– Jeg skal fandeme vise dem, skal jeg

Bragt i Tipsbladet 3. maj:

For andet forår i træk led AaB forleden et klart nederlag til FCK i Parken. Nordjyderne viste sig underlegne i de fleste af spillets facetter ved begge lejligheder, men hvor det sidste år kunne have haft fatale konsekvenser, så kunne AaB-delegationen med Lynge Jakobsen i spidsen tage det lidt mere roligt i år. Sidste år gjaldt det om at undgå nedrykning til 1. division, og i sidste ende var AaB afhængig af Tim Janssens overtidstræffer for Esbjerg mod Randers for at redde skindet i mere end en forstand.

Det husker den næsten nytiltrådte AaB-direktør kun alt for godt, da han har skænket kaffe i et mødelokale på AaB’s klubanlæg på Hornevej.

»Jeg tror, at med en god skribent til at hjælpe mig, er jeg i stand til at skrive en bog på 100 sider om den dag i Parken sidste forår. Også når man kommer på distancen af det, er der så mange detaljer på den dag, at man næsten tror, det er løgn. Bare beskrivelsen af, hvad det egentlig er for et scenarie, da vi skal til at starte. Vi er sat op på skafottet og kan dø på dagen. Og stemningen i Parken er euforisk. Fuldstændig helt ude på et plan, hvor alle de lykkesligste mennesker i Danmark er samlet, fordi FCK allerede er mester. Der bliver smidt badebolde og skidt og kanel op, og det hele gynger bare.«

»Jamen, FCK er blevet mester, Lynge, så de bliver til at slå,« sagde folk til mig.

Den stolede du ikke et øjeblik på?

»Nej, nej. Det er Ståles sidste kamp. Grønkjær skal afsted. Pospech skal afsted. De ville ikke give os noget som helst. Og efter ti minutter ved du også, at den her kamp kan vi ikke vinde. Det er meget negativt at sige, men FCK siger bare: »Her bestemmer vi. Og vi er bedre, end I er. Og vi agter at fuldføre det her til sidste minut.« Det bliver ret tydeligt, at der skal ske noget vildt, hvis vi skal have noget med derfra. Dommeren skal måske dømme et eller andet unormalt. Vi skal lige pludselig få et eller andet, der kommer ned fra himlen. Karim skal have fire arme. Du kan næsten ikke engang se en almindelig konstruktiv tilgang til en fodboldkamp. Hvis vi gør sådan og sådan taktisk, så slår vi dem. Det var bare ikke muligt at se.«

»Og så er det selvfølgelig Jesper frem for nogen, der scorer på et langskud. Hvor mange har han lavet af dem i sin karriere? Ikke mange, men over i det fjerneste hjørne med den, og han siger, at det var på mål, og det var det sikkert. Nogen vil sige, at det er et indlæg. Og så er det ham af alle mennesker. Og Ståle jubler. Og Grønkjær jubler. Og jeg kan fandeme ikke forstå, hvad de jubler for! Det er sådan billedligt set på distancen, for så selvfølgelig skal de juble. Jeg tror også, at jeg kender begge to godt nok til at vide, at de ender med at blive skideglade for, at det ikke er AaB, der rykker ned. For begge to har haft en god tid i AaB, og når de udtaler sig om AaB, gør de det altid ordentligt og positivt.«

»Så det, der i lang, lang tid lignede den ultimative glæde for det ene hold, og den ultimative nedtur for det andet, det ender med, at vi bagefter står og kan sige, at det var den bedste dag i nyere tid både for FCK og AaB. At den lige pludselig lander der, er jo næsten ikke til at tro.«

AaB havde via hjælp fra gode venner af huset i det nordjyske fået lidt kapital at forstærke holdet med op til sidste forår. Ind kom Morten »Duncan« Rasmussen og Michael Lumb på lejemål, mens Thomas Augustinussen vendte hjem som fortabt søn. Det var en stor og nødvendig redningsaktion, men for intet at regne mod den redningsaktion, man var kommet ud i, hvis det var gået sportsligt galt, og man var rykket ned.

»Jeg vil sige i dag [tankestreg] vi behøver jo ikke snakke sort altid [tankestreg] at når vi ved, hvor stram vores økonomi er i dag, og hvor meget vi kom ud med af underskud sidste år – hvis vi så var rykket ned, så skulle der have været en redningsaktion i gang af dimensioner. Ellers tror jeg ikke, vi havde været her i dag. Jeg ved ikke, om vi var gået konkurs, men vi var i hvert fald kommet i en situation, hvor vi havde haft et hold, der ikke havde en chance for at rykke op fra 1. division.«

AaB er storklub
Lynge Jakobsen har i 16 år været sportsdirektør for AaB, men har efter generalforsamlingen denne april kunnet skrive direktør på visitkortet, da den hidtidige direktør Poul Sørensen fratrådte. Det er nu Lynge Jakobsen, der sammen med tidligere kommerciel direktør Claus Jensen udgør direktionen. Dermed har Lynge Jakobsen taget hele turen fra spiller til øverste chef i sin hjerteklub, som han til enhver tid vil forsvare.

»Når jeg skal se på det personlige, så kan jeg slet ikke holde ud til at tænke på, at AaB ikke er en af de fremmeste klubber i Danmark. Jeg holder så mange foredrag, at det næsten bliver for meget, selv om jeg kan godt kan lide at komme ud at fortælle om AaB. Det er det, mit job handler om. Men der siger jeg jo, at nogle gange har jeg på fornemmelsen, at vi ikke har vundet fodboldkampe de seneste fem år, når jeg jeg hører folk beskrive AaB’s aktuelle tilstand.«

AaB ligger lige nu nummer otte i Superligaen og er en af flere af rækkens grå mus. Men et øjebliksbillede kan ikke definere AaB præcist som klub, mener Lynge Jakobsen.

»Jeg har 1991 som den nye tids skæringsdato. Det var der, Superligaen startede, som vi kender den i dag. Derfra har du FCK med de mange penge, og de har flest mesterskaber. Det vil de blive ved med at få i den tid, jeg kan se. Det skifter ikke i morgen eller overmorgen. Så har Brøndby været der med mange mesterskaber. Og så er AaB nummer tre med tre mesterskaber i den periode. Så har Herfølge vundet et, og Silkeborg et. Der er altså rigtig mange klubber, der ikke har været i nærheden af et mesterskab i den periode. Vi har desuden klaret os godt europæisk.«

»Hvornår bliver AaB en storklub igen? spørger folk mig. Så kigger jeg på ham, der spørger, og siger; hvad mener du med det? Vi er da en storklub. Hvis du bruger placeringen i ligaen til at snakke storklub, så tager du fejl, for så er OB heller ikke en storklub lige nu. Storklubber skal ses i et større billede, end det der lige er i ligaen på et givet tidspunkt. Det har noget at gøre med, hvad det er for en status klubben har. Hvor mange tilskuere kommer der? Hvad med talentudviklingen? Hvordan ser økonomien ud osv. Hvor profileret er den i medierne?«

»At AaB skulle være andet end en storklub er for mig utænkeligt. Selv om vi har svære økonomiske tider nu, selv om vi virkelig skal tænke os om, og vi har skåret vores spillerbudget ned med 15-16 millioner kroner på halvandet-to år, og vi er kommet ned på et niveau, sammenligneligt med nogle klubber, vi ikke ville have sammenlignet os med for få år siden på spillerbudgettet, så vil jeg sige, at jeg har store forventninger og store drømme for AaB stadigvæk.«

Røde Aalborg-regnskaber
At drømme er gratis, men realiteterne er barske for AaB på den økonomiske front og har været det de seneste blodrøde regnskabsår. I sidste regnskabsår kom AaB A/S ud med et underskud på lige knap 40 millioner kroner. Den egenkapital, som efter Champions League-deltagelsen i 2008 var oppe på 163 millioner kroner, er nu barberet ned til 19 millioner.

I marts var AaB A/S nødt til låne seks millioner kroner af egen klubbens egen amatørafdeling, AaB af 1885, for at kunne udbetale lønninger.

Skylden for den økonomiske deroute er offentligt blevet placeret på den tidligere direktion og bestyrelse, som kastede sig ud i ejendomsinvestering, køb af sportsbutikker og et reklamebureau, mens urentable idrætsgrene som håndbold og ishockey kom ind under AaB A/S.

Samtidig med at AaB’s fodboldafdeling stadig hentede løntunge spillere fra nær og fjern efter ansættelsen af Magnus Pehrsson som træner i starten af 2009. Pengene fossede ganske enkelt ud af kassen, og selv om Lynge Jakobsen i den periode udelukkende var ansat som sportsdirektør, og altså ikke havde noget overordnet økonomisk ansvar for biksen, så påtager han sig gerne synderne i dag.

»Det er mig, der sidder der nu, så jeg skal forholde mig til det under alle omstændigheder. Jeg tror, at vi har lidt troværdigheds – jeg vil ikke sige døden – for det er for voldsomt, men troværdigheden har lidt et knæk. Vi kan for fanden bare se, hvad vores værdigrundlag er: I AaB holder vi, hvad vi lover. I AaB kommunikerer vi åbent og ærligt, i AaB står vi sammen med Nordjylland, osv, osv,« siger Lynge Jakobsen og peger op på væggen, hvor der hænger plakater med sloganerne på.

»Vi har ikke holdt, hvad vi har lovet omkring økonomien de senere år. Og vi mister troværdighed ved jer medier, ved vores fans, ved vores aktionærer, ved vores sponsorer. Når vi snakker økonomi, så har vi ikke kunnet vise det. Vi har været ude at hente penge flere gange. Og de penge har ikke kunnet bruges fremadrettet. De har skullet bruges til, at vi også kunne betale lønninger i morgen, for at sige det lidt dramatisk. Lukke huller.«

»Jeg har dog en vis stolthed over, fordi jeg har været medlem af AaB siden 1956, at når vi kommer i en svær situation, så træder amatørafdelingen til og hjælper os. De siger: »Vi er godt nok kun amatører, men hvis I står i et akut problem, så er det vigtigt, at vi har AaB som frontfigur i dansk fodbold. Ellers kommer vi bare til at spille Danmarksserie heroppe, og det er ikke godt nok. Vi skal nok være med til at løse den her, så vi kan komme videre.« Det synes jeg er en storhed for AaB. Jeg ser lige så gerne, at det er den løsning, som at der var kommet en tilfældig person med en papkasse og havde lagt seks millioner.«

Nu er alt fodbold
Koncernen har langt om længe fået solgt udenomsforretningerne fra, og fra denne sommer er det også slut med andre sportsgrene end fodbold inde under AaB-papaplyen. Det glæder alt sammen Lynge Jakobsen.

»Nu har fodbold i fem-seks år kunnet sige; det er også ishockey, der bruger alle vores penge. Det er håndbold, der bruger alle vores penge. Det er også de skide bygninger. Og det er de sportsbutikker. Og det er det reklamebureau. Det er dit og dat. Men pr. 1/7 er det igen en fodboldklub. Der findes ikke nogen undskyldning for nogen af os til at kigge til højre og venstre og pege fingre. Nu står vi alene. Det har os, der har haft med fodbold at gøre, jo bedt om længe. Nu har vi fået det præcist, som vi vil have det.«

»Gider I så godt ikke overbevise os om, at det kan I få til at hænge sammen,« spørger folk mig om nu. Jeg synes, at det er en god og reel udfordring at få, at man siger til mig; Lynge, det er fandeme det, du har bedt om. Og den er god for mig at kunne sige til trænerne og spillerne: »Det er det, vi har bedt om, venner, så lad os komme ud over stepperne«.«

»I dag kan man konstatere, at det eneste rigtige for AaB er en ren fodbolddel. Vi er også fra 1885, og alle vores stoltheder er alene relateret til fodbold. Jeg ved sgu godt, at vi startede som en cricketklub, men det har vi da heldigvis heller ikke mere. Det er fodbold, vores identitet, stolthed og storhed baserer sig på. Det, vi kan fortælle noget om, er fodbold. Derfor ved jeg, at den eneste måde at overleve på, det er at koncentrere sig om fodbold. Kan vi ikke det, så er det et tegn på, at professionel fodbold i Danmark ikke kan bestå. Medmindre der så kommer en rig forretningsmand hen og smider penge.«

»Nu er der nye tider på vej, og jeg tør godt sige, at AaB fodbold vil give overskud over fem år. Det kan godt ske, at vi vil have underskud et år eller to, for det om man bliver nummer fem eller syv, det er små marginaler, der afgør det. Så mister du tv-penge og dit og dat, men over fem år er jeg sikker på, at vi nok skal få skabt overskud i den her butik. Og så kører tingene rundt. Det betyder bare, at du skal have lidt stående i banken til de år, hvor du er på minus syv millioner i stedet for plus 14, eller et eller andet. Det er den situation, vi arbejder på at komme hen til nu.«

Folk fatter det ikke
Men Lynge Jakobsen erkender gerne, at hans specialitet ikke er tal, og at han ofte render ind i forklaringsproblemer rundt omkring i det nordjyske. For hvordan er det nu lige muligt, at AaB ikke blot har mistet alle pengene fra Champions League, men heller ikke fået en masse nye spillere og titler for pengene?

»Jeg kan sagtens forstå spørgsmålet, og jeg får det også stadig tit, når jeg er ude at holde foredrag. Det er jo ikke dumme mennesker, jeg holder foredrag for, men intelligente mennesker. Som siger; Jamen Lynge, hvor blev Champions League-pengene af? Så er det jo ligegyldigt om vi syntes, i direktionen og bestyrelsen, at vi da har fortalt det. Det er i hvert fald noget, man ikke har haft lyst til at gentage ret mange gange, for der er nogen, der ikke har forstået det. Det er det, jeg siger: Troværdighed, troværdighed og troværdighed er det helt afgørende for AaB at få skabt igen, når vi snakker økonomien.«

»Det starter allerede, da vi har et nettoprovenu på 70 millioner kroner eller sådan noget efter Champions League. Jeg ved godt, at det måske er på kanten af 100, men vi skal også ud at rejse, og spillerne skal have bonus og sådan noget. Der er så mange ting, der løber fra det. Vi er måske på 90 millioner brutto, men kan sige at vi har ungefähr 70 netto. Men vi kom kun ud med nogle og 30 millioner i plus på bundlinjen det år. Hvad betyder det så? Det betyder, at hvis ikke vi var kommet i Champions League, havde vi haft et underskud på 40.«

»Hvad sker der så det næste år? Nu skulle vi jo til at have et hold i fremgang, også på udgiftssiden, troede folk, men pengene var jo ikke til det. Vi startede jo med et underskud på 40 millioner, for det var, hvad vi fik i minus det sidste år inden Champions League. Det vil sige, at da vi skulle til at forlænge med nogle fodboldspillere, havde de tjent ganske godt årene inden med bonus osv. Og nu sad Lynge så der og sagde, at de skulle gå ned i løn. Så vil [Kasper] Risgård selvfølgelig ud at prøve nye udfordringer, og det er der flere, der vil,« siger Lynge Jakobsen og gør tælle-pengetegn med pegefinger og tommelfinger.

»Det er ikke for at sige noget negativt om dem overhovedet. Jeg er i øvrigt aldrig uvenner med folk, jeg ikke bliver enig med i kontraktforhandlingerne. Fordi that’s life, og derfor kan vi godt skilles som venner. Vi har bare set forskelligt på sagerne.«

»Så vi kan ikke sportsligt lægge et lag oven på, fra da vi var allerbedst. Det kan vi ikke. Og det er jo det, der ender med at få folk til at blive irriteret på os. At blive uforstående over for os. Kan de penge bare lige pludselig blive væk? Jamen, de blev jo væk, fordi forretningen blødte så meget så mange steder i forvejen. Hvad ville vi have gjort, hvis ikke vi var kommet i Champions League? Så havde det set langt værre ud.«

Læs mere på næste side

Dårlig spiral
Det åbenlyse spørgsmål til Lynge Jakobsen er så, hvorfor forretningen blødte så meget i forvejen. For så må udgifterne jo have været for store gennem lang tid.

»Du kan godt sidde og sige til mig; Jamen, Lynge, det er da forholdsvist enkelt. Hvis I har for store udgifter, så må I da for fanden bare skære ned på udgifterne. Se, det er det, vi gør derhjemme. Det er forholdsvist logisk. Vi bliver enige med vores koner om, at vi har to tusinde i underskud hver måned, og det kan vi ikke blive ved med. Hvad skal vi spare på?«

»Men vores store indtægter er tv-penge, det er sponsorindtægter, det er salg af spillere, det er tilskuerindtægter, lige for at tage de grumme drenge. Hvad er de alle sammen afhængig af? Både konjunkturerne i samfundet, men også at det går godt for dit fodboldhold. Så hvis du skærer for dybt i udgifterne til dit fodboldhold, så får du en dårligere placering, og du får de tv-penge mindre. Du får sværere ved at sælge spillere, for når agenter skal ud at se vores spillere, så spiller de ikke ret godt. Hvordan skal Lucas [Andersen] vise sig frem på et hold, det ikke fungerer på? Der er kun 3.500 tilskuere. Hooold da kæft, det er som at se, når vores reservehold spiller, tænker talentspejderne fra de store klubber.«

»Der er ingen lyd derude. Du får ikke på Tipsbladet lyst til at sige; Ja, nu skal AaB også have en stor flot artikel, fordi de gør det skide godt deroppe,« siger Lynge Jakobsen og smækker knytnæven i håndfladen.

»Nej, I skriver i stedet, at det er usundt i AaB, eller hvad I nu kan finde på. Duk, duk, duk. Det ene lille hug hele tiden. Og selv om Lynge står op hver dag og forsøger at tage smiley på, så kan vi bare ikke komme til at overbevise nogen om noget. Så derfor er der en nedre grænse for, hvor meget du kan skære ned. Det rammer dine indtægter næsten dobbelt op, hvis det ikke kører sportsligt.«

»Så det vi skal finde nu, sammen med de andre klubber i øvrigt, det er den median der siger, at vi ikke går længere ned i udgifter end her, og det kan vores indtægter også godt klare. Så har vi nogle år, hvor det går virkelig godt, fordi nu solgte vi en spiller. Så kan vi godt leve med, at vi får et underskud næste år. Så lige så snart vi har overskud, skal vi sørge for at sætte pengene i banken i stedet for at bruge dem.«

I trods som et barn
Lynge Jakobsen gjorde det gennem en årrække nærmest til sit eget varemærke at trække »transferkaniner« op af hatten ved hjælp af et fintmasket net af agenter, trænere og talentspejdere. Oftest dygtige og velprøvede skandinaviske spillere, som enten var kørt fast i en klub uden for Norden, eller bare trængte til at komme nogle få hundrede kilometer sydpå til et lidt højere niveau og spille på en dansk forskerordning. Spillere som Frank Strandli, Anders Andersson, Ståle Solbakken og Rade Prica spillede alle deres rolle i et AaB-mesterskab.

Spillerne findes stadig rundt omkring. Endda til historisk lave finanskrise-priser, men det nytter jo ikke noget, hvis man slet ingen penge har at købe for, erkender Lynge Jakobsen. Så selv om hans direktørrolle også stadig indebærer det sportslige ansvar for køb og salg af spillere, så er muligheden for den del af erhvervet væsentlig indskrænket.

»Det er jo logisk nok en væsentlig anden opgave, jeg skal magte nu. Udfordringen er en anden, end det har været tidligere. Men jeg praler jo af, at den eneste klub jeg har lyst til at være i, og har haft lyst til at have det her job i, det er AaB. Det kan jeg så også roligt sige, for nu er der heller ingen muligheder for, at jeg kommer andre steder hen. Og qua det tager jeg den opgave, der på et givet tidspunkt skal løses.«

»Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke gerne ville have haft 20 millioner nu, jeg skulle sidde og lege med. Så skulle jeg begynde nu her til sommer og arbejde med mit netnærk. Hvordan ser den og den spiller ud? Sende trænere ud og se dem an. Og hvordan er det nu med Rade oppe i Rosenborg? Er han træt af at være deroppe? Skal vi prøve at spørge ham? Alt det der, som er det sjove spil at gå i gang med. Det vil jeg da gerne have, og jeg vil også gerne prøve at opleve det igen.«

»Men jeg har det også sådan, at forskellige udfordringer har deres egen charme, eller deres eget liv. Så lige nu er jeg fuldstændig hooked på, at vi skal fandeme vise dem, skal vi. Vi skal fandeme vise dem, at det med økonomien det kan og skal vi få til at hænge sammen. Vi skal fandeme vise dem, der ikke længere tror på, at AaB kommer tilbage på den øverste hylde rent fodboldmæssigt. Det kan godt være, at vi lige kommer til at vente et stykke tid, men vi skal fandeme vise jer, skal vi. Jeg har heldigvis det overlevelsesgen, at jeg sådan lige som børn går i trods på et eller andet tidspunkt. Jeg har da også brug for at råbe og skrige ind imellem.«

»Jeg trives mindst lige så meget i overlevelseskamp, som jeg gør i succesrus. Jeg mister ikke hverken gnist eller gejst. Jeg kan dog mærke det mere og mere, når jeg står op om morgenen, fordi jeg bliver ældre.«

»Der er også nogle, der spørger mig: Lynge, hvornår stopper du? Nogle spørger, fordi de synes, at jeg skal fortsætte, og andre synes, at tiden nu nok er ved at være til, at jeg skal gå. Jeg har altid sagt, at jeg bliver ikke fyret i AaB. Det kan ikke lade sig gøre. Hvis bestyrelsen synes, at nu er det ved at være tid, sætter vi os sammen og finder ud af, hvad det så er, vi melder ud. Så vil jeg hellere gå selv, for det skal ikke være noget dramatisk noget, medmindre jeg lige akkurat synes den dag, at bestyrelsen skulle tage at gå i stedet for. Ellers vil det ikke være noget tema.«

»Og lige nu har jeg det sådan, at jeg ikke har så lang tid tilbage, som jeg har haft. Det er det, jeg melder ud, når nogen spørger mig. Men jeg kan ikke melde ud til dig og sige: Jeg tror, at jeg stopper sommeren 2013. For så falder værdien af Lynge over en kort periode, og til sidst er der ingen, der regner med mig.«