Jesse Joronen er AC Horsens' næststørste salg i historien
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Jesse Joronen er AC Horsens' næststørste salg i historien

Salget af Jesse Joronen til FC København er det næststørste i AC Horsens' historie.

Ganske som ventet er målmanden Jesse Joronen fredag blevet præsenteret som ny spiller i FC København. Finnen tiltræder i hovedstaden til sommer, og det betyder, at han gør sæsonen færdig i AC Horsens.

Jesse Joronen skiftede før denne sæson til AC Horsens på en fri transfer, og nu er han altså blevet solgt til FC København - ifølge tipsbladet.dk's oplysninger for et beløb i omegnen af seks millioner kroner.

Det bringer ham ind på en andenplads over de største salg i AC Horsens' historie efter Gilberto Macena.

- Vi er en sælgende klub, og det betyder rigtig meget for os, at vi kan sælge Jesse Joronen for et beløb, der er den næststørste transfersum i AC Horsens’ historie. Jesse Joronen har været igennem en fantastisk udvikling hos os, og det er en stor cadeau til ham, trænerstaben og de øvrige spillere, fortæller direktør Kristian Nielsen til klubbens hjemmeside.

Horsens-manager, Bo Henriksen, udtrykker ligeledes stolthed over salget, ligesom han er glad for, at Jesse Joronen bliver i klubben sæsonen ud.

- Vi har været igennem en forrygende efterårssæson, og her har Jesse spillet en rigtig stor rolle. Han har gjort det så godt, at han er blevet interessant for Skandinaviens største klub, og det vidner om, at vi har udviklet os som klub, når vi kan sælge en spiller til de regerende danske mestre. Det er vi selvfølgelig stolte over. Det var vores målmandstræner Peder Hansen, der blev opmærksom på Jesse, og han skal have stor ros for fremragende scoutingarbejde, fortæller Bo Henriksen og fortsætter:

- Det har været meget vigtigt for os, at vi beholder Jesse i foråret, for det giver os god tid til at finde en afløser. Selvom han kun har været i klubben i kort tid, så har han sat et markant aftryk som spiller med sine store kvaliteter, og han er også et fantastisk menneske med værdier, vi sætter stor pris på. Vi er super glade for, at vi også får glæde af Jesses kvaliteter i resten af sæsonen.

Jesse Joronen har underskrevet en fem-årig aftale med FC København. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.