Det er som regel ikke i udekampe i Parken, at hold fra den tunge halvdel af Superligaen skal sætte alt ind at redde livet i Danmarks bedste fodboldrække.
Derfor var det alligevel lidt ærgerligt for Vejle, at man relativt hurtigt kom uhjælpeligt bagud, for københavnerne stillede med et usædvanligt ungt hold på grund af flere ældre stamspilleres fravær, og de havde været inde i en halvsløj stime med fem point i fem ligakampe.
Vejlenserne kunne trøste sig med, at de en uge forinden havde vundet sæsonens første ligakamp, 2-0 over et meget svagt FC Nordsjælland-mandskab, der efterfølgende tabte til AaB, og at Viborg tabte helt til sidst mod Brøndby, mens SønderjyskE fik så store stryg af Silkeborg, at sønderjyderne mandag fyrede cheftræner Michael Boris.
Hvad det får af effekt på søndag, når Vejle og SønderjyskE mødes til bundbrag, ved vi først ved slutfløjt i den kamp, men selvom det bliver vitalt at vinde, og Vejle er i en svær situation, er det alt for tidligt at afskrive de rødblusede, der for første gang i to årtier spiller deres anden Superliga-sæson i streg.
”Vi skal blive så konkurrencedygtige, at vi kan indhente mindst to hold. Det er vores mission,” siger Peter Sørensen.
”Hvis jeg koncentrerer mig om min egen tid, havde jeg nogle få træninger, før vi skulle møde et på daværende tidspunkt meget velfungerende FCK-hold. Så havde vi et par uger til at fokusere og få trænet, og så synes jeg, at kampene mod AGF og Viborg var markante fremskridt. Jeg siger ikke, at vi var uheldige, men vi var marginaler fra at få point mod AGF, og at vi kunne have vundet over Viborg.”
”Så spillede vi mod Silkeborg, hvor vi lavede alt for mange fejl defensivt. Så gik det endnu dårligere i Odense. Så havde vi et par uger tid, hvor vi kunne arbejde på at blive stærkere, og derfra har jeg set, at vi har spillet meget fint mod Brøndby. Forskellen på, at Brøndby vandt i stedet for os, var, at Cappis scorede fra 25 meter, mens vi brændte fra 15 meter. Det var et godkendt stykke arbejde, og det handle om den sidste kvalitet i den afgørende fase. Det var i orden at være så tæt på at slå Brøndby på Brøndby Stadion,” siger Peter Sørensen.
Jens Stage scorer mod Vejle
To afklapsninger og en ny, ny start
Vejle vandt derefter over FC Nordsjælland, men kimen blev lagt i en nedtur, Peter Sørensen ikke havde ventet.
Vejle tabte 4-2 hjemme til Silkeborg i en kamp, hvor VB især defensivt lavede grotesk store fejl, men da det så blev 6-0 til OB i runden efter, lyste hele instrumentbrættet rødt.
”Det har været noget af det sværeste, jeg har været med til i min tid som træner,” siger Peter Sørensen.
”Før min tid havde min forgænger i tre måneder forsøgt at finde ud af, hvordan Vejle skulle gribe tingene an. Og det ændrede sig ikke af, at jeg tog over, og det havde det heller ikke gjort, hvis det var Carlo Ancelotti, der havde fået jobbet. Tingene ændrer sig jo ikke ved et trylleslag.”
”Jeg brugte en måneds tid på at finde ud af, hvad jeg mente, der var det rigtige for holdet, og jeg syntes, at der var markante fremskridt. Så fik vi hug af Silkeborg, som jeg i første omgang tilskrev individuelle fejl. Det er jo altid nemt for en træner at sige, for så frikender man sig selv på et eller andet plan. Men uanset, hvem der var skyldig, var jeg ansvarlig, og da jeg ikke ændrede nævneværdigt i strukturen til OB-kampen, hvor vi så igen fik én over nakken, var jeg tvunget ud i at gentænke det hele,” siger Peter Sørensen.
”Det var jeg rigtig ked af, for stiller man det hårdt op, betød det, at den første måned mere eller mindre var spildt.”
”Jeg brugte en masse tid på at analysere situationen, på at tale med spillerne og på at finde andre veje. Om ikke smutveje så i hvert fald veje tilbage til et spor, der ville føre os væk fra afgrunden. Jeg besluttede mig for, at vi skulle spille med tre stoppere, og det har jeg ikke gjort så tit. Men det har vist sig at være bedre for os, ikke mindst med de spillere, vi har. Og så har vi flyttet rundt på Allan Sousa, så han er blevet mere fri og farlig i sit spil. Han har fået større succes i spillet, og det har gjort os alle rigtig godt, at han har fundet tilbage til noget, der minder om ham selv. Så vi har rørt en række detaljer, der har fået os ind på et spor, vi selv tror på er vejen tilbage, og som kan tage os et par positioner op,” siger Peter Sørensen.
Allan Sousa
Udlændinge er ikke problemet
Tyskland. Norge. Rusland. Brasilien.
Og så Færøerne, England, Canada, Kroatien, Iran, Frankrig, Sverige, Elfenbenskysten, Venezuela, Grækenland og Montenegro.
Føjer vi Foday Manneh fra Gambia, der spillede ni minutter af åbningskampen mod Randers, til regnestykket, er det spillere fra 16 forskellige fodboldlande, Vejle har haft på banen i denne sæson ud over danskere.
”Som Carit Falch også har været inde på, har der været en udskiftning af spillere, der nok var mere bærende og betydningsfulde, end man var opmærksom på, og der er kommet spillere ind, som ikke fra første dag var klar. Man kan også sige, at i enhver klub, hvor man sælger sin bedste spiller, vil der gå et stykke tid, før man generhverver den styrke på positionen, han har spillet. Når Vejle sælger en spiller til 50 millioner kroner, ville det være mærkeligt, hvis man bare kunne erstatte ham uden et negativt udslag. Det ville også være billedet i AaB og FC København,” siger Peter Sørensen.
”Der har generelt været en for dårlig fysisk forfatning, føjer Vejle-træneren til.
Det har fyldt meget i forsøgene på at forstå, hvordan det kunne gå så skævt i Vejle, og de mange udskiftninger har da heller ikke været en gevinst i Peter Sørensens analyse af VB. Men Vejle-træneren mener ikke, at det er spillernes nationalitet, der er problemet.
”Mange har været optaget af, at der er mange forskellige nationaliteter samlet. Det er en forklaring, der ofte dukker op hos udefrakommende analytikere og eksperter. Der vil jeg sige, at det ikke er nationaliteten, der er afgørende. I VB bygger vi på, at ejerne har et kontaktnetværk, der rækker ud over Skandinavien, og hvor danske klubber ellers plejer at rekruttere spillere. Det skal vi ikke se som en udfordring men i stedet som en faktor, der gør, at vi kan få spillere ind fra en hylde, som de andre ikke kan nå,” siger Peter Sørensen.
”Vejle havde næppe fået fat i Dominic Vinicius uden vores ejere. Vi havde ikke fået Allan Sousa og Hugo Ekitike uden vores ejere, og sådan kan jeg blive ved. Efter min mening handler det ikke om antallet af udlændinge eller det, nogle vil betragte som eksotiske nationaliteter. Det handler om spillernes kvalitet.”
Og det skal i centrum til januar, når transfervinduet åbner. Udskiftninger kommer der givetvis, men ikke i de mængder eller med det fravær af kamptræning, mange er kommet til Vejle med det seneste år.
”Det kan godt være, at der skal nye spillere ind, men det skal være nye spillere, der forstærker os fra den dag, de ankommer. Vi har ikke tid til at vente et par måneder, før nye spillere er gode nok. Vi får se, hvad udsigterne er, men jeg kommer til at anbefale, at vi ikke bruger penge på udgifter, der ikke giver os et sportsligt plus. Vi har mulighed for at spare på udgifterne uden, at det går ud over pointene, og det kommer jeg til at indstille til,” siger Peter Sørensen.
Et bundbrag mod SønderjyskE
Inden der skal købes og sælges spillere i januartransfervinduet, har Vejle en nøglekamp mod SønderjyskE fulgt op af to benhårde kampe mod topholdene Randers FC og FC Midtjylland, før man er klar favorit i to pokalkvartfinaler mod Kolding i december.
Sidste rundes nederlag til FC København mister Peter Sørensen ikke megen søvn over, men søndagens kamp mod sårede SønderjyskE bliver spændende.
”Vi skal have reduceret afstanden til de nærmeste hold, inden vi går på juleferie. De skal være inden for rækkevidde, og når vi så er forbi grundspillet, har vi de nærmeste modstandere ude og hjemme. Det skal give os tro og håb om, at det kan lade sig gøre. Vi skal bringe os derhen i de sidste kampe i efteråret,” siger Peter Sørensen om et slutprogram i efteråret, hvor SønderjyskE-kampen tydeligvis er vital.
”Jeg er nok en 'No Bullshit'-type. Jeg er blevet så gammel, at jeg ikke tror, at jeg kan bilde spillerne noget ind. Kampen har den vigtighed, den har, og den vigtighed er jo helt indlysende for alle. Den forsøger vi ikke at nedtone. Der er så ingen, der bliver bedre af at være nervøse, når de skal spille en fodboldkamp. Der kan minde folk om, at det altså stadig kun er fodbold, der er tale om,” siger Peter Sørensen.
”Men der er heller ikke nogen grund til at spare på kræfterne i den kamp. Den er selvfølgelig af meget høj betydning, men når det er sagt, kommer jeg ikke til at sige, at vi forbereder os meget bedre denne gang. Gjorde jeg det, betød det jo også, at vi ikke gjorde vores arbejde godt nok forud for alle vores andre kampe.”
”Tegner vi en kurve over både vores præstationer og for så vidt også resultater, har vi bevæget os meget tættere på at kunne være konkurrencedygtige mod de hold, vi på mange parametre i hvert fald tidligere har sammenlignet os med. Det er markante skridt i den rigtige retning, hvis du spørger mig.”
—-
VB HAR BRUGT 29 SPILLERE PÅ 14 RUNDER
Der er blevet prøvet noget i Vejle i denne sæson. Sommerens cheftræner Carit Falch forsøgte forgæves at få VB til at spille betydeligt mere offensivt efter Constantin Galcas meget forsigtige og defensive spillestil, og allerede efter fem runder blev Falch fyret.
Peter Sørensen forsøgte i sin første måned at skabe mere balance på holdet, men det forsøg strandede med de store klø, man fik mod Silkeborg og OB.
Som reaktion skiftede Sørensen til et tremandsforsvar med to wingbacks, og det har fungeret bedre i to nederlag til Brøndby og FCK, og en sejr over et svagt FC Nordsjælland.
Vejle har undervejs spillet med syv forskellige angribere og forwards, og ingen har etableret sig som oplagte samarbejdspartnere til det store offensive kort Allan Sousa, der har kontraktudløb til sommer.
I alt har VB brugt 29 spillere i Superliga-sæsonen. Det er flest i ligaen. Næstflest har FC Midtjylland med 28 spillere, AaB har færrest med 19.
—
NUMMER SJOK EFTER 14 RUNDER ER IKKE DØD
Vejle kan trøste sig med, at andre klubber før har reddet sig fra nedrykning i Superligaen, efter de lå sidst i rækken efter 14 runder.
Først de gode nyheder for Vejle.
Otte af 21 gange i dette årtusinde har sidstepladsen efter 14. spillerunde reddet livet i Superligaen, og i betragtning af, at det er tæt på halvvejs i turneringen og dermed ikke bare et tilfældigt øjebliksbillede, er det på papiret ganske fornuftige overlevelseschancer.
Mere dystert bliver det for Vejle, når man ser, hvad et hul op til overlevelse på ni point betyder.
Randers FC klarede den i den berømte redningssæson i 2009/10, hvor Ove Christensen og en voldsom udskiftning i truppen skabte mirakler, og da Silkeborg overlevede i 2002, gjorde man det efter at have otte point op til stregen efter 14 runder.
Men fire andre gange, klubber har så langt efter, som Vejle er nu, er det endt med nedrykning, og det bør med til historien om Randers og Silkeborgs redninger tilbage i 2010 og 2002, at de hentede ekstremt mange point efter deres dårlige start.
Fotos: Getty Images
Bo Henriksens hustru jubler: Det er totalt genialt
Ny kontrakt til Nicolaj Thomsen
Budget: Har AGF råd til både transfers og stadion?
TransferLIVE: FCN forlænger med svensk stortalent
Glad AGF-anfører: Superpositivt transfervindue
Revser dansk forgænger
Superligaens mest ekstreme transfer-satsning
– Lad ham være i fred, og han bliver kun bedre
Afsløring: BIF kan tjene 75 millioner på Bischoff
Klar plan for AGF-stortalenter: Mere voksenfodbold
Brøndby-spiller fortsat på klubjagt
Målmaskiner mødes i Madrid-derby
Sender sjov stikpille til dansk træner
Afslører: Flere klubber var ude efter Pione Sisto
Får ekstra transfer-millioner efter USA-køb
Forlænger Patrick Mortensen i AGF? Her er status
Schmeichels råd til Eriksen: Skift til denne klub!
CV vil ikke sammenligne: AGF er et godt sted
Brøndby-profil havde flere tilbud
Overblik: Her er Superligaens vintertransfers 2025
Lyndebut! Dorgu starter for United
Sammenligner dansk spids med verdensstjerne
Brøndby sejrer over skandinavisk tophold
Vildt! De kan presse AGF og Brøndby på transfers
Mareridtet fortsætter for dansk landsholdsbobler
Pione Sisto: ‘Forstår godt FCK har kigget på ham’
Dyster melding angående FCK-talent
Rejst hjem fra Brøndbys træningslejr
FCK tilføjer 17-årigt talent til Europa-trup
Surt show: Yussuf Poulsen skadet igen
Afsløring: Bertram Kvist skifter til Esbjerg
Op mod 5.000 til vild testkamp i Aarhus
De er vinterens syv dyreste salg i Superligaen
FCN fortsætter med vanvittige sejre i testkampe
Jagter ny dansk klub efter udlandsophold
FC Midtjylland dropper angriber i Europa
Nu taler Ruben Amorim om Chido Obi
FCK-direktør: ‘Så lagde jeg bare røret på’
Thomas Gravesen frygter for Eriksens karriere
Bodø/Glimt-boss raser mod AaB: Er du dum?
Kan blive verdens bedst betalte landstræner
Vil købe dansk landsholdsspiller – men…
Slagter Tottenham: Jeg har aldrig set lignende!
Brandvarm dansker på måljagt i storkamp i Paris
CV afviser profilsalg: Flere transfers er mulige
De har brug for en kæmpe transfersucces!
Stor begejstring for tilgang af Brøndby-spiller!
Afsløring: Wolfsburg har scoutet stort OB-talent
Føler for skadet talent: Tænker på min egen søn
Officielt: Henter dansk angriber i millionhandel
Dansk rekordhandel – Martin Albrechtsen ellevild
Ny Brøndby-stjerne afslører: Væltede i tilbud
Damsgaard fortsætter vild stime af kåringer
Lyngby Boldklub har gjort et scoop
Medie peger på utilfredshed i Feyenoord-truppen