BRØNDBY STADION (Tipsbladet): For Brøndby IF kunne de to halvlege i sejren over FC Midtjylland torsdag aften dårligt have været mere forskellige.
I første halvleg sad Brøndby på sagerne og pressede FC Midtjylland i bund. I anden halvleg fik de blå-gule en mand vist ud og måtte forsvare sejren hjem.
Men én ting, de to halvlege havde til fælles, var, at forsvarsspiller Jordi Vanlerberghe var blændende. Han var god i pasningsspillet, mens han også leverede vigtige tacklinger og clearinger.
Noget, der også sikrede ham kåringen som Brøndbys bedste i kampen i Tipsbladets dom.
Og cheftræner Jesper Sørensen, der så kampen fra tribunen grundet karantæne, er også dybt imponeret over den 27-årige belgier.
- Jordi spiller en virkelig stærk kamp i dag. Virkelig stærk. Det var flot at se. Han har været opadgående efter den skade, der holdt ham ude efter Lyngy-kampen. I dag var noget af det stærkeste, jeg har set ham spille, siger Jesper Sørensen til Tipsbladet og resten af den fremmødte presse efter kampen.
Jesper Sørensen var også ganske godt tilfreds med, hvad han så fra Daniel Wass, der startede inde for anden kamp i træk.
- Det niveau, han har spillet i de seneste to kampe, vil jeg gerne se fra ham, for det er et godt niveau. Det er det vigtigste for Daniel. Når han spiller sådan, hjælper han holdet gevaldigt. Det har han hele tiden villet, og så har jeg truffet nogle beslutninger undervejs, hvor han er startet ude i nogle kampe.
- Men Daniel har hele tiden været klar og også vidst, at han ikke var færdig med at spille. Jeg synes, at det, han har leveret, har været rigtig stærkt, siger Brøndby-bossen.
Daniel Wass, Jordi Vanlerberghe og resten af Brøndby-mandskabet skal i aktion igen søndag, og der er modstanderen endnu engang FC Midtjylland. Denne gang er det dog på udebane i Superligaen og med Jesper Sørensen tilbage på sidelinjen.