, hvor meget bedre Schjelderup har været i foråret end i efteråret (artiklen fortsætter efter tabellen).
- Det var en sjov kamp, fordi det var mit første hattrick. Den kamp vil jeg huske. Det var også en kamp, hvor alt pludselig klikkede og gik i mål, husker Schjelderup.
Med den kamp in mente er det nok heller ikke så overraskende, at Uwe Rösler er en af de Superliga-trænere, der har peget på Schjelderup som Forårets Profil.
Men da snakken falder på, hvad der er gået så godt i foråret, hvor han har leveret otte mål og seks assister i Superligaen, er den unge nordmand hurtig til også at rose holdkammeraterne.
- Jeg vidste godt, hvilken kvalitet der er i holdet. Jeg tænkte, vi skulle få det frem. Og når holdet spiller så godt, og medspillerne spiller mig så god, bliver det nemmere at gøre de ting, jeg er god til. Måden, holdet har præsteret på, har gjort, at jeg har kunnet præstere, som jeg har gjort, siger han og tilføjer:
- Mentaliteten i holdet er helt i top. Og så har vi crazy kvalitet på hver enkelt position, også på bænken. Vi har presset hinanden rigtig meget i træning og til kamp, og så har vi bare leveret godt. Jeg føler også, at vi burde sidde med lidt mere nu, men det er, som det er. Vi burde måske have haft et bedre udgangspunkt efter grundspillet, så det er lidt ærgerligt at sidde med den her følelse.
Den ærgerlige følelse kommer af, at FC Nordsjælland som bekendt ikke kan blive mestre i sidste runde, selvom deres stærke slutspil bragte dem i spil til guldet i en periode. Nu kan de i bedste fald ende på tredjepladsen, men det vil kræve en sejr over FC København i Parken søndag.
Artiklen fortsætter efter billedet...
- Man skal aldrig sige aldrig...
Mange vindere af Forårets Profil - og Efterårets Profil for den sags skyld - har udnyttet deres flotte halvsæsoner til at lande et stort skifte til udlandet.
Andreas Schjelderup forlader også Superligaen efter dette forår. Han er som bekendt kun udlejet fra Benfica til FC Nordsjælland, og nu skal han tilbage til Portugal.
- Det er planen, at jeg skal tilbage til Benfica for at spille. Jeg skal tilbage og give den fuld gas for fansene og klubben og forhåbentlig få masser af chancer for spilletid. Det er mit ønske, siger han selv om fremtidsplanerne.
Og nu når han har været i FC Nordsjælland ad to omgange, ligger det ikke i kortene, at der kommer et tredje ophold i Farum - men…
- Man skal aldrig sige aldrig, men for denne gang er det slut med at komme tilbage. Men fodboldverdenen er en verden, hvor man aldrig ved, hvad der sker, siger han.
Du har også sagt nej til FCK et par gange. Kunne du se dig i en anden dansk klub en dag eller er det kun FC Nordsjælland for dig?
- FCK er selvfølgelig også en rigtig fed klub. De gjorde det godt i Champions League, har en god træner og et godt hold, så selvfølgelig et fedt hold. FC Nordsjælland er min klub, men man skal aldrig sige aldrig, fortæller Andreas Schjelderup.
På søndag står Andreas Schjelderup over for FC København i Parken i kampen om bronzemedaljerne i denne sæson. Uanset hvad den kamp ender med kan den unge nordmand glæde sig over, at han allerede har vundet Forårets Profil.