Jakob Kehlet erkender afgørende dommerfejl i Brøndbys sejr
Foto: Getty Images
Superliga

Jakob Kehlet erkender afgørende dommerfejl i Brøndbys sejr

Det sker ikke altid, at dommerne erkender deres fejl, men det gjorde Jakob Kehlet efter Brøndby-Lyngby, hvor han overså et frispark til Lyngby, der endte med at give BIF et mål.

Brøndby vandt søndag aften med 5-3 over Lyngby i en kamp, hvor det ikke kun var spillerne, der var i fokus. Det gjorde dommer Jakob Kehlet ligeledes, og han modtog også hård kritik efter kampen af David Nielsen. Særligt for en kendelse, der førte til Brøndbys 2-2-scoring.

Her blev Oliver Lund nedlagt, hvorefter Lasse Vigen kunne score.

Men efter kampen kunne Joachim Boldsen, der er reporter hos TV3+, meddele, at han havde været i kontakt med kampens dommer, der erkendte sin fejldom.

 - Han siger først og fremmest, at han i kampens hede ikke syntes, at der var frispark. Men set i bakspejlet efter kampen mener han, at man godt kunne have dømt frispark, for det mener han faktisk, at der var, lyder det fra Boldsen.

I løbet af kampen blev det også til to kontroversielle straffespark samt et rødt kort, som Boldsen dog ikke lod til at have spurgt til.