Video : Tipsbladet
Superliga

Jakob Ankersen: Der sidder noget fast i mig fra Aarhus

Jakob Ankersen er glad for tilværelsen i Esbjerg fB, og samtidig tænker han tilbage på mange gode minder fra tiden i AGF.

Jakob Ankersen gjorde en god figur for AGF i sidste sæson, men de to parter kunne ikke nå til enighed en kontraktforlængelse, og derfor er offensivspilleren vendt hjem til barndomsklubben Esbjerg fB, hvor han i sommer underskrev en aftale frem til sommeren 2023.

Det var overraskende for mange, at 30-årige Ankersen valgte at spille 1. division i denne sæson, men Esbjerg fB var den bedste mulighed i en situation, hvor enderne ikke kunne mødes med AGF, og hvor coronakrisen satte sit præg på markedet.

Offensivspilleren tager meget med fra sine tre sæsoner i AGF, hvor det blev til over 100 kampe i den hvide trøje.

- Vi kunne ikke blive enige, og det er jo en del af fodbolden. Men der sidder da noget fast i mig fra Aarhus. Det er en fantastisk by, og alt omkring mig var fantastisk, især det sidste halvandet års tid. Der var det helt suverænt med trupsammensætning og resultater. Der kulminerede det for mig, og jeg blev rigtig glad for både Aarhus og AGF, som jeg føler var et rigtig succesfuldt ophold for mig, siger Jakob Ankersen til Tipsbladet.

Læs også:Prisvinderen Lindstrøm: Det her var måske lidt farligt for mig

Esbjerg-profilen fyldte 30 tidligere på året, og han har skrevet en lang kontrakt med vestjyderne. Alligevel lever drømmen om et nyt ophold i udlandet stadig for den tidligere Zulte Waregem og IFK Göteborg-spiller.

- Hvis der ikke havde været corona, havde jeg nok ikke været her. Det havde stor indflydelse på, hvilke muligheder jeg havde på det tidspunkt. Jeg skulle ikke kun have en kontrakt på ét år og så igen være uvis omkring alle mulige ting. Jeg var nødt til at tænke lidt mere langsigtet, og der var det her klart den bedste mulighed. Det betyder absolut ikke, at jeg er færdig med at prøve ting, siger Ankersen og tilføjer:

- Jeg kan sagtens forestille mig, at det ikke er min sidste klub, ligesåvel som jeg kan forestille mig, at det er min sidste klub. Der er slet ikke noget, der er afskrevet, hverken ind- eller udland, andre klubber eller kun Esbjerg. Det hele er på tapetet, og jeg tager det år for år. Man ved aldrig med den verden, man lever i nu. Det hele er så uforudsigeligt. Om et halvt år kan det hele være vendt på hovedet igen. Jeg tager det år for år, sæson for sæson, og det er ikke, fordi min eventyrlyst er mættet overhovedet. Jeg kunne sagtens se mig selv tage et skridt til et andet sted.

Jakob Ankersen har i denne sæson scoret seks mål i 17 kampe for Esbjerg fB, der før sidste spillerunde i 2020 er på andenpladsen i 1. division - a point med topholdet Viborg FF.

Læs også:Stor prisforskel: Så meget betaler Superliga-klubber for stadion-leje

Du kan læse hele interviewet med Jakob Ankersen i Tipsbladet, som er på gaden i dag. I avisen er der også masser af godt læsestof om Efterårets Profil Jesper Lindstrøm. Du kan læse et stort interview med Brøndby-spilleren, se tidligere vindere og se, hvordan de 12 Superliga-trænere stemte i forbindelse med kåringen. Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet.

Du kan også få et abonnement på fredagsavisen - læs mere her.

Læs også:Video: Her overraskes Lindstrøm med profilkåring
Læs også:Brøndby-stjerne er Efterårets Profil i Superligaen
Læs også:Optakt: AGF - AaB