Video : Tipsbladet
Superliga

Jacob Neestrup har haft svære snakke med FCK'er

Jacob Neestrup erkender, at det ikke har været sjovt at overbringe Peter Ankersen nyheden om, at samarbejdet ikke skal fortsætte.

PARKEN (Tipsbladet): Peter Ankersen spillede en brandkamp mod Brøndby IF, da han blev sendt i aktion til fordel for en skadet Biger Meling.

En smuk scoring, et utrætteligt løbearbejde op og ned af højre flanke og flere fine indlæg brugte han til at give svar på tiltalte, efter han er blevet vejet og fundet for let i FC København.

Det var til Tipsbladet, at Peter Ankersen fortalte, at denne sæson bliver hans sidste i FC København, da kontrakten, som udløber til sommer, ikke bliver forlænget.

Derfor har det helt afgjort været en speciel påske for Peter Ankersen, hvis scoring alligevel ikke var nok til at sikre FC København tre point i mandagens derby.

- Det var fedt at se ham sparke den ind, Peter. Fantastisk mål og en rigtig flot indsats af ham. Det er ærgerligt både for ham, holdet og alle herinde i dag, at vi ikke kunne tage tre point, som jeg synes, vi skulle have gjort ud fra kampbilledet, siger Rasmus Falk til Tipsbladet og den fremmødte presse efter kampen.

Han bakkes op af sin cheftræner Jacob Neestrup.

- Jeg synes, Pete spiller en god kamp og krydrer den med et mål. Han leverer en stabil præstation og gør det han skal. Han elsker FC København og leverer godt i dag overall uden at have set kampen igen.

FCK-chefen erkender dog, at det ikke altid er det nemmeste ved jobbet at skulle fortælle klubikoner, at de har nået deres udløbsdato.

- Det er en del af det. Der er mange dygtige spillere i FC København, som gennem de sidste mange år har skullet stoppe. Jeg har prøvet det med Zeca sidste år, men det er en del af det. Det er selvfølgelig svært, men det er sådan, det er.

Peter Ankersen udtalte i forbindelse med, at han meddelte sit stop overfor Tipsbladet, at han vil give alt for FC København i de sidste tre måneder af kontraktperioden.

- Lige nu handler alt bare om, at vi skal sikre det tredje mesterskab i træk, og det er dér, alt mit fokus er. Jeg vil gøre alt for igen at se vores fantastiske fans fejre guld i Parken en sidste gang med mig som FC København-spiller.

De drømme led dog et knæk mandag aften, hvor Brøndby efter et imponerende comeback sikrede sig alle tre point med en sen scoring af Sean Klaiber til slutresultatet 2-1.

33-årige Peter Ankersen brugte dog derbyet som et fint udstillingsvindue til at vise, at han fortsat har masser at byde på. Som en af få leverede han en fornem indsats mod Brøndby.

Her kan du læse karaktererne til FC Københavns spillere.