Er Andreas Alm den rigtige træner for OB?
Efter en katastrofal sæsonstart, der hidtil har budt på blot et point, er det et spørgsmål, der diskuteres oftere og oftere. Også hos Discoverys eksperter har temaet været oppe og vende, og her mener Thomas Gravesen, at der meget snart skal andre boller på suppen, hvis ikke Andreas Alm skal ud af klubben.
Og i tilfælde af en trænerudskiftning peger den tidligere landsholdsspiller også på en kandidat, han gerne ville se i OB.
- Jeg synes helt klart, at OB skal kigge sig om efter en træner meget, meget snart, hvis ikke de får det vendt derovre. Jeg kunne meget godt tænke mig at se en David Nielsen i OB. Jeg synes, OB mangler noget vildskab og ild - både på udtrykket inde på banen, men også hvad angår rundtom holdet, siger Thomas Gravesen til Discovery+ og tilføjer:
- OB er en kæmpe klub på Fyn. Det er den største klub derovre, og hvis ikke den kunne spille med i top seks i Danmark, ville det undre mig meget.
David Nielsen står i øjeblikket uden klub, efter at han forlod AGF ved udgangen af sidste sæson. Han har tidligere også været træner i norsk fodbold samt hos Lyngby Boldklub.
Se klippet med Thomas Gravesen i videoafspilleren øverst i artiklen.