Kacaniklic: Gerrard og Carragher gjorde stort indtryk

Bragt i Tipsbladet 17. oktober

Selv om 23-årige Alexander Kacaniklic var meget tæt på at underskrive en aftale med Southampton, var det egentlig ikke så underligt, at han alligevel endte i FC København, for han har været omgivet af forbindelser til den danske klub i flere sæsoner.

I Fulham har han således haft Brede Hangeland og William Kvist som holdkammerater, mens han ved svenske landsholdssamlinger har kunnet høre mere om FCK fra Pierre Bengtsson, Johan Wiland, Mikael Antonsson, Oscar Wendt, Pelle Nilsson og landstrænerassistent Marcus Allbäck. Men det var nu ikke et netværk, han trak på, da der skulle tages en endelig beslutning om sæsonen 2014/15. Det var nok at snakke med manager Ståle Solbakken.

”Jeg havde kendt til FCK’s interesse i et par uger. Det var altid et interessant hold for mig, og træneren fortalte mig om hans planer med mig og den rolle, han så til mig. Det var rigtig interessant. I løbet af sommeren skete der så forskellige ting med forskellige klubber i forskellige ligaer. Jeg vil ikke tale for meget om det, men tingene var stort set på plads med Southampton, det føltes bare ikke rigtigt.”

”Jeg ville til en klub, hvor jeg kunne spille den rolle, som træneren fortalte mig om, og spille for et godt hold der spillede europæisk fodbold. Europa League var en stor ting for mig at være med i, det er en rigtig god turnering, den næststørste man kan være med i. Og så ville jeg gerne til et stort hold, der skal vinde hver kamp.”

”Det var hovedårsagerne, og det var en ny ting for mig i forhold til Fulham, hvor vi nogle gange var tilfredse med ikke at tabe for stort. Jeg ville også gerne blive ved med at udvikle mig som spiller, for jeg er kun lige blevet 23, så jeg udvikler mig stadig. Jeg vil op på det højeste niveau, så jeg tænkte, at det her kunne være et godt skridt.”

”For når man kommer fra Skandinavien, så ved man godt, at FCK er det største hold her, og at de altid er med i enten Champions League eller Europa League. De har været med i Europa i ni år i træk, så det er en rigtig stor klub. Og der har også altid været mange svenskere her, svenskere på højt niveau,” fortæller Alexander Kacaniklic om de overvejelser, der nu har givet ham en fodboldhverdag på Frederiksberg og et nyt liv i et København, som han kendte en del til på forhånd.

”Jeg kan ikke huske, at jeg har spillet mod FCK før, men mon dog ikke, for jeg spillede jo i Helsingborg i fem år som ungdomsspiller og var med til nogle turneringer i Danmark, blandt andet Herfølge Cup et par gange.”
 

”Men København kendte jeg, selv om jeg faktisk aldrig havde brugt en hel dag her, for jeg boede jo med min familie i Helsingborg en time herfra, så jeg har været i Tivoli og også på Bakken. Men nu bor jeg her, og det er en dejlig by. Jeg har også fået min lejlighed på plads, så jeg nyder at være her. Og så er det også specielt at være så tæt på Helsingborg. I stedet for at være hjemme en gang om året, kan jeg tage hjem flere gange om måneden. Ja, jeg kunne tage hjem i dag, hvis jeg havde lyst,” siger den unge svensker, der også er faldet hurtigt til i klubben og truppen i kraft af blandt andet hele fire landsmænd i omklædningsrummet.

Dødelig alvor i Liverpool

Faktisk er han også hurtigt faldet ind på holdet, for selv om sæsonens første måneder har budt på store udskiftninger i FC København med 11 nye spillere i truppen og afsked med i alt 583 Superliga-kampe i form af 13 spillere, så er det nye hold så småt ved at sætte sig, og det er med Kacaniklic på kanten. For selv om hans lejemål med FCK blev overskygget af Brøndbys spektakulære hjemkøb af Daniel Agger, så er det en klassespiller, som Ståle Solbakken har fået i truppen. Med 45 kampe og fem mål i Premier League har han for eksempel både spillet og scoret mere end den tidligere OB’er Eric Djemba-Djemba og FCK-angriberen Marcus Allbäck i den bedste engelske række, og 18 landskampe for Sverige er også et flot tal for en 23-årig.
 

Og så er det altså også en spiller, som Liverpool allerede plukkede ud af ungdomsarbejdet i Helsingborg tilbage i 2007, da den dengang kun 15-årige Alexander Kacaniklic skulle tage en stor beslutning uden at vide, hvor meget hans familie egentlig stod bag ham.

”Jeg havde været på besøg i Liverpool, og det var gået rigtig godt. De sagde, at de ville have, at jeg skulle flytte dertil, og de ville give mig en kontrakt, så jeg ringede hjem og var lidt bekymret. Jeg tænkte jo på at skulle flytte og så videre, men da jeg så kom hjem til Helsingborg sagde min mor og far, at de flyttede med mig. De havde jobs i Helsingborg, så de skulle lukke det hele af og flytte, men så fik de job derovre. Mine to brødre Filip og Robin flyttede også med, og Filip skulle gå i skole med skoleuniform og det hele. Han så ret sjov ud,” husker Alexander Kacaniklic med et grin og en tanke på de to brødre, der også gjorde, at han voksede op i en familie, hvor fodbold fyldte det hele, og hvor han hurtigt blev udfordret af at spille sammen med storebror Robin og hans venner. Og så var faderen Zoran med de serbiske rødder også ret god.

”Han spillede for førsteholdet i Helsingborg, men han var en helt anden slags spiller end mig. Han var centerforsvarer, en stor fyr, 191 centimeter høj, men han har altid sagt, at han var forud for sin tid, for han var en teknisk spillende forsvarer. Han ville hellere aflevere bolden end at sparke den langt. Og det kan man jo ikke tjekke, for der er ikke nogen You-Tube-klip af det,” siger Alexander Kacaniklic med endnu et grin.

”Men det var selvfølgelig fantastisk, at de flyttede med mig, og det var også et eventyr for dem. Da min far var omkring de 16 år, havde han selv fået muligheden for at lave sådan et skifte til Arsenal, men af forskellige årsager blev det ikke til noget, så da jeg fik chancen, ville han give mig alle muligheder for at få det optimale ud af det,” fortæller FCK-kanten om de tre første år i Liverpool, der for alvor formede det store talent til en dygtig fodboldspiller.

”England er noget andet end fodbold derhjemme, og at flytte til England var den bedste beslutning, jeg tog. Uddannelsen både på og udenfor banen. Man lærer så meget. Det kan ikke sammenlignes med det, du lærer i Sverige. For man lærer alt. Man udvikler sig. Nogle dage havde vi fire træningssessioner om dagen. Man træner og træner og træner, og det er ikke nemt og rart. Det er dødelig alvor, og man konkurrerer med de andre,” siger Kacaniklic om nogle gode år, der ellers ikke fik den bedste start.

For på den første dag blev alle de nye spillere kaldt ind til et lille interview, og den svenske teenager var første mand i køen og mødte derfor uforberedt ind til spørgsmålet om, hvor han så sig selv om fem år.

”Så svarede jeg Barcelona, mens alle andre efter mig sagde Livepool. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde været den første,” siger han med endnu et grin om et svar, der både fortalte om de store ambitioner, som han stadig har, og et forhold til Liverpool, der fortsat var under udvikling.

”Liverpool var jo ikke mit favorithold, da jeg voksede op, og før jeg tog dertil, var jeg heller ikke klar over, hvor stor en klub, det var. Når jeg så dem på tv, kunne jeg godt holde med det andet hold, men da jeg forlod Liverpool, var det også som fan, for nu ved jeg, hvor stor en klub det er, hvor fantastisk en klub der er. Den er noget helt specielt,” siger Kacaniklic i dag efter nogle sæsoner, der begyndte i ungdomsafdelingen under Hugh McAuley og siden på reserveholdet på Melwood, så han har gået op og ned af de store navne og har også selv spillet med et par stykker, der kom videre.

”Steven Gerrard og Jamie Carragher gjorde et stort indtryk på mig. De er rigtig gode folk for klubben, og de var altid venlige mod os unge, der kom op fra ungdomsholdet og reserveholdet. De kom jo også begge to op gennem akademiet.”

”På banen har jeg spillet lidt med for eksempel Tom Ince og Jay Spearing. Også Martin Kelly og selvfølgelig ”Flano” (backen John Flanagan, der spillede en del sidste sæson), som jeg kender godt. Han har gjort det godt med alle de kampe, han har fået.”

”Og så var der selvfølgelig også Nikola Saric. Ham hang jeg meget ud med, for vi boede i den samme bygning. Jeg kendte ham også på forhånd, da han kom til Liverpool, for da vi var yngre, spillede vi mod ham, da jeg var i Helsingborg, og han var i Køge. Nøj, hvor var han god. Sikke en spiller, han var. Og så var han også en rigtig flink fyr,” fortæller Kacaniklic om den danske angriber, der blev født i Sarajevo, men voksede op som fodboldspiller i Køge og Herfølge, før han tilbragte nogle sæsoner med den svenske kant i Liverpool.

Mærkedage med Norwich

Men hvor blandt andet skader kostede Saric den fortsatte udvikling i en karriere, han aktuelt fortsætter i B 1908 på Amager, lykkedes det for Kacaniklic at få fodfæste i engelsk fodbold. Det blev godt nok ikke i Liverpool, som han aldrig nåede at få en førsteholdskamp for, men i stedet i London-klubben Fulham, da han blev brugt som transfer-modvægt, da Roy Hodgson i sin korte tid på Anfield ville have fingre i backen Paul Konchesky.
 

Faktisk havde svenskeren lige lavet en ny to-årig aftale med Liverpool, mens hans familie også netop var flyttet tilbage til Helsingborg efter at have sendt ham godt på vej, før tingene ændrede sig meget hurtigt, og Alexander Kacaniklic også kom ud i et forløb med flere forskellige trænernavne som Martin Jol, Rene Meulensteen og Felix Magath i Fulham, samt Sean Dyche i de perioder han tilbragte på lån i henholdsvis Watford og Burnley. Og den såkaldte ”Ginger Mourinho,” der har fået Burnley tilbage i Premier League, gjorde et stort indtryk på svenskeren, selv om han kun spillede under ham i godt tre måneder. 

”Jeg kom på lån i Watford under Sean Dyche, og han gav mig masser af selvtillid og mine første førsteholdskampe. Jeg kan godt forstå, at folk kalder ham ”Ginger Mourinho,” for han er rigtig dygtig. Han er en rigtig dygtig træner og en god person. Det var også derfor, at jeg senere tog til Burnley, for da var han der. Han fik meget godt ud af mig, og jeg nød at spille under ham. Han er både en god taktiker og en stærk motivator. Han gav mig selvtillid, og han gav mig frihed til at spille og gøre det, som jeg er god til.”

”Efterfølgende kaldte Martin Jol mig tilbage fra mit lån i Watford og gav mig chancen på holdet i Fulham. Han var en rigtig dygtig, teknisk træner, den måde han gerne ville spille fodbold på. Den kunne jeg rigtig godt lide, og jeg kunne også godt lide ham som træner. Han gav mig mange kampe for Fulham, og jeg gjorde det godt,” siger Kacaniklic om den første tid som Premier League-spiller efter debuten mod Norwich 30. marts 2012.

”Den kamp vil jeg altid huske. Jeg blev skiftet ind efter nogle og 20 minutter og spillede resten af kampen. Det var en drøm, der gik i opfyldelse, at debutere i Premier League som 20-årig. Og så kan jeg huske, da jeg kom hjem, der havde jeg fået en sms fra Brede Hangeland, der var anfører for holdet og som skrev en masse pæne ting om min indsats og min fremtid. At få en sms fra Brede på det tidspunkt... Jeg blev simpelt hen bare så glad. Han var anfører, en stor spiller for Fulham og for det norske landshold. Det var stort at få sådan en sms. Og det viser også, hvilken slags person han er,” fortæller den nye FCK’er om en af dem, der kom før ham på træningsanlægget på Frederiksberg.

Trofæer, store ligaer og Champions League

Men inden da ventede 44 kampe mere i den bedste engelske række med Norwich som modstander på endnu en mærkedag, for det var også mod ”Kanariefuglene,” at Alexander Kacaniklic scorede sit første Premier League-mål.
 

”Ja, det var den første kamp i sæsonen, og jeg tror nok, at vi vandt med 5-0. Det var begyndelsen på et rigtig godt år. På det tidspunkt kørte det bare derudad for mig og for Fulham. Vi havde et rigtig stærkt hold, men desværre solgte vi både Clint Dempsey og Moussa Dembele i den periode, men vi gjorde det stadig godt,” siger han om en sæson, hvor Fulham sluttede som nummer 12, og hvor Kacaniklic også kan huske et mål i t
ten mindeværdig 3-3 kamp på Emirates mod Arsenal.

Men sidste sæson gik det galt for London-klubben, der havde hele tre managere undervejs i sæsonen og endte som nedrykker under Felix Magath, der fik tung kritik efterfølgende af flere spillere, og nu er blevet fyret med Kit Symons som efterfølger og den fjerde manager på under et år.

”Tingene har ikke været, som de skulle være i Fulham i det seneste år. Vi skulle aldrig være rykket ned med de spillere, som vi havde. Bare se på truppen. Vi skulle være sluttet som nummer otte-ni-ti, så jeg føler med tilhængerne. Nu er vi i The Championship, det er sådan, det er, og klubben har forandret sig meget. Hele truppen fra sidste år er væk. Det er godt, at nye spillere får chancen, jeg håber bare at det snart begynder at køre for dem.”

”Jeg ved godt, at folk har forskellige meninger om Magath. Han gjorde det på sin måde, men man må respektere den måde, som han har arbejdet på, i forhold til hvad han har præsteret. Han har været meget succesfuld tidligere, men det var bare ærgerligt, at det ikke fungerede i Fulham. Og jeg havde også et godt og ærligt forhold til ham,” siger svenskeren, der i øvrigt måtte forlænge sin aftale med Fulham med et år frem til sommeren 2016 for at få lov til at tage på lån i FC København.

Så på den måde er fremtiden ganske uvis for en spiller, der da også har svært ved at svare på, om han kunne se sig selv blive længere end en sæson i Superligaen.

”Jeg er kommet her, fordi jeg ville spille fodbold. Jeg elsker at spille, og hvis jeg ikke er med i hver kamp, har jeg det ikke godt. Så er jeg ikke glad. Det er sådan, at jeg er. Jeg vil hjælpe holdet med at vinde ligaen og nå langt i Europa League, og personligt vil jeg udvikle mig som spiller. Hvor det fører mig hen, må vi se næste år. Jeg vil bare gøre det så godt, som jeg kan, arbejde hårdt, og så må vi se, hvad der sker til sommer.”

”Men jeg har store ambitioner. Jeg har drømme som alle andre, og mine går på at spille i de bedste ligaer for de bedste hold. Champions League. Vinde trofæer. Og jeg ser det ikke som umuligt. Jeg ser det som noget meget muligt,” siger Alexander Kacaniklic på vej mod den absolutte topform, der tidligere gav masser af kampe i Premier League og nu skal hjælpe FC København i en foreløbig svingende sæson, hvor det efter landsholdspausen gælder Randers hjemme og Club Brugge ude.