FC Midtjylland har i MCH Arena lidt af et fort. Dette blev dog skudt ned søndag eftermiddag, da FC Nordsjælland gæstede. Noget overraskende lykkedes det for gæsterne at vinde, da Bruninho med et flot langskud afgjorde på heden. Et faktum, der trods en god start på sæsonen, skabte massiv skuffelse i Herning.
Blandt andet hos cheftræner Jess Thorup, der ikke føler, at træthed var problemet efter midtugens Europa League-sejr over Legia. Han så dog flere momenter i spillet, der ikke fungerede for de danske mestre:
- Som jeg sagde til spillerne efter kampen, så skulle vi jo tabe på ét eller andet tidspunkt, og det her bliver heller ikke det sidste nederlag, vi får, siger Jess Thorup til FCM TV og fortsætter:
- Nederlaget i dag kom vel fordi, vi ikke var dygtige nok på den sidste tredjedel. Vi spiller jo rigtig fint med bolden langt hen ad vejen og har dominansen, men vi mangler lige lidt kvalitet både i stikning, aflevering, løb i feltet og så videre, lyder vurderingen fra cheftræneren.
Søndagens nederlag var ikke det eneste, man må ærgre sig over i FC Midtjylland. En sejr til FC København betyder nemlig, at ulvene er henvist til andenpladsen i Alka Superligaen.
FC Midtjylland og FC København står begge noteret for 18 points.