Jublende Randers-målscorer: Ingen kan sige, vi ikke fortjente sejren
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Jublende Randers-målscorer: Ingen kan sige, vi ikke fortjente sejren

Vito Hammershøy-Mistrati jubler over Randers' sejr over Vejle Boldklub, som han kalder fuldt fortjent.

Randers FC fik en særdeles tiltrængt sejr i Superligaen fredag aften.

Efter fire nederlag på stribe i Superligaen tog de en flot tremålssejr over rækkens tophold, Vejle Boldklub. Og selvom der skulle et par straffespark til for at sikre sejren, var det fuldt fortjent, at kronjyderne tog de tre point.  

Sådan lyder vurderingen fra en meget glad Vito Hammershøy-Mistrati, der selv scorede på det ene straffespark, efter kampen.

Læs også:Randers sænker førerholdet Vejle på to straffespark

- Det er så skønt. Man lever og ånder for at vinde fodboldkamp. Vi har eddermame hungret efter det, og jeg synes, vi leverer en kanon præstation i dag. Jeg tror, der er ekstase i omklædningsrummet, siger Vito Hammershøy-Mistrati til TV3 sport og tilføjer:

- I dag har vi heldigvis medvind med at få to straffespark. Det kan godt være, at de var. Det kan godt være, at de ikke var der. Det ved jeg ikke, men det går vores vej. Selvom vi får to straffespark, er der ingen, der kan sige, at vi ikke fortjener at vinde i dag, fordi vi er klart bedre end Vejle.

Randers FC havde som nævnt tabt deres forgangne fire kampe, men ifølge midtbaneprofilen ændrede de ikke på noget til kampen mod Vejle Boldklub. 

- Nu kommer jeg til at lyde latterlig, men der er ikke noget anderledes i dag. Forskellen er bare, at vi får scoret. Jeg synes, vi har spillet glimrende i de andre kampe, og det er klart, at pressen har været efter os, men vi har siddet i omklædningsrummet dagen efter kampen og kunnet se hinanden i øjnene. Det har ikke været elendige præstationer, og folk har kæmpet med alt, hvad de har. I dag går det vores vej, og det er så dejligt, siger han. 

Sejren sender Randers FC op på syv point efter syv runder i Superligaen. Det er nok til en aktuel ottendeplads. 

Læs også:Superliga-spørgsmål: Perfekt timing for Brøndby IF?

Læs også:Optakt: AaB - Brøndby IF

Læs også:Superliga powerranking: FCM har bredden, SønderjyskE og VB stærke i start-11