Førstemålmanden Jesper Hansen er med i den trup, FC Midtjylland har udtaget til tirsdagens kamp i Champions League ude mod Liverpool.
Jesper Hansen blev skiftet ud med en mindre lyskeskade i lørdagens 3-2-sejr ude over Brøndby.
Men han er blevet klar nok til at være i spil til kampen. Der skal dog sorteres to spillere fra truppen inden kampstart.
FCM-keeperen fortalte forud for Liverpool-kampen, at han har troen på, at midtjyderne kan vise sig flot frem på Anfield.
Lektionen og 0-4-nederlaget i den første kamp i Champions League hjemme mod Atalanta kan i den sammenhæng bruges til noget.
- Vi fik at mærke, at vi ikke kan slække på noget som helst. Hvis vi bare slækker lidt på en berøring eller en placering, så udnytter modstanderen det bare på dette niveau.
- De drejer af, og de har bare bedre og mere præcise afleveringer. Det går lige en tand hurtigere. Vi kunne godt mærke, at vi hang efter.
- Så vi skal være hurtigere i tanke og handling. Simpelthen. Og så skal kvaliteten følge med, siger Jesper Hansen.
I lørdags vendte FCM i den hjemlige Superliga 0-2 til en sejr på 3-2 ude over Brøndby, og den sidste halve time var opløftende forud for Liverpool-kampen.
- Hvis vi leverer, som vi gjorde i de første 60 minutter mod Brøndby, så får vi ikke mange chancer på Anfield. Så vi skal stige i kvalitet, siger Jesper Hansen.
FCM's kamp ude mod Liverpool spilles tirsdag aften klokken 21.
Følgende 25 - som ikke inkluderer Ronnie Schwartz - er rejst med FC Midtjylland til Liverpool. To skal sorteres fra inden opgøret.
1. Jesper Hansen
2. Dion Cools
6. Joel Andersson
7. Pione Sisto
9. Sory Kaba
10. Evander
11. Awer Mabil
14. Alexander Scholz
15. Bozhidar Kraev
16. Valdemar Birksø Thorsen
25. Manjrekar James
26. Lasse Vibe
28. Erik Sviatchenko
29. Paulinho
30. Oliver Ottesen
31. Mikkel Andersen
33. Luca Pfeiffer
34. Mikael Anderson
36. Anders Dreyer
38. Frank Onyeka
40. Jens-Lys Cajuste
43. Nicolas Madsen
44. Nikolas Dyhr
45. Gustav Isaksen
46. Japhet Sery Larsen
/ritzau/