Video : Tipsbladet
Superliga

Juventus overlever nervepirrende pokaldrama

Juventus er videre til kvartfinalen i Coppa Italia efter 3-2 over Genoa efter forlænget spilletid.

Juventus er klar til kvartfinalerne i Coppa Italia, men det holdt hårdt, inden Genoa var slået 3-2 efter forlænget spilletid.

Genoa, der havde Lukas Lerager på banen i hele kampen, kom tilbage fra 0-2 til 2-2 og fremtvang dermed 30 ekstra minutter.

Juventus fik en drømmestart på kampen, da holdets svensker, Dejan Kulusevski, allerede i det andet minut bragte Juventus foran 1-0.

Midtvejs i halvlegen var Kulusevski så i den assisterende rolle, da han stod bag oplægget til Álvaro Moratas 2-0-mål.

Det lignede en sikker favoritsejr, men Lennart Czyborra reducerede for Genoa bare fem minutter senere og skabte ny spænding.

Den blev blot større i anden halvleg. Med et kvarter tilbage skabte Filippo Melegoni nemlig fuld balance, da hans langskud blev sendt ind i hjørnet til 2-2.

Kort før tid blev Cristiano Ronaldo så sendt i aktion, og i tillægstiden var han tæt på med et frispark, der strøg lige over mål, og så stod den på forlænget spilletid.

Juventus pressede hårdt, og det gav mål lige inden udløbet på første del af forlængelsen.

Ad to omgange fik den unge tuneser Hamza Rafia sendt Juventus i front med 3-2, og det kunne Genoa ikke svare tilbage på.

Tidligere onsdag vandt Napoli 3-2 over Empoli. Inter med Christian Eriksen vandt 2-1 over Fiorentina efter forlænget spilletid.

/ritzau/