Fra Tipsbladets avis fredag den 11. november
Selvfølgelig hænger der et billede af Lars Høgh i Superliga-huset på OB’s træningsanlæg i Ådalen. Det er her, man har samlet administration, sportslig stab og naturligvis spillere og trænere i den sorte og forholdsvis nye bygning, der er bygget i to etager og stod klar i 2020 efter årevis med bøvl og besvær for skiftende sportschefer. Det har løftet faciliteterne i Odense fra at være på serieniveau til Superliga-niveau, men den slags kan jo sjældent måles direkte i tabellen.
Til gengæld kan man se på resultaterne, at der er sket noget i OB hen over det seneste år. Efter 16 runder i Superligaen har OB samlet 23 point, hvilket er det højeste antal point til fynboerne i tiden med den aktuelle 12-holds-struktur med grundspil. Og kigger man på de nøgne facts, skyldes de gode resultater især en styrket defensiv. I sæsonens første fem kampe lukkede OB 13 mål ind. I de seneste 11 kampe har OB lukket ni mål ind.
Også derfor falder billedet af Høgh i øjnene ved trappen, der går fra omklædningsrummene i gadeplan til administrationsbygningen på førstealen, for det er oplagt at tage fat i OB’s nuværende målmand, den tidligere Lars Høgh-elev Martin Hansen, når vi skal snakke om den fynske forvandling og fremgang.
For Martin Hansen kom til OB efter de første tre spillerunder, men har siden været en del af et OB-hold, som har været solidt og som har hentet point i de fleste kampe. Alene i de to seneste spillerunder har OB gennem scoringer i slutfasen hentet vigtige point mod FC Midtjylland og Brøndby, hvilket også er et udtryk for et styrket OB; fynboerne har fået en god evne til at afværge truende nederlag eller forvandle uafgjorte kampe til sejre i kraft af en ny og stærkere mentalitet.
”Der er sket meget i vores måde at spille på, og der er kommet nogle spillere ind, som tager noget ansvar ved at lægge vægt på, at det gerne må være primitivt en gang imellem. Det behøver ikke altid at være seværdigt, for det handler om at være i live så længe som muligt i 90 minutter. Vi har nogle gode eksempler på, at vi scorer sent i kampe mod Horsens, Silkeborg, FC Midtjylland og Brøndby. Betydningen af at være i live i løbet af kampen er supervigtigt i forhold til at få noget med,” siger Martin Hansen til Tipsbladet.
Han afløste Hans Christian Bernat i OB-målet tidligere på sæsonen, men ønsker ikke at tage æren for fremgangen på Fyn.
”Jeg kommer ikke til at tage nogen helterolle på mig. Jeg vil gerne evaluere, når sæsonen er færdig, men jeg kan ikke bruge de seneste ti kampe til noget, hvis vi ikke kommer i top seks. Jeg kan være stolt, hvis vi får vendt tingene til en Top 6-placering, som vi kan bruge til noget. Men det er en holdsport, og selvom der er nogen, der skal score målene, og nogen der skal redde boldene, er det i lige så høj grad de to midterstoppere og de to unge backs, der tager et kæmpe ansvar. Hvis de ikke gør det, bliver det sværere for mig at redde boldene.
Mod FC Midtjylland havde jeg én redning, og det kunne da være fedt at gå på banen hver gang med en bevidsthed om, at man primært skal gå på banen for at stå og brøle lidt, og så ellers redde én bold. Der skal gives en kæmpe kredit til holdet for at krige den hjem, for der er nogle kampe, hvor holdet skal være der, og der er nogle kampe, hvor jeg skal være der,” siger Martin Hansen.
Kuk-kuk og vildskab
Målmanden er en af en række nye spillere, der er kommet til OB i løbet af 2022, hvor spillere som Mihaljo Ivancevic, Bjørn Paulsen, Armin Gigovic, Franco Tongya, Aske Adelgaard, Gustav Grubbe og senest Yankuba Minteh er kommet til og er gået direkte ind i startopstillingen på det nye OB-hold, som fodbolddirektør Bjørn Wesström har skabt. Syv nye spillere er altså blevet integreret i startopstillingen i løbet af få måneder, men de har ikke kun bidraget med spillemæssig kvalitet; flere af dem er også kommet til OB med en ny mentalitet.
De har ikke været præget af tidligere års skuffelser og ærgrelser på Fyn, hvor folk stadig længes efter sæsonerne med europæiske kampe, topplaceringer og medaljer som næsten sædvane. I stedet er de kommet med noget hårdhed og det, som Martin Hansen kalder vildskab.
”Vi forsvarer os rigtig godt i øjeblikket. Vi er der i de afgørende situationer. Når vi taler om vildskab, har vi lagt på i duelspillet. Man må gerne træde over stregen en gang imellem og rive sin partner med ved siden af. Jeg har det selv sådan, at når jeg ser Bjørn Paulsen flyve ind i en tackling, skal jeg selv kunne matche den vildskab. Jeg vil ikke have en holdkammerat ved siden af mig, som er vildere end mig. Det er det, jeg mener.
Når man træder til stregen og nogle gange lidt over, skal det gerne smitte af på holdkammeraten ved siden af. Det skal være et signal: ’Når jeg strækker mig så langt, skal du også være der.’ Det skaber en dominoeffekt på et hold, for når man selv viser, at man vil fremad, plejer de andre at følge med,” siger Martin Hansen.
Mihajlo Ivancevic og Victor Claesson.
Netop defensiven er essentiel at fokusere på, når det handler om OB, for som nævnt lukkede OB i sæsonindledningen mange mål ind. Tager man sommerens tre træningskampe med, indkasserede OB faktisk 22 mål i otte kampe, men der er blevet sat en prop i. Det handler ikke kun om målmand Hansens ankomst, men også om tilgangen af Bjørn Paulsen og comebacket til serberen Mihajlo Ivancevic. OB har endnu ikke prøvet at tabe med de to spillere som forsvarspar – ja, Mihaljo Ivancevic’ seneste 17 kampe for OB er endt uden nederlag; han har kun tabt to kampe som OB-spiller, og det var tilbage i marts.
Netop trioen Ivancevic, Paulsen og Hansen er ansigter på det nye OB, der har en anden mentalitet og udstråling end det, der har kendetegnet OB i de senere år. Et billede på dette så man i søndagens kamp mellem OB og Brøndby, hvor Mihajlo Ivancevic blandt andet jublede med en knyttet næve, da et Brøndby-angreb via en tilfældig afretning endte med et målspark til OB.
”Det er en af Mihaljos kvaliteter, at han er lidt kuk-kuk en gang imellem. Det elsker jeg, for det er jeg også selv. Når man kommer ind på et hold, kan man godt mærke det, hvis der er andre, der har den vildskab, som jeg også selv har. Det er lettere, end hvis man er alene med det. Jeg kunne tydeligt mærke det i den første kamp, han var med i; der var noget, jeg kunne spejle mig i. Den connection var der fra starten af. Det er vigtigt, at man har den type spillere, der er der hver gang. Det ser fornuftigt ud i øjeblikket,” siger Martin Hansen.
Der har hængt et tungt åg over OB gennem efterhånden mange år. Selvom klubben opnåede egen målsætning om en midterplacering i 2016 og en plads i top seks i 2019, har der været mange skuffelser i løbet af de seneste ti år. OB er den klub i Superligaen, der har været længst tid væk fra europæisk fodbold, og perioden med tre europæiske gruppespil, fire sæt medaljer og to pokaltitler fra 2002 til 2011 synes langt væk. Det har tynget mange OB-spillere gennem årene, og Martin Hansen kunne også mærke, at der flere holdkammerater hang med mulen, da han kom til klubben i begyndelsen af august.
”Når resultaterne ikke er der, er der meget fokus på OB. Man kunne tydeligt mærke, at der var en masse negative vibrationer omkring klubben. Det bliver man hurtigt en del af, og man kunne godt mærke, at det var en gruppe, der var lidt trykket og havde brug for succesoplevelser. Mihaljo var ude med en skade, og Bjørn Paulsen stod måske lidt alene med den nye mentalitet. Da resultaterne ikke flaskede sig, var det måske meget rart, at der kom nogle spillere ind, som ikke var så påvirkede af situationen,” siger Martin Hansen, der også selv blev ramt af negative tanker, da OB efter en kort opblomstring i august tabte på hjemmebane mod Viborg i september.
Her reagerede han ved at forlade stadion hurtigt efter slutfløjt uden at udtale sig til pressen og uden at deltage i holdets fællesspisning.
”Jeg bilder mig ind, at jeg kender mig selv bedst. Mod Viborg var jeg så træt af kropssproget fra os generelt gennem kampen. Vi var ikke klar, og det handler også om attituden. Jeg kender mig selv, og hvis man ikke trækker sig i sådan en situation, kommer man til at sige nogle ting, hvor man rammer hovedet på sømmet, og det kan komme hårdere ud, end det burde være. I sådan en situation er det bedre, at jeg trækker mig. Der er nogen, der kan klare at få at vide, at det ikke var godt nok, og nogen kan ikke kan klare det.
Sådan noget skal man lige navigere i – især når man er i begyndelsen af en periode i en klub,” siger Martin Hansen, der medgiver, at han stiller krav til sine omgivelser og sine holdkammerater.
”Når jeg taler om om crazyness, handler det meget om, hvordan man er i hverdagen. Hvordan bygger man sine relationer til sine holdkammerater? Hvis man kender hinanden, ved holdkammeraterne også, at kritik ikke er personligt. Jeg har aldrig været og kommer aldrig til at være personlig overfor mine holdkammerater. Men hvis man har aftalt, hvordan man agerer i en bestemt situation, og det så ikke sker, kan jeg blive irriteret. Det handler meget om, hvordan man er som menneske i løbet af ugen. Der er jeg meget glad og jokende, og jeg elsker at tage pis på hinanden. Men det betyder, at når man så tager en diskussion, ved folk godt, hvad der ligger bag,” siger målmanden.
Ambitioner
Men selvom der lige nu blæser mere positive vinde over OB efter otte kampe på stribe uden nederlag, er situationen stadig usikker for fynboerne. Superligaen er tæt, og OB kan stadig slutte på alt fra en tredje- til en tiendeplads i grundspillet. Og Martin Hansen emmer da også om ambitioner, når han ser fremad.
”Det letteste i verden ville være at læne sig tilbage og nyde det, men det er jo ligegyldigt, hvis vi taber i weekenden. I udlandet er man rigtig dygtige til at bevare sulten efter en den næste sejr. Man skal kunne parkere en rigtig god oplevelse og ikke leve videre i den. I Tyskland siger man ’abharten und weiter’. Det betyder, at man skal sætte flueben, og så kigge fremad. Der skal være fuld fokus på næste kamp, og vi skal være lige så sultne efter at få en sejr med hjem, som da vi vandt over FC Midtjylland.
Hvis vi læner os tilbage efter en sejr, rykker vi os ikke i længden. Vi skal ikke være selvtilfredse, for vi kan ikke bruge det til en skid, hvis vi ikke kommer i Top 6. Hvis man ikke kan leve med den filosofi i fodbolden, kommer man til at stå stille, og så udvikler vi os ikke,” siger Martin Hansen.
Den vindervilje og attitude er blevet skærpet gennem en række år i forskellige udenlandske klubber, men egentlig har han altid haft det sådan, fastslår han.
”Hvis man vælger at stille op i en sport, hvor det handler om at få point, er det egentlig lige meget, hvad omgivelserne siger. Fansene kan selvfølgelig give noget adrenalin, men i min verden skal være selvmotivation, der styrer det. Det skal være det, der siger: ’Jeg vil ødelægge dem, der står på den anden side af banen. De skal ikke have håneretten over mig’. Det er ikke anderledes, når jeg spiller PlayStation med mine børn derhjemme. Så slår jeg dem 10-0. Det er ikke noget, jeg har lært. Det er noget, jeg er født med, og jeg kan ikke gøre for det. Uanset hvad vi spiller, skal jeg vinde. Sådan har jeg det bare,” siger Martin Hansen, der dog også er blevet formået af årene i udlandet.
Han var ung teenager, da han flyttede hjemmefra for at forfølge drømmen i Liverpool for snart mange år siden, og ser man bort fra korte ophold i Viborg og FC Nordsjælland, har han tilbragt det meste af karrieren uden for landets grænser. Klubber som Heerenveen, Basel, Ingolstadt, Strømsgodset og Hannover har været arbejdsgiver for Martin Hansen, der har samlet erfaring sammen, som han prøver at give videre.
”Mentalitetsmæssigt har jeg lært et hav af ting. Det er meget mere hårdt og kynisk i udlandet. Du er ikke vigtigere, end at du kan erstattes, og der kan godt være nogle konfrontationer i løbet af en sæson, hvor du kan blive stemplet meget hurtigt – også fordi sproget er anderledes nogle steder. Ofte er dialogen mellem trænere og holdkammerater på et andet plan, fordi man ikke kan være lige så personlige og tætte på grund af sproget.
Det er noget andet i Danmark, hvor holdkammeraterne ofte kan sætte sig hundrede procent ind i alle situationer og følelser, man sidder med. I udlandet er tålmodigheden og forståelsen ikke den samme. I Danmark er man bedre til at sætte sig ned med en spiller og gå i dybden med de frustrationer, der kan opstå,” siger Martin Hansen, der i sommer valgte at rykke tilbage til Danmark – blandt andet for at vise sig frem igen efter en periode i fodboldmæssig glemsel.
”Formålet var at komme tilbage. Der var nogle af de værdier, som jeg har savnet; en bevidsthed om, at vi har med mennesker at gøre, og at det ikke er en maskine. Det handlede også om, at jeg nok følte mig lidt glemt herhjemme. Jeg er meget ukendt på mange områder, og der var ikke rigtig nogen, der vidste, at jeg eksisterede mere. Jeg ville gerne hjem og vise, at jeg stadig er her, og jeg kan godt kan finde ud af at spille fodbold.
I sidste ende handler det også om at være med til at rykke OB og prøve at skubbe klubben fremad, så den kan komme i den retning, som klubben gerne vil være. Og udfordre dem på nogle ting, som de ikke har tænkt på,” siger målmanden, der altså ikke er tilfreds, selvom OB lige nu oplever pæne resultater.
”Vi er en fodboldklub, der har en stadionbane, der er lavet af græs, mens vi træner på kunstgræs. Det gavner ikke det, vi skal ud at kæmpe for. Der er nogle ting, der skal justeres. Min gamle klub i Viborg har en flot stadionbane, det samme har AaB, FC Midtjylland og flere andre.
Det er vigtigt, at vi som spillere kan forvente en høj standard af banen, når vi skal have nogle point med hjem. Det handler også om ambitioner, og det vil jeg også holde klubben op på,” siger målmanden, der har bragt en ny mentalitet til Fyn – og som indtil videre har været med til at skabe bedre resultater, end man har set længe i Odense.
Fotos: Getty Images
Dansker er clean sheet-konge: ‘Noget særligt over ham’
FC Porto – FC Midtjylland
FCN forlænger med finsk stortalent
Her er Danmarks næste toptrænere
Nu går Thomas Frank viralt
Tryllebundet af Braithwaite: Aldrig set lignende!
Lars Knudsen stopper på landsholdet
Chok i Man Utd – på vej til rival?
Lind bomber i Italien: ‘Ustoppelig’
Ekspert revser Brøndbys ledelse: ‘Respektløs behandling’
Ingen vil have ham: ‘Det er vanvittig besynderligt’
Brøndby-profil træt af AGF: – Alt irriterer mig
Afkræver Manchester United en forklaring
Silkeborg-fan: Her er min drømmetransfer
Jonas Wind storhyldes: Magtdemonstration!
Afsløring: Kevin Mensah er færdig i Brøndby
Ildevarslende nyhed for Andreas Christensen
Danskerklub tæt på krise: Alarmklokkerne ringer
Kent Nielsen har sendt sms: Du ringer lige i aften
Tidligere FCK-stjerne meldes færdig i sin klub
Kasper Dolberg melder klart ud om transfer
Hvordan kan han være så dum? Kan koste jobbet
Ny kontrakt til Patrick Mortensen? Her er AGF-chefs svar
Wow! Vinder guld – han bliver solgt til en storklub
Stig Tøfting hakker til: Sådan ender Superligaen
Gustav Isaksen: Hans stil passer mig perfekt
Daniel Agger forlænger på landsholdet
Gustav Isaksen hyldes efter helterolle
Ekspert om City: De har ikke en chance
– Christian Eriksens tid er forbi i Manchester United!
Midtuge-systemet: Fokus på Champions League
Tyveri? Ja sgu’ da! Fansene ved selvfølgelig bedst
Tidligere Superliga-spiller bliver fodbolddirektør
Vil væk: ‘Jeg har niveau til Superligaen’
Ellevild med Kasper Schmeichel: Verdensklasse!
Manchester United i nye problemer: Det er en hån
Dato for Superligaens transfervindue er på trapperne
– Det har været kaos i Brøndby siden CV-fyring
– Det er som en lille dreng, der har fået tæsk
– Fortsæt med at spille fremad, fremad, fremad!
Rasende: ‘Det er under al kritik’
Hylder Links: – En af mine gode venner
Chelsea-back gled to gange og smed støvler i skralderen
Efter scoring: Nu vil han spille fra start
Helt vildt: Jonas Wind straffer Bo Henriksen og co.
Bødestraf i Superligaen vækker opsigt i udlandet
Puha: Det var tamt og rådvildt, Brøndby!
Tøftings opråb: Hent ham, FCK!
Frier til Youssef Toutouh – ‘vi vil gerne have ham’
Har han lyst til et eventyr, så er det nu!