Angriber Vaclav Kadlec fik under et år i FC Midtjylland, inden han blev solgt til Sparta Prag, og selv om den danske klub kan glæde sig over en profit på salget af Kadlec, må det alligevel ærgre, at han aldrig helt slog igennem.
24-årige Kadlec kom som et stort navn fra Bundesligaen og Frankfurt, men fandt aldrig formen, ligesom han døjede med en alvorlig skade i foråret, der også holdt ham ude af Tjekkiets EM-trup.
Nu er han så tilbage i Sparta Prag, hvor han fik sin fodboldopvækst, professionelle debut og slog igennem som et stort talent, og nu hvor handlen er på plads, sender Vaclav Kadlec en stikpille mod Danmark og FC Midtjylland.
Den primære grund til, at han vendte tilbage til Tjekkiet var nemlig ikke for at komme nærmere familien, som Claus Steinlein ellers har udtalt.
- Den primære grund er, at Sparta er et bedre hold. Der er langt mere kvalitet og professionalisme her end i Midtjylland. Den sekundære grund er det personlige, og nu er jeg hjemme, siger Vaclav Kadlec til Sparta Prags hjemmeside.
Angriberen lavede kun tre mål i 13 Superliga-kampe, og han fik aldrig det egentlige gennembrud, man kunne have forventet af ham.
- Jeg er lykkelig. Jeg vidste, der var interesse gennem længere tid, så jeg håbede på, at en aftale kunne blive til noget, siger Kadlec og forklarer:
- Det var nogle svære forhandlinger, for danskerne ville gerne beholde mig. Men de vidste, at jeg ville hertil, så det hjalp formentlig på det. Jeg stod fast på en transfer, siger han.
Vaclav Kadlec har spillet i Sparta Prag to gange tidligere. Det var som nævnt her, han fik sit gennembrud som professionel, inden han røg til Frankfurt. I foråret 2015 blev han dog udlejet til Sparta Prag og scorede ni gange i 13 kampe.
Nu er det så altså tredje gang, han kan trække Sparta-trøjen over hovedet.