Juleguf: Politiker holder med Spurs, Brøndby og Barca

Julen er hjerternes fest, og eftersom vores hjerter på tipsbladet.dk banker for fodbold, har vores julekalender naturligvis også fodbold i centrum. Hver dag i december bringer vi en historie fra arkrivet, hvor en kendis fortælle om sit forhold til spillet i en stille fodboldsnak.

8. DECEMBER: MORTEN BØDSKOV
(Politiker og folketingsmedlem for Socialdemokraterne. Artiklen er bragt første gang 14. marts 2013)

Når 43-årige Morten Bødskov på søndag sætter sig til rette foran fjernsynet for at følge favoritholdet Tottenham i lokalbraget mod Arsenal, så tænker han ikke kun på Spurs’ muligheder for at nå Champions League.

Han vil som altid også sende en tanke tilbage til opvæksten i Karup, hvor der nok blev brugt meget tid på klubfodbolden, men hvor kammeraten og Arsenal-tilhængeren Jesper havde sin egen bane med indgangsportal til hans lokale Highbury. For her blev der i sin tid spillet mange udgaver af ” The North London Derby.”

“Tottenham-Arsenal er et klassisk opgør, så det bliver en spændende kamp på søndag, og jeg håber jo, at Spurs kan komme lidt igen, for det var godt nok nogle ordentlige hug, de fik mod Chelsea. Det bliver en god kamp, men samtidig er det også en kamp, der har en særlig historik for mig.”

“Dengang jeg voksede op i Karup, havde de fleste jo et favorithold. Der var Liverpool-fans, United-fans og så holdt jeg med Spurs, mens min kammerat Jesper var Gunners-fan. Og så var det sådan, at Jespers far havde en entreprenør-virksomhed, og der var en græsplæne, som vi havde lavet om til et fodboldstadion. Den var i håndboldbane-størrelse, og der var mål, men det specielle var, at Jesper selv havde klampet en indgangsportal sammen til banen.”

“Det var bare et par lægter med en overligger på, men der stod Highbury henover, og han havde også skåret Arsenal-kanonen ud i træ, så det var rigtig flot. Så rendte vi rundt der og sparkede på mål og spillede vores eget lokalbrag. Det var meget sjovt, og jeg havde endda en Tottenhamtrøje at spille i, den klassiske, hvide Le Coq Sportif-trøje. Når jeg havde den på, mente jeg jo selv, at jeg var en nogenlunde kopi af Glenn Hoddle,” siger den skævt smilende, socialdemokratiske politiker, der også mener, at trøjen stadig ligger et sted hjemme i kælderen.

Og skulle den være gået til undervejs, så er den der stadig et sted i hukommelsen, et sted der altid bliver ramt, når der er Tottenham-Arsenal på programmet.

For dengang i slutningen af halvfjerdserne og starten af firserne fyldte fodbolden rigtig meget i Morten Bødskov.

“Jeg har jo spillet i Karup-Kølvrå Idrætsklub i hele min ungdom, og fodbold var suverænt den aktivitet, jeg brugte flest fritidstimer på, både hvis du tager det, jeg selv spillede, det jeg så og det jeg så ellers lavede med at samle klistermærker og gå over på biblioteket og læse de nyeste blade. I Karup på daværende tidspunkt gik alle jo bare til sport, så det var kammeraterne fra klassen og fra forskellige klassetrin, som man mødtes med på fodboldbanen og spillede. Og når man så havde de nye fodboldstøvler, så var man jo en farlig karl.”

“Jeg startede i et par A-form fodboldstøvler. Kan du huske dem? De var klasse. Og så fik jeg en Nike-støvle, jeg tror faktisk, at de hed Spurs. De var sorte med en gylden Nike-vinge,” fortæller Morten Bødskov og peger ned på foden på en måde, så man ikke er i tvivl om, at han for sit indre øje lige nu kan se den gamle støvle i stedet for den pæne, sorte herresko.

Men hvorfor var det Tottenham, der blev favoritklubben og ikke for eksempel konstant vindende Liverpool eller underpræsterende Manchester United?

“Der var faktisk ikke så mange, der holdt med Tottenham, men det gjorde jeg, og det var Glenn Hoddles skyld. Jeg spillede selv sådan en offensiv midtbane, og så skulle man jo finde en, man gerne ville være, og der kan man roligt sige, at Hoddle var den store stjerne. På daværende tidspunkt var Tottenham også virkeligt stærke med Osvaldo Ardiles og Steve Archibald, men Hoddle skilte sig ud på et fantastisk hold. Og man skulle jo have nogle idoler at se op til,” fortæller den senere justitsminister, der hængte Alt om Sport-plakater op hjemme på drengeværelset og samlede klistermærker til samlealbummene med Engelsk Tipsfodbold.

Og to gange om ugen satte han sig op på cyklen i Karup og kørte et par kilometer over til træningsanlægget i Kølvrå, hvor jetjagerne fra Flyvestationen landede og lettede som fast underlægningslyd til anstrengelserne på banen.

“Banerne lå lige under indflyvningen, så nogen gange var vi lidt svære at råbe op for træneren. Ellers var det bare almindelig ungdomsfodbold i den lokale klub, men derfor kunne man jo godt ligge om aftenen og drømme lidt om, hvad man kunne drive det til,” siger Morten Bødskov om de år, hvor forældre fyldte biler med børn og kørte til udekampe, hvor der blev vundet og tabt, og hvor Jakob Kjeldberg viste, hvilket niveau der faktisk skulle til, hvis det skulle blive til noget.

“Ham har jeg spillet mod mange gange. Han er jo fra Frederiks, der ligger seks-syv kilometer fra Karup, og det var altid et lokalbrag -med mindre Jakob var med. Så var der ikke meget brag over det, for han var helt suverænt dygtig, og når han var på banen, så tabte vi altid 7, 8, 9-0. Det var noget af et traume.”

“Vores hold spillede bare i de almindelige rækker, der var ikke noget med mesterrække eller den slags, men på et tidspunkt fik vi pludselig et seniorhold, der var ret langt oppe. Karup fik jo en del gode spillere, fordi Flyvestationen trak mange til, og på et tidspunkt førte vi Jyllandsserien. Det var spændende, og det fulgte jeg selvfølgelig meget med i, men så gik det helt galt, og det endte med, at de rykkede ned, fordi der var en hel masse, der flyttede arbejdsplads.”

“Men der blev indført betalingsfodbold i Karup, for de fik en halvtredser hver gang, de vandt, og vi endte også med at levere en spiller til AaB. Lars Raunholt, som siden er blevet en god ven, var back, og han rykkede op og spillede 3. divisionsfodbold for dem i et par sæsoner.”

“Så lidt har vi da leveret fra Karup, men ellers var det Ikast FS, der førte an, der hvor jeg kommer fra. AGF var lidt for langt væk, men Ikast lå kun et par og tyve kilometer væk, og der var vi tit ovre at se fodbold. Det var min far, der blev tvangsindlagt til at køre frem og tilbage, men det kunne han nu godt lide. Han har selv spillet, men han var mest til at stå på sidelinjen og råbe eller se fodbold med mig hjemme i stuen. Og jeg kan tydeligt huske, hvordan vi lå og væltede rundt på gulvet, dengang Danmark slog Italien 3-1 for mange, mange år siden [ i 1981].”

“Men jeg har set mange store kampe på Ikast Stadion. Der var Allan Simonsen, der vendte hjem til Vejle, Michael Laudrup i sin første sæson for Brøndby, og så jagtede vi også autografer. For jeg samlede ikke kun på fodboldklistermærker, og jeg fik da en del. Ikast lavede noget, der hed SDS Cup, hvor Leeds var på besøg, og det samme var polske Widzew Lodz, der havde ham Boniek, der siden endte i Juventus. Så hans autograf fik jeg, og mappen med dem alle sammen ligger stadig hjemme ved mine forældre,” siger Morten Bødskov, der forlod Karup og flyttede til Aalborg i starten af tyverne for at gå på universitetet.

Her fejrede han EM-triumfen ved at bære Dannebrog gennem Jomfru Ane Gade sammen med en gruppe DSU’ere, før han flyttede til København i midten af halvfemserne. Men der var lige et gyldent øjeblik tilbage på de jyske baner.

“Ja, jeg var jo på Silkeborg Stadion, da de blev danske mestre i 1994. Bødskov-familien kommer fra Silkeborg, så vi var ude at se guldkampen med min farfar, der havde været SIF-mand i mange år. Og da kampen var slut, måtte jeg skubbe ham op over de der høje rækværk, der er omkring banen. Han er ikke så høj og også lidt tung bagi, men ind det ville han, så jeg skubbede på, og så kunne han komme ind og løbe rundt med armene over hovedet sammen med alle de andre. Det var også et af de store øjeblikke,” fortæller Morten Bødskov fra sit kontor på Christiansborg, hvor han har haft sin gang siden 2001.

Fodboldinteressen flyttede med til København, og selv om der selvfølgelig har været travle tider undervejs, så har han hele tiden haft snor i, hvordan det er gået favoritklubberne. For der er ikke kun Tottenham.

“Nej, der er selvfølgelig også Vestegnens Helte fra Brøndby og så Barcelona. Det er de tre hold, jeg holder med.” ” For mig er Barcelona kunst, det er svært at sige andet, synes jeg. Man kan kun være fascineret af den måde, de spiller på, og det er en nydelse at se på,” siger han om et af de hold, han gerne ser på tv.

Det samme gælder Brøndby, som han dog også tager ud at se på stadion, når det er muligt.

“Jeg har holdt med dem, siden jeg kom til København i midten af halvfemserne, og jeg har faktisk været derude en del. Jeg kan tydeligt huske, da vi bankede FCK med 5-0 og siden vandt mesterskabet i 2005. Kahlenberg nettede to gange, og nede foran mig sad hele det radikale hold af FCK-fans. Manu Sareen, Klaus Bondam og andre gode radikale fæller. Det gjorde selvfølgelig sejren endnu bedre,” siger Morten Bødskov med et grin, der også afslører, at han trods sin stilfærdige fremtoning er en entusiastisk fodboldtilskuer.

“Jeg er oppe at stå. Det er jeg. Der er jo ligesom to typer af tilskuere. Der er den tilbagelænede mandagstræner, der er mandagstræner hele ugen, og så er der dem, der bare synes, at det er fedt, når Brøndby basker FCK med 5-0 – eller 4-1 som det blev over FC Nordsjælland her i weekenden. Der er følelser med. Det skal der være. Det er jo et stort spil. Men grænsen går ved ansigtsmaling. Der er grund til at have en sund skepsis overfor folk, der maler sig i ansigtet en søndag eftermiddag,” lyder det med endnu et grin.

Så den tidligere justitsminister nyder stemningen på Brøndby Stadion, når den er bedst, og han har tid, og han rejser også gerne til Hamborg for at se og mærke fodbold-euforien.

“Vi er en gruppe af gamle DSU’ere, der af og til tager ned og ser HSV spille, for der er jo en fantastisk stemning. Selv om de ligger med røven i vandskorpen, så er der fyldt på AOL Arena. Det er også sjovt at se, hvordan der bliver kørt en lift op foran endetribunen, og så står der et heavy rock orkester og spiller slagsangen ” Hamburg Meine Perle.”

“Der er en vis aura over det stadion. Der kører også sådan et ur, der viser, hvor længe HSV har været i Bundesligaen, for de er jo aldrig rykket ud. Og når de så hænger der med få point, og alle diskuterer om de rykker ud eller ej, så giver det en vis stemning, når uret bare tikker af sted. Det er et fantastisk sted, der også ligger smukt i Volkspark,” siger Morten Bødskov.

Så selv om der er meget at se til som politiker, så fylder fodbolden stadig lidt i livet – og også i snakken på Christiansborg.

“Man ved jo nogenlunde, hvem der er fan af hvem. Der er en ret stor Liverpool-klan herinde med Kristian Jensen, Kristian Thulesen Dahl og Bjarne Corydon, men Søren Pind og jeg holder stædigt fast i Spurs. Vi sidder jo også i Europaudvalget begge to, så vi har gerne diskussioner om, hvordan det går med Tottenham,” siger Morten Bødskov.

Og så må søndagens kamp vise, om de politiske modsætninger kan mødes i glæde eller sorg over deres fælles passion i næste uge.

FAVORITHOLDET

Morten Bødskovs favorithold: 
Clemence – Cafu, Perryman, Maldini, Roberto Carlos – Beckham, Hoddle, Eusebio, Messi – Müller, Pelé

Morten Bødskov har valgt et hold præget af fortidens spillere, og ingen er ældre end manden på toppen, det brasilianske angrebsfænomen Pelé, som også har sin plads på Christiansborg-kontoret i form af en indrammet og signeret, brasiliansk landholdstrøje.

” Jeg havde skrevet en artikel til et magasin, som det Dansk-Brasilianske Handelskammer udgiver i Brasilien, og som tak for det fik jeg den her signerede trøje fra Pelé. Det havde jeg aldrig forestillet mig, men en dag lå der pludselig en pakke med en trøje fra ham. Det er ikke hver dag, man får sådan en pakke ind ad døren. Det er jo en fantastisk trøje og så med Pelés underskrift! Det tog lige lidt tid, før den var sunket ind.”.